onsdag den 8. marts 2017

Fortsat om oversættelse /BABELFISKEN /af MORTEN VISBY.



KLYNK, SNØFT OG RALLEN

– eller tre ting, oversætterne selv lige skal huske

Af Morten Visby
Når det gælder problemet med manglende kreditering af oversættere, kan man passende tage udgangspunkt i, hvad der faktisk står i loven, dvs. Lov om Ophavsret. Der er en paragraf, der siger, at man gerne må citere fra bøger (§22). Der er en anden paragraf (§3), der siger, at hvis man citerer, er man forpligtet til at kreditere ophavsmanden. Endelig er der en paragraf (§4), der siger, at for oversættelsers vedkommende er ophavsmanden lig med oversætteren. Man må altså gerne citere fra en oversættelse, men man skal kreditere oversætteren. Man skal!
Det er det første, oversætterne skal huske: Det er ikke for dårligt, hvis folk glemmer at kreditere oversætteren, når de citerer. Det er ulovligt, og de kommer i fængsel (eller modtager en faktura fra Dansk Oversætterforbund). Hvorfor er det vigtigt? Fordi det betyder, at man som oversætter ikke skal blive ked af det eller sur, hvis man ikke bliver krediteret. Man skal bare ringe til politiet eller maile til Dansk Oversætterforbund og se, hvem der reagerer først.
Det er imidlertid vigtigt at forstå, at denne ret til at blive angivet ved navn i forbindelse med citater eller uddrag sådan set ikke handler om oversættere. Den handler om, at man kun må ‘krænke’ værkets integritet, for eksempel ved at citere fra det, hvis man angiver, at det pågældende lille klip altså er sakset fra noget, en anden har skabt i en anden sammenhæng, et andet ophav. Der er ikke nogen lov, der siger, at man saftsuseme skal kreditere oversætterne, for det har de fortjent, og de har det svært nok i forvejen.
Det er det andet, oversætterne skal huske: Oversætternes lovfæstede ret til kreditering er ikke baseret på et ønske om at værne om oversætternes synlighed. Retten til kreditering er baseret på et ønske om at værne om værkets integritet. Hvorfor er det vigtigt, at det er værket og ikke oversætteren, der er bærer af den ophavsretslige beskyttelse? Fordi det betyder, at man ikke har ret til at blive nævnt ved navn i sammenhænge, hvor der blot refereres til en oversættelse. Her forholder det sig stik modsat af situationen med et citat fra en oversættelse: Hvis folk ikke angiver oversætterens navn, når de omtaler en oversat bog, så er det måske nok for dårligt, men de kan ikke komme i fængsel – og oversætteren selv må gerne sende en mail til Dansk Oversætterforbund, men han eller hun skal ikke ringe til politiet, og der er heller ikke nogen grund til at sende en faktura.
Hvordan kan man nu egentlig være sikker på, at det ikke også er … lidt … for oversætternes skyld, at loven kræver angivelse af oversætterens navn ved citater fra oversatte værker? Det kan man vide, fordi der er en lille tilføjelse til den der paragraf (§3) om lovpligtig angivelse af ophavsmandens navn. Tilføjelsen lyder: “Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde.” Altså selv hvis man ikke vil have ret til kreditering, selv hvis man frivillig skriver under på, at man giver afkald på at blive krediteret, så kan man ikke gøre det. For det er ikke oversætteren, det kommer an på. Det er værket.
Disse ting har nogle konsekvenser for, hvad det egentlig er, vi arbejder for i DOF, når vi arbejder for kreditering af oversættere. I sidste ende arbejder vi ikke for at få flere oversætternavne i medierne, og vi arbejder ikke for at gøre oversætterne lige så kendte som andre litterære skribenter. Vi arbejder for at modvirke sløringen af den udenlandske litteraturs karakter af oversættelse ved at få værkerne til at fremstå danskfødte. Det er det tredje, oversætterne skal huske: Vi er ikke krænkede over udeladelsen af vores navne, men udeladelsen af vores navne krænker den oversatte litteratur. Deraf harmen.

§ 22. Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik (…). 
§ 3. Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, (…) når dette gøres tilgængeligt for almenheden. (…) Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde (…).
§ 4. Den, som oversætter (…) et værk, (…) har ophavsret til værket i denne skikkelse (…).
Advertisements

Ingen kommentarer:

Send en kommentar