Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Louise Juhl Dalsgaard.
Nogen har kastet op i mine hænder, det er en umage situation.
Jeg er utilpas, utilpasset, læser Brødrene Løvehjerte, og drømmer om at være Tvebak, lam og hjælpeløs.
Der er så meget, der ikke nytter noget, mit blod, for eksempel, der størkner på kommando.
Det er højst umage.
Jeg elsker det ord, umage, jeg elsker, at jeg ikke kan lade mig gøre.
Når jeg trækker vejret, puster glæden ud.
Det er næppe tilfældigt.
Jeg render rundt med en lille grå træthed indeni, så helt forskellig fra den afmagt, jeg har brug for.
Hvis man da ellers kan tale om at have brug for afmagt?
Det kan man, det har jeg.
Jeg har brug for at sidde i en biografsal, og se min mor kravle gennem lærredet og væk, at hive efter vejret af savn, at sende mine øjne ud at lede efter min far.
Men alt jeg gør er at rede og rede og rede mit hår og se det vokse nedad.
Jeg tæller tallene mellem et og ti, og ser, at de giver det samme som sidst. Selv farverne omkring mig påstår sig mere sjældne, end de er:
Har du set den gule her, så fuldkommen lig sig selv?
Nu har jeg kun insekterne tilbage, umulige, ækle, flygtige.
Så fine er de – og så forsvindende små.

Jeg spiste en frø engang, ikke fordi betyder noget i sammenhængen.
Min mor gav mig en dukkevogn i træ, rød og med hvide blomster på kalechen. Jeg lagde mig i den og græd så længe, at hun til sidst satte den op på loftet.
Allerede der indså jeg, at det med at trøste er en svær disciplin.
Louise Juhl Dalsgaard har bl.a. udgivet den poetisk kortfilm “Om Arktiske Heste”.Debuterede med tekstsamlingen “Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”