Kaptajnen skriver fra barndommen

Det er vel i orden at en dreng har sine fantasier. Har vi ikke selv været forelsket i vores regnefrøken. Det tror jeg nok. Mine tegninger, for jeg tegnede da osse følelserne, ikke i timerne, men når jeg kom hjem og havde gjort mine pligter med at bringe æg ind til mor og binde hende en smuk buket af af grøftekantens vilde blomster, den smukke valmue, den dybblå kornblomst og et enkelt havrestrå. Og dertil savede jeg naturligvis brænde og bragte ind til kakkelovnen. Jeg havde købt den dejligste kobberspand for mine små lommepenge, jeg havde fået hver lørdag til min favorit-is, kakao-is med små nødder udvendig. Men jeg lod være at købe disse is og samlede i stedet pengene sammen til den kobberspand, jeg fortalte om lige før og forærede min mor spanden på hendes fødselsdag. Jeg måtte forklare hende, hvordan jeg havde sparet sammen til gaven, for at hun ikke skulle tro, at jeg var kommet til at tage en lille skilling hist og her fra tallerkenrækken. Nå, men når jeg havde gjort det, som jeg selv opfattede som pligter, fandt jeg vandfarverne frem og tegneblokken, som jeg havde fået til jul. Og så tegnede jeg regnefrøknen på forskellige måder. Som en prinsessepige på hesteryg. Ba da Bum, og jeg sad bag på i badebukser, En anden gang tegnede jeg hende i brusebad med et lille håndklæde, der havde hvide blomster på blå bund og som hun var lige ved at tabe ud af de fremstrakte hænder. Og hun havde glemt sin hårbørste, som jeg så bringer hende stille og værdigt. Jeg har tegningerne endnu. En tredje tegning fremstiller regnefrøknen gøre gymnastik..noget med en plint, hvor jeg hjælper hende det sidste stykke over ved at skubbe hende bagi. Hun var skrap til alle mulige gymnastikting og som rytter. Mine lektier nåede jeg også.