Stephan Kugeln er i blækhus igen.

Sad og passiarede med min ven, Hauptmann Lübcke, over en lille cognac.  Vi snakkede generationer og slægtsled,og hvordan det for ham havde været at være fx  13 år.

- Hvad skal jeg tage fat i? Klædedragt, måske.

 Det interessante er ikke spidsbukser eller knickers, men relationen, fortsatte L. Går de andre osse i knickers og knæbukser eller…  Det betyder noget. For ve und Schmerz at stikke ud på den måde.

 Har prøvet at stille med forkert Tornister in der Vorschule.

- Før du blev fænrik?

- Ja.

-Generation er et falsum, fortsatte han.

Det svarer til, at begivenheder kun ka indfinde sig mellem kl 17 sharp og 18 sharp.  Sådan kører livet.

 Til hest med indholdsløse redigeringsprincipper. Und doch, kom det formildende.

Der Hauptmann: Jeg købte 5 styks smøger hos den blinde købmand i Havnegade (Mainz).

  De forbudte cigaretter ...vel snarere den rytmiske musik som min forældre, gud velsigne deres sjæle, de kaldte det negermusik.

 Det indfarver bagtæppet. Man var 13. Herren Gott.

   Så var der maden, kedsommelig; der var skolen, der var en mangel på frihed og på forståelse. De lærere, der så alligevel ku se igennem deres beføjelser i ordentlighed. Det er interessantere end selve beføjelserne.  

  Og væsentligere end generationskategorien, der jo kun er en titel.

 Hvad er generationens navn. Firserne. And so what? Nå det væsentligere er netop den der bryder normerne som fx læreren.

Han  var en hård hund som gårdvagt. Det var sne. 1300 børn ude i vintervejret. Med masser af snebolde i luften. En rammer Hr Gårdvagt.

Han farer hen til mig og uddeler mig en rask kindhest. Men det var tilfældigvis ikke mig. der havde ramt ham.

 

Vel, man høl måske lidt. Næste frikvarter opsøgte han mig, brødebetynget, tog sin portemonnai op og gav mig en tier eller cirka deromkring.  Godt nok havde han gjort hårdt brug af sine beføjelser: den strikte norm. 

Men ingen norm i tiden som sådan havde tilsagt ham efterfølgende at vise retskaffenhed. Og derfor kunne jeg i den sammenhæng sluge tingen fra det foregående frikvarter. Der var håb for menneskeheden.

En alder, en generation, jow ja selvfølgelig er der en smule ræson i at lave inddelingerne, så det er muligt at snakke på fælles grundlag.

Hauptmann L videre: Den rytmiske musiks kommen var for mig et slag gennem tapetet.  Havde lyttet til populærmusikken som en slags herlig afart af operette-prosodien, som igen vel var en god afart, men en  udtynding af operasangmåden. Noget artificel, må man sige. Men det var jo det vi var vænnet til. Det er så kun en del af farven på bagvæggen.  Ja. fortsatte han.  Og for så vidt ligegyldigt.

Men jeg savner marschmusikken, Paukerne, tubaen.  Ventilerne, der frøs fast. Dampen fra næseborene. 

Her et tilfældigt billede af Lübcke, da han stadig var Officiant.