At bære frugt

Anders Vægter, frugtbærer

St.Bogdag, Maratonoplæsning ved søen. August 2010

Bloggerens oplæsning i Det poetiske Bureau med Marianne Larsen og Pablo Llambias

Her i en pause: Llambias og Methe

Bogfred.

maleri

Lars Post fra Emignoergaard

Ekspertudtalelse til Keld Skovmands indlæg af Lars Bo Post Nørgaard

Kæregode Knud. Det var meget interessant for mig at læse din seneste gæsteblogger Kelds mange tanker og overvejelser foranlediget af en mystisk lap fundet i postkassen. Jeg er jo, som jeg tit har fortalt dig mange spændende anekdoter om, forhenværende postbud (eller som det hedder nu til dags: brevbærer - eller er det brevomdeler, nu kommer jeg helt i tvivl). Og jeg kan såmænd da godt forklare, hvad en klodsforsendelse er for noget: Der er tale om det som almindelige mennesker kalder maxibreve (se vedhæftede forklaring i tekst og billede). En 'klods' er altså ganske enkelt postslang for et maxibrev. Forklaringen kan muligvis findes i enten 1) at mange maxibreve er klodsformede og/eller 2) at de er klodsede at have med rundt på postcyklen. Den lap som Keld har fundet i sin postkasse har man liggende ved budbordet (der hvor man om morgenen 'kaster brevene op' - dvs. den sidste finsortering af brevene, således at de står ordnet i korrekt
adresserækkefølge), den kan muligvis have hængt på det som kaldes 'spejlet' som er en lille tavle over budbordet, som beskriver rutens detaljer (fx hvor depoterne står, og om der er stjernekunder (særligt prioriterede kunder, som betaler for at få posten leveret inden kl. 10) osv.). Muligvis har lappen ved et uheld klisteret sig fast til et brev eller en klods, og er røget med i postkassen. (Sommetider kommer man fx til at spilde kaffe på budbordet, og så kan tingene godt blive klistrede). -- Grunden til at man har sådan en huskelap, er at man skal gå ud i en anden hal på distributionscentret og hente klodserne i en kasse. Det var altid et meget spændende moment i arbejdsgangen, for antallet af klodser havde stor betydning for om det blev en god eller en dårlig dag. Klodser er uhåndterlige, de fylder urimeligt meget i cykeltaskerne. Der findes forskrifter for hvordan og hvorledes en cykeltaske skal pakkes, hvor meget der må være i den
osv. Men man vil gerne have så meget som muligt af posten med på cyklen på én gang, for ellers skal man cykle frem og tilbage til depoter. Det tager tid, og det kan godt være en vanskelig logistisk opgave at få depoterne pakket og placeret på formålstjenstlig vis. Det fører i praksis til at mange postbude bliver rene kunstnere udi den kunst at udnytte cyklens kapacitet. Jeg har set, og såmænd selv lavet, fantastiske omcyklende skulpturer lavet af klodser og plasticposer og elastikker. Desværre har jeg ikke fotografisk dokumention af dette, da det er et lidt prekært fænomen for Post Danmark; de tillader det ikke, men ser igennem fingre med det, da alternativet ville være at megen post (mere end i forvejen) ville komme en eller flere dage for sent ud (de såkaldte overligninger), og jeg var et pligtopfyldende postbud, som ikke ville skade Post Danmarks omdømme (og evt. blive fyret). Overligninger er bestemt ikke noget man sætter pris på
i Post Danmark, selvklart ikke fra ledelsens side, men såmænd også blandt postbudene, for man har trods alt lidt faglig stolthed, og vil gerne 'gøre reolen ren'. Alligvel var det almindeligt at man hver dag 'fik taget noget af' - altså lod en del af ruten ligge; denne del blev så bragt ud af afløsere eller lå over til næste dag. Dagblade måtte man ikke lade ligge over, for det opdager kunderne let, og så klager de, og det er jo ikke så godt for biznis. -- En anden ting som gør klodserne så klodsede at have med at gøre, er, at de er for store til almindelige brevsprækker. Således er man nødt til at ringe på på den pågældende adresse, for at aflevere klodsen personligt. Som oftest er modtageren ikke hjemme, da omdelingen foregår i tidsrummet 10-14 cirka. Og da er de fleste på arbejde. Så måtte man have en anmeldelsesblanket frem og skrive adresse på, og klodsens afsender og hvor man kan hente klodsen den næste dag, og smide den
ind gennem brevsprækken. Og så tage klodsen med tilbage til posthuset. Ofte kom man tilbage med næsten ligeså mange klodser, som man tog ud med. Irriterende. Sommetider kunne man godt finde på i frustration at sparke til en af de gule kasser, som klodserne lå i (især ved juletid). -- Dog vil jeg også nævne det gode, der kunne være ved klodserne: nemlig det at man ved afleveringen af dem kom i kontakt med kunderne, og sommetider kunne det faktisk være helt fint. Jeg har fx ved forskellige sådanne lejligheder fået et æble, chokolade, en cola og en banan. På mit posthus, på Frederiksberg, blev der også talt en del om hvor fint et menneske Johannes Møllehave er, for han kunne godt finde på at stikke postbuddet en tyver, når han modtog en bogpakke. Det oplevede jeg desværre ikke selv. Den eneste gang jeg aflevere post til Møllehave, var han ikke hjemme, og jeg måtte udfylde en anmeldelsesblanket til ham. -- Ja, det var hvad jeg havde
at fortælle om klodsforsendelser. ---- Har også vedhæftet et billede af mig selv i den rød/blå uniform. Og med efter alle forskrifter pakkede tasker.

tilføjelse:   Jeg opdagede lige, at jeg kom til at overdrive lidt i min mail fra lige før: Der hvor der står noget om at 'kaste breve op', skulle der have stået 'smide breve op'. Man skal jo ikke overdrive, som du så tit har fortalt mig. Og jeg vil gerne tage ved lære, og blive bedre. Tak.  LBN

Nej det sandelig os, der takker KSN

Gæsterblogger Keld Skovmand

Her foto taget fra Fredriksberg, halvdelen af forfatteren Jens Peder Kaj ses t.v.

gæsteblogger har sendt dette og vil forsøge at forklare sin mystifikation.

SE FOTO NEDERST i dette indlæg

Gæsteblogger Keld Skovmand skriver:

Men forhistorien er følgende:

Vi fandt tidligere på sommeren i vores postkasse vedlagte laminerede lap, som først udløst undren og siden en kaskade af spørgsmål så som ”Hvad er en klodsforsendelse?”, ”Hvad har jeg glemt?”, ”Hvem er afsenderen?”, ”Hvad er motivet?”

Da vi havde en løs formodning om, at dette kunne være én eller flere af naboerne, der stod bag, tog vi lappen med til vores årlige vejfest for en måneds tid siden. Ingen havde kendskab til lappen, ingen vidste, hvad en klodsforsendelse er. Men den snarrådige autoophugger (AU2FAST) henne fra nummer 15 vidste råd og ringede til en af sine venner, der er ansat ved postvæsenet. Vennen kunne berette, at lappen blev brugt til at adskille forskellige slags forsendelser fra hinanden på landets postkontorer. Beretningen meldte imidlertid intet om, hvad en klodsforsendelse faktisk er.

Lappen trigger skyld og paranoia. 

Idéen er følgende:

Lappen er et poetisk våben. Nedenfor har jeg forsøgt mig foreløbigt med en række undergenrer, hvor der naturligvis både bør satses på det bedste fra alle undergenrer og løbende udvide deres antal og art:

Bogtitler:

Det gør ikke rigtigt ondt på en fisk.

Bogtitler med et twist:

Du er slet ikke toppet som hypokonder.

Litterære citater:

Hvad gør en stenhugger i himlen, en gartner på syndflodens vande?

Religiøse citater:

Dagen er fremrykket, natten er nær.

Ordbilleder:

                                            H

                                            V

                                            E                                        

                         V I  B Æ R E R  E T K O R S

                                            E

                                            N

                                            E

                                            S

                                            T

                                            E

                                            J

                                            E

                                            G

Rockcitater:

In a cry filled with footsteps and sand.

Her med et litterært forlæg (Leonard Lorca).

Eller måske bedre: The spirit road that you must find, the lost highway in your mind.

Lappens format er 15,1 X 21,6 cm. Den kan selvsagt fremstilles i mange forskellige farver, men for den gode ordens skyld skal man måske vælge at holde sig til fire-fem farver, fordi det så giver mulighed for at overveje forholdet mellem farve og udsagn. Om lappen er gul eller grøn, gør en forskel i forhold til udsagnet. Fremstillingsudgifterne er små, og effekten med stor sandsynlighed større end mange digtsamlinger. Problemet er selvsagt distributionen, men jeg forestiller mig her, at man kan have en stak med sig, hvor man kommer frem, og kan droppe en håndfuld eller to hist og her. Det spændende er selvsagt, om denne undergrundsaktion vil kunne medvirke til at danne nye poetiske offentligheder. Hvordan vil modtagerne reagere? Hvem vil de tale med om den lap, de har modtaget? Hvad vil de sige? Vil der opstå et lapsite, som evt. også omfatter beboerne i Lapland, som i sagens natur (ja, i naturen i det hele taget) ikke bør forbigås? Vil ordet  ”lap top” pludselig få ny betydning? Vil der opstå lapgrupper på Facebook? Eller lap-på-lap-grupper?

Underholdning i Riddersalen

Billewerk.

billede, maleri efterbehandlet som foto

papa-razzi

Emignoergaard brevudveksling 2 fra dem og til Jens Ole Krantz (1.del af korrespondancen står længere nede på bloggen)

Svaret fra Emignoerregaard til Jens Ole står øverst her, mens Jens Oles brev er kommet nederst, undskyld

Ole. Min nye ven. Du kan stole på at jeg bliver din vejleder med det hele, når du kommer til Emignoergaard Centret. Jeg har allerede været inde i Troels og Lars Bos Kuppel (det hedder deres kontor med de mange flotte skærme og udstyr, hvor man kan få et glimt af alt det de følger med i i hele verden på samme tid. Det er lidt ligesom en fjernsynsstation, men er meget mere end det, fordi de har brudt mange af naturens koder, så der ikke er nogen grænser som holder dem tilbage. Hvis de lige vil se hvad en eller anden hval drømmer om i Stillehavet, så trykker de bare på en knap, og vupti, eller hvis de vil vide noget om væsner på en anden planet, hvad de er for nogen, så trykker de på en anden knap, og vupti, så ser man med det samme nogle sjove væsner med øjne som ligner mælkebøtter og de har ingen mund, men de snakker med hinanden ved at gnide øjenkronbladene imod hinanden, og det lyder både sjovt og som smuk musik. Alt sådan noget kan man opleve. Men kun hvis man har fået tilladelse ved at have gjort alt efter punkt og prikke og mindste fingervink fra vores ledere (som hedder venner her). Som aldrig kunne finde på at skælde ud eller overtræde grænsen. De ved hvad de gør lige til det sidste punktum og komma.) Jeg har allerede været derinde og fortælle dem om dig Ole, at du var en frisk dreng af det rigtige stof. Og de nikkede og smilede. Men de vil stadig gerne se fotografier. For så kan de aflæse din aura fra billedet. Auraen er en slags lys som almindelige mennesker ikke kan se, men som stråler ud fra dit indre, og som de kan læse om du er helt i orden og som du skal være fra. Måske kan du selv lære den teknik, hvis du er meget flittig. --- Jeg er sikker på at du godt kan komme til at lave kunst ligesom Troels, han lærer fra sig hver søndag. Så står han i sin flotte hvide malertrøje med fire cigarer og viser alle hvordan man kan male de dejligste farver, så man næsten ikke tror sine egne øjne, jeg har med mine egne to øjne set ham male farver som jeg slet ikke troede fandtes. Og han kan også tegne dyr og ting fra den virkelige verden, som man slet ikke vil tro på først, men det er helt sikkert, når han maler det. Du må selv komme og se det, for man kan ikke skrive det i et brev, så utroligt er det. Du skal kun komme med dig selv som du er, når du kommer. Men altså først lige nogle billeder, og lidt mere om dig selv og hvem du er i følge dig selv. Hvor gammel er du, og bare alt hvad du kan øse af dit friske hjerte direkte fra hjertet. Alle bedste hilsner fra "Andy". Og også direkte fra Troels og Lars Bo.

Kære A. hos Emignoergaard.   Hedder du rigtigt Andy ligesom i cykling. Nå jeg skal have taget nogle gode billeder af mig selv. Men skal nok lige have lidt hjælp, selvom jeg oppe i Sverige købte et stativ lige til at skrue i apparatet, så det ikke ryster, hvis jeg selv skulle holde det.  Jeg har lånt noget tøj af min store bror Jan Erik, som har været marinesoldat.  Jeg låner hans hat  til nogle af billederne.  Det har vi tit gjort når vi leger krig, når han hjemme i weekenderne. Ellers bruger jeg bare min grønspejderuniform.  Bare jeg kunne få dig, ”Andy” som vejleder i Emignoergaard osse i spørgsmål om alt med damer, hvor jeg nok ikke gør helt rigtigt.   Sommetider kan man tage fejl af lyde, hvor det er noget glædeslyd eller  galhovedet.  Jeg har hørt at Lars Bo har lært jer andre snart alle tricks i verden.  Så når jeg er udlært hos dig, kunne jeg godt tænke mig at blive så dygtig, at jeg kunne blive hans hjælper. Jeg gider ikke længere kun spejderting med tovværk og ture i skoven.  Og så godt , hvis jeg kunne lave sådan noget  fanatstisk, fatnatisk, fantastisk  kunstværker, som Troels Emig gør, men der går vist mange år inden jeg er klar til det, men man har jo lov at håbe og drømme. Drømmene kan de ikke tage fra mig.    Fotografiapparatet har sædudløser, så man kan gå et stykke væk og løbe tilbage igen og starte fotoapparatet  og så hen igen, hvor man så skal stå helt stille.  Jeg tror jeg sender nogle af dem så I selv kan vælge  med det samme.  Dem sender jeg senere. Med spejderhilsen, men mest soldaterhilsen    Jens Ole.

Kommende gæstebloggere Lea L og Peter Clement og lidt af Lars Troels Møller

Risk er ikke et spil for alle, fx ikke for mig

Fra oplæsning forleden i Ringkøbing m Janus Kodal, Henrik Have og Bloggermanden. (herren i baggrunden er E. Kock)

Udtag fra Emignoergaard-slænget. De tjener deres penge ved deres gode råd til folk i store vanskeligheder og som osse trykkes i Familiejournalen. Svar de har fundet i gamle numre af Genstridig, men fortabt Ungdom. Magazinet var i sig selv et falsum dengang i 50'erne.

TORSDAG DEN 21. JULI 2011

Brevkasse

For nylig har vi modtaget dette interessante brev fra en af vores mange trofaste og vågne læsere. Spørgsmål bliver stillet, og vi svarer:

Til Redaktionen

En aften jeg var ude og se efter fænomener og stjerner opdagede jeg mod vest over mod Thorsager Dette legeme som var lysende og slukket, men mest lysende , ja som en kæmpe peberbøsse omformet til et akvarium eller noget i den retning. Så som en slags bristefærdigt øje, da den tog en overraskende drejning mod Nordøst Ørum, Randers, Marstrand omtrent.
Hvad er det? Og det presser næsten al søvn ud af hovedet lige i tiden. Måske ubemandet, men jeg mener jeg så en 7mands stor besætning, der sad og hørte en stak plader

Glemte at sige mit navn. Jens Ole Krantz. Fra Odense. Nevø til min onkel Kaj Erik Krantz  


Svar fra Emignoergaard: Kære Jens. Det er et meget flot billede du har sendt os. Og det du skriver er også meget interessant. Vi har haft alle vores bedste forskere på opgaven i to måneder nu. De har slet ikke sovet, og kun indtaget postevand og mariekiks, og nu har vi sendt dem på ferie i sydens dejlige sol. Rekreation hedder det. En kvik knægt som dig har sikkert en ordbog, hvor det lidt sjældne og svære ord kan slås op. - Desværre kunne vores forskere ikke finde ud af noget om hvad det kan være du har set. Faktisk hælder de allesammen til den teori, at du er en skidtknægt og overtræt. De har også gennem tiderne haft meget med din onkel Kaj og hans idéer om alverdens: Atlantis i Kattegat, Hellig Gral ved Bulbjerg og at Anholt skulle være det rene opspind og konspiration imod menneskeheden. Kaj mener jo, at en særlig hesterace fra en fjern galakse er ved at infiltrere vores almindelige jordheste. Og det skulle så være det man kender fra myter og eventyr som enhjørninge. Faktisk mener Kaj, at han har fået fat i et enhjørningehorn, og har undersøgt den, og fundet den fuld af laserudstyr og radiomekanik og alverdens mellem himmel og jord. - Du må hilse ham mange gange. Vi håber meget at hans øjenbetændelse er blevet behandlet, ellers synes vi han skal tage til lægen straks.

Mange venlige hilsner

Kære redaktion.   Det er en kæmpeløgnhistorie. Alt det med min gode gamle onkel Kaj. Og min onkel Kaj Erik, som lige har bygget en kæmpekikkert af  jeg ved snart ikke hvad  men med det tykkeste glas, jeg troede et øjeblik, at det var brilleglas fra de briller min ven Peder Ugl ville køre ned til Afrika og Kroatien med for Røde Kors, han ” samler nemlig osse ind” (gåseøjne se det, slut) for Røde Kors, og han har en kittel, hvor der malet et rødt kors på, et dragt, jeg låner, når jeg har arbejdet for ham og han ikke selv har råd til at betale min løn, så siger han, jeg lige skal køre til Ørum og gå en runde med sparebøssen som han har fået lavet et rødt kors henover siden på.  Og jeg må endelig ikke se for munter ud. Uden at være direkte hænget.  Og lønnen er bedre end i starten hvor han betalte direkte når jeg fx havde hentet ham en bast og en kasse øl hos Det blå Hjørne. 

Men det er rigtig at både onkel og jeg holder af teknik og videnskab. Vi holder sammen Populær Mekanik og Alt om bådmotorer. I det første nummer var der en selvoppustelig kajak med.  Og sidst var der noget andet. Jeg kom til at lukke luften ud af kajakkken  og ville ned at bytte blade og kajakken hos Det blå Hjørne, hvor vi havde fået abonnementet fra. Men vi skulle beholde det når vi havde taget plastikken af.

Nå nu kan jeg ikke huske hvorfor jeg var gal på jer. Så lad os ikke snakke mere om det lige nu.  

Kærlig hilsen Jens Ole.

PS  Hvad ser I af sport.  Brøndby er min fan.

Kære Jens Ole.

Det er dejligt at du skriver til os igen. Vi vil altid svare på dine gode breve som handler om mange ting, og kun i begrænset grad er hjælpeløst skrevne.  Vi er sikre på at det nok med tiden skal gå i den rigtige retning for dig. Tænker du meget på fremtiden? For der er mange muligheder for en dreng som dig, som både kan lide at røre dig/være fysisk og har interesse for de tekniske sider af vores store verden. Ikke fordi jeg vil opfordre dig til det, men krig er jo ikke kun noget med at slå andre mennesker ihjel. Men også at møde andre kulturer og hjælpe dem på den rette vej, som de bare ikke lige har fået øje på endnu, fordi de har det svært med høje temperaturer og misforståelser mennesker imellem, fx at man absolut skal tro på det man får at vide. Og man kan også opleve mange ting som vil være med en resten af livet som noget man kan bruge til noget, fx sig selv og også fx til at blive vejleder for andre (det første kommer altid i første række, ellers virker det andet ikke, det er klart). Der er også et økonomisk aspekt her. For snart bliver du en voksen mand og får en kone og vi må håbe, mange børn, som jo skal forsørges og bo i et hus og det er dit ansvar at give dem et fundament som de selv kan bygge på, når deres tid med barndommens spændende lege er ved at lakke mod enden. Men det er først langt ude i fremtiden. Jeg vil ikke forskrække dig, jeg taler af egen erfaring på krop og sind. Og det er gået helt godt, uden at rose mig selv til skyerne.  Også jeg har jo været en dreng med en onkel, som kunne så meget, at jeg slet ikke kunne forestille mig selv. Han var altid den der fangede flest fisk, og havde en kone i hver havn, som man siger (han var vvs’er og hed gunnar). Men det skulle jo vise sig, at Gunnar slet ikke var min rigtige onkel, men havde fundet på en historie, så han kunne få nogen at vise sig frem for. Altså mig. Men det hænger jeg mig ikke i. Det er stadig med et lille smil på læben at jeg tænker tilbage på vores rejser rundt i den hele og halve verden med hunden og loppecirkusset. Og så skal ingen komme og tage det fra mig, ikke ti vilde heste, selvom han godt nok var meget fuld, det kan jeg godt se nu. (Med erfaringens klare briller). Jens Ole, jeg synes vi to minder meget om hinanden, da jeg var på dit trin i livet og tilværelsen. Nogen gange virker det hele bare surt og man kan ikke sove, fordi tankerne altid er der. Men her hos Emignoergaard har man det godt. Alle har en personlig vejleder, og der er fællessang og gratis zoologisk have (det er også let at komme til at kende en sød pige, når man er klar, og respekterer hendes grænser, meget mere om det senere). Det er ikke overdrivelse, når jeg siger, at her kan man alt det man drømmer om. Jeg arbejder hver dag selv med delfinerne, som skal fodres og snakkes med, de intelligente dyr. Troels og Lars Bo siger de har store planer med hele foretagenet, som de vil løfte sløret for, når tiden er moden. Jeg synes du skal komme og være med. Det er ikke bare for sjov. Men du skal ikke sige det til Kaj, for han har selv villet være med, men udviste ikke den rette indstilling. Ville hellere bare gå og drikker sig en lille en eller to for meget (det er ikke forbudt med øl eller andre midler til behag her, men Kaj gik over grænsen, jeg var selv med til at hive ham ud fra snehvidehytten, da han var helt fra den og ikke respekterede en eneste kvindes grænser. Helt fra den og råbte og skreg ting som ikke kan skrives uden at man får ondt lige fra fingerspidserne og helt ind i bunden af hjernen.) At du er glad for din onkel er helt i orden, men du skal lige vide det om ham, at han har det svært med sig selv, ikke har fundet ind til det som er vigtigt for ham. – Men Ole send et billede af dig selv og et par ord om hvem du synes du er og kan se dig selv som i fremtiden, så skal jeg tale et godt ord for dig.

Kærlig hilsen

Søren. Andengradsoplyst hos Emignoergaard. 

modul af installation

Fornem bog. Sagde vi overblik. Ja vi gjorde.

porcelænsk

Leo Bech, min gode ven, børne-og ungdomsbogsforfatter.

seneste gæsteblogger Henrik Majlund Toft (foto fra i lørdags på Hald).

Mens bloggermand venter på ny pc..lister han et foto fra Max Pinlig-bassinet på Hald. Og glæder sig over at AFTER HAND er valgt til månedens forlag i Norge (se Jonathan Nielsens blog)

Charles Bernstein: Dear Mr Fanelli (oversat her i betaversionversion af Henrik Majlund Toft. Digtet er fra Bernstein's My Way: Speeches and Poems. Vi ville have bragt et foto af Henrik i dag, men der er lidt maskinproblemer)

Kære hr. Fanelli,

Jeg så dit billede

på 79th street

stationen. Du sagde at

du er interesseret i min

mening om stationens

tilstand. Hr. Fanelli der

er meget skrald på

stationen som gør det

ubehageligt at vente i

mere end nogle få

minutter. Stationen

kunne bruge noget

maling og måske

nye højttalere så man

kunne forstå

forsinkelsesmeddelelserne

der løbende bliver

annonceret. Hr.

Fanelli - der er

mange mennesker

der sover på

79th street stationen

& det gør mig trist at

tænke på at de ikke har noget

sted at gå hjem til. Hr.

Fanelli, tror du det er muligt at finde

dem et mere komfortabelt

sted at hvile sig? Det er temmelig

larmende i metroen, særlig

med alle disse eksprestog

der haster gennem

hvert andet øjeblik, men

altså kun når togene kører.

Jeg må indrømme, hr.Fanelli, at

jeg synes at 79th street stationen

er i temmelig dårlig forfatning,

& nogle gange om natten

når jeg vender mig hvileløst

i sengen, tænker jeg

at verden heller ikke

har det for godt, og jeg

spekulerer over hvad der

skal ske, hvor er vi på vej

hen, og er det en hovedløs udvikling

Hr. Fanelli, tror du at

vi kunne starte

med 79th street

stationen, og gøre hvad

vi kan med den,

du ved, jeg tænker, fortsætte derfra

hr. Fanelli, da jeg så dit billede

og opfordringen

til at komme med forslag,

tænkte jeg, hvis

du virkelig ønsker at komme i bund

med det der er galt,

så var det måske mit job

at skrive til dig: Måske har du

aldrig været på 79th street stationen

fordi du har så travlt med også at styre

72nd street og 66th street stationerne,

måske kender du ikke

de problemer vi har

på 79th – jeg mener

snavset & de hyppige

forsinkelser & følelsen af

total elendighed der

gennemtrænger stedet. Hr.

Fanelli har du læst med

indtil nu i brevet

eller får du så

mange breve hver dag

at du ikke har

tid til at give alle

den fulde opmærksomhed

som de kræver? Eller er jeg

den eneste person som har

taget din invitation op

til at tage kontakt &

du har bare ikke erfaring nok til

vide hvordan du skal

svare? Jeg er ked af

at jeg ikke kan få din opmærksomhed

hr. Fanelli fordi jeg virkelig

tror på at hvis du efterlyser

kommentarer så bør du

være villig til at reagere på dem – selvom

bør er for stort

et ord at bruge

på dette tidspunkt.

Hr. Fanelli

Jeg håber ikke at du synes

at jeg er uhøflig

hvis jeg stiller dig

et personligt spørgsmål.

Kommer du meget

ud af dit kontor?

Går du i biografen

eller foretrækker du at se sport –

måske stille aftener på

en lokal restaurant? Læser

du meget hr. Fanelli

Jeg mener ikke bare

Gibbon og lignende,

men filosofi –

har du læst meget af

Hannah Arendt eller

foretrækker du

et mere idelogisk perspektiv?

Jeg tror at hvis jeg forstod

hvor du kommer fra

Hr. Fanelli, så kunne jeg skrive

til dig mere overbevisende,

mere overtalende. Hr.

Fanelli kommer du

i det hele taget ud af byen – jeg

mener op til Bear

Mountain eller ud til

Montauk? Jeg mener

bemærker du hvor ubehagelig

luften er på 79th

street station – at vi kunne bruge et køle

eller luft-filter system hernede. Hr.

Fanelli, tror du at det

er muligt at vi

kan mødes

og tale om

disse ting ansigt til ansigt? Der er

nogle få andre ting

jeg også gerne vil snakke om

med dig, hvis jeg får chancen. Ting

jeg gerne vil snakke med

dig om, men som jeg er afvisende for

at skrive ned. Hr. Fanelli, jeg

har ikke haft det så godt

på det sidste og jeg tænkte at hvis

vi kunne mødes, så vil mit

humør ændre sig, så vil

det få mig på andre tanker.

Måske kunne vi spise frokost sammen?

Eller efter arbejde?

Tænk over det, hr.

Fanelli.

Gæsteblogger i morgen: Henrik Majlund Toft

Paris, metroen.2011. Tomas Tranströmer-tekst opprojiceret.

Foto:Birgitte Steffen Nielsen, 

(forfatter til Den grå Stemme, omhandlende Stemmebegrebet hos Tomas Tranströmer, Arena) 

paddehat, mens vi venter

ikke helt champignon

En af dette års gæstebloggere, Søren Lind.

Pejsestuen.

maleri,2009

som ringe i vand

Pause i udsendelserne pga af sommer og sol. Få dage.

sommeren er over os og ønsker os alt godt.

E.Kock: En måne af Papir. Historien Hovedbanegården (til Per Højholt).

fra Almanakken

Kinafarer Erslev -og Arkivbestyrelsesmedlem- viser Kleinod fra Kinesien

Jørn Erslev, Arkiv for ny Litteratur, Hald. Her i Haldkøkkenet.

der arbejdes med bogforsider