Mod overtro
Af Niels Brunse
Det er vigtigt for et oplyst samfund at bekæmpe overtro. Og i Danmark er vi nået langt. Men der findes stadig lommer af hårdnakket overtro, som vi er nødt til at afsløre og kritisere, koste hvad det vil. En af dem er den mærkværdige overbevisning om, at udenlandske tekster helt af sig selv metamorfoserer til dansk sprog, når de anvendes i Danmark. Og at det er ganske gnidningsfrit, fordi ethvert ord på ét sprog svarer nøjagtigt til ét ord på et andet sprog, hokus pokus filiokus, og alt er forklaret. Det gælder på litteraturens område, det gælder for film, teater og publicistik – fra tid til anden må tænkende mennesker klaske håndfladen mod panden og indtage noget beroligende, når de ser at denne forfærdelige overtro stadig trives, selv blandt intelligente medborgere. For så simpelt er det jo ikke.
Anmeldelser af oversat litteratur, hvor oversætteren end ikke nævnes. Opsætninger af udenlandsk dramatik, hvor oversætteren end ikke er krediteret i programmet, mens rengøringspersonalet og bartenderne er. Citater på dansk af fremmedsprogede klassikere i radio, podcasts, artikler, hvor det åbenbart ikke er faldet de citerende ind, at klassiker NN faktisk levede for rigtig mange år siden og knap nok havde hørt om dansk, endsige var i stand til at formulere sig på vores lille rige sprog. Det synes ikke at betyde noget.
De fleste læsere, teatergængere og brugere af tekster ved derimod godt – uden at gøre større væsen af det – at det ikke er lige meget, hvordan en litterær tekst er oversat og dermed hvem der har oversat den. I mit lange oversætterliv har jeg hørt mange reaktioner der viser, at det læsende og lyttende publikum umiddelbart forstår om der er ægte liv i den danske tekst, eller om den lige så godt kunne være lavet af en basalprogrammeret robot.
Dengang jeg selv var boganmelder, fortrinsvis af oversat litteratur, satte jeg en ære i altid at nævne oversætteren og helst også kommentere selve oversættelsen. Det skaffede mig både venner og uvenner blandt oversætterkollegerne, og det var ikke særlig sjovt når venner blev til uvenner, men det var hvad der fulgte med. Og det er netop pointen. Krediteringen af oversættere drejer sig ikke om at tilfredsstille oversætternes hungrende egoer, men om at sætte fokus på hvordan en ansvarsfuld opgave bliver løst. Vi lever i en verden, hvor fremskridt eller tilbageslag i én kulturkreds har eftervirkninger i andre, og vi kan ikke længere dele vores mentale billede af kloden op i ”vores eget” og ”alle de andres”. Litteratur af nærmest enhver slags er en vigtig budbringer om de globale forandringer, som vi alle er påvirket af, og om deres forudsætninger; og måden, litteraturen formidles på, er alt andet end ligegyldig.
Ringeagt for formidlere fører til ringe formidling, og højagtelse for formidlere fører til høj kvalitet i formidlingen, hvis dens udøvere er opgaven voksne. Der er mere end nogen sinde brug for mellemmennesker i den svære udvekslingsproces mellem forskelligartede kulturer. Oversættere har i århundreder varetaget den vigtige funktion som mellemmennesker, der forstår og formidler andre kulturers anderledes udtryk for noget, der somme tider er fremmed, men som oftere er velkendt på det basale menneskelige plan. Husk dem, læg mærke til dem, giv dem det både anerkendende og kritiske modspil, som de har brug for. Ellers vokser overtroen sig stor og grim igen.
Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK 1 Comment
Ingen kommentarer:
Send en kommentar