Fredagsdigtet
BARNESANG
Kassen med legetøj, det jamrende læs. Min gamle mor siger: “Jeg har gemt det i halvtreds år til, når I kommer hjem.”
Min favorit er tøjfiguren Fabdillen, der stadig pisser i sengen, når jeg ikke passer på.
“Man ska da osse være efter dig altid. Dit lille møgdyr.”
Bamsemand er børnepjat. Al farve er gået af kranbilen.
Jeg skammer mig i hverandet øjeblik. Det barnlige kommer af nederlag, står der i bogen.
Den kutter min far havde, skal jeg ha eftergjort i et eller andet materiale.
Jeg rører en æggesnaps. Min bror har lært mig at komme kakao i. Den laver vi, når vi er alene.
Man har sine egne børn. De kører med post eller læser på universitetet. Jeg gik selv rundt dengang med vildt mange breve, med breve som jeg ikke selv havde noget forhold til.
Det ville være vildt barnagtigt at gå rundt og lege post med breve, man selv har skrevet.
Nu samler jeg på stempler med alle mulige navne på. Og fyldepenne.
“Det er da vist noget freudnoget.” hører jeg.
Mig: “Nå er det det? Hvor interessant.
Og dig, du kan alle navnene på dine blomster i haven, hvad vil du bruge det latinske vrøvl til?
Skal du være dyrlæge?”
Det må være en slags rollespil.
Lige netop de og de ganske bestemte ord eller hvad det er.
The following two tabs change content below.
