Kaptajnens overvejelser
0 0
0
Jeg forestiller mig tit i kaptajnsmunderingen, at jeg må tale til mig selv med almindelige officiantsøjne for at nå en form for samtale. “At komme overens”. Og jeg gør det ikke for et publikums skyld, netop ikke; men over for sig selv skal afstanden laves for at kunne se på sig selv. Også når og især jeg skammer mig over et eller andet. Får omtrent lyst til at indrømme forbrydelser, jeg ikke har begået. Tager mig i det. Er ikke bange for fornedrelsen. Men rette misdæder skal jo findes sådan for samfundets skyld. En krop, en gruppekrop, jeg dels er i og dels ikke er i.
Mig selv/sig selv. Det er relationen. ”Mig selv” bliver allerede inde i boblen ”Sig selv”. Det ene er: jeg må vippe frem og tilbage inden i og uden for boblen. Klinisk sagt: jeg må komme tættere på denne jegkrop ved at tænke sig/ mig væk, hænge ude i luften og tilbage.
Hvem skal attestere og konfirmere dette tætte, der muliggjorde mødet. Ingen. Det er en partikel, der fiser rundt i en cern-kreds. Og så altså det tætteste, der tilbydes i ordudvekslinger. At være gidsel over for migselv, ikke over for verden. Thi den ved intet derom.
I mange af mine gøremål, også i tanken, må jeg vælge en anden uniform end den, jeg tilfældigvis allerede har på. Tænker mig skæmtsomt i jakke og slips eller andet smålatterligt. En alpehue, hold nu op.
Og låne navn af noget andet. En fjende måske. At trække i hans uniform endda.
Men ligningen bliver for absurd, Ikke? Måske gør jeg det, og så er det for min egen skyld. (Venter næsten hver morgen at blive henrettet som gidsel på torvet af mine egne).
(Andetsteds har jeg omtalt antropologens problem med sin genstands beskrivelse. Når jeg vurderer og analyserer et givent eksperiment.
Hvor tæt på genstanden, hvor langt væk fra forskningsgenstanden.
At være indoptaget uden afstand og derved uden mulighed for at beskrive emnet, den betragtede krop, man jo netop er in-korporeret i. At være ven og snart svigersøn til høvdingen i den lille primitive indianerstamme. En assimileret del af gruppens korpus.
Uden afstand er man en del af det system, der skal beskrives. Endog pant.
Og på lang afstand kender man endikke sproget. Og hvorfor de vælger netop den ansigtsbemaling.
Nordenfjords og søndenfjords er det ikke muligt. Det ved vi. Stedet er ikke til det.
Tiden er indvævet i mig og alle der er enig med mig, hvilket udgør et problem.
Jeg forestiller mig tit i kaptajnsmunderingen, at jeg må tale til mig selv med almindelige officiantsøjne for at nå en form for samtale. “At komme overens”. Og jeg gør det ikke for et publikums skyld, netop ikke; men over for sig selv skal afstanden laves for at kunne se på sig selv. Også når og især jeg skammer mig over et eller andet. Får omtrent lyst til at indrømme forbrydelser, jeg ikke har begået. Tager mig i det. Er ikke bange for fornedrelsen. Men rette misdæder skal jo findes sådan for samfundets skyld. En krop, en gruppekrop, jeg dels er i og dels ikke er i.
Mig selv/sig selv. Det er relationen. ”Mig selv” bliver allerede inde i boblen ”Sig selv”. Det ene er: jeg må vippe frem og tilbage inden i og uden for boblen. Klinisk sagt: jeg må komme tættere på denne jegkrop ved at tænke sig/ mig væk, hænge ude i luften og tilbage.
Hvem skal attestere og konfirmere dette tætte, der muliggjorde mødet. Ingen. Det er en partikel, der fiser rundt i en cern-kreds. Og så altså det tætteste, der tilbydes i ordudvekslinger. At være gidsel over for migselv, ikke over for verden. Thi den ved intet derom.
I mange af mine gøremål, også i tanken, må jeg vælge en anden uniform end den, jeg tilfældigvis allerede har på. Tænker mig skæmtsomt i jakke og slips eller andet smålatterligt. En alpehue, hold nu op.
Og låne navn af noget andet. En fjende måske. At trække i hans uniform endda.
Men ligningen bliver for absurd, Ikke? Måske gør jeg det, og så er det for min egen skyld. (Venter næsten hver morgen at blive henrettet som gidsel på torvet af mine egne).
(Andetsteds har jeg omtalt antropologens problem med sin genstands beskrivelse. Når jeg vurderer og analyserer et givent eksperiment.
Hvor tæt på genstanden, hvor langt væk fra forskningsgenstanden.
At være indoptaget uden afstand og derved uden mulighed for at beskrive emnet, den betragtede krop, man jo netop er in-korporeret i. At være ven og snart svigersøn til høvdingen i den lille primitive indianerstamme. En assimileret del af gruppens korpus.
Uden afstand er man en del af det system, der skal beskrives. Endog pant.
Og på lang afstand kender man endikke sproget. Og hvorfor de vælger netop den ansigtsbemaling.
Nordenfjords og søndenfjords er det ikke muligt. Det ved vi. Stedet er ikke til det.
Tiden er indvævet i mig og alle der er enig med mig, hvilket udgør et problem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar