Jeg spurgte Sigurd Plaetner, om jeg bringe teksten nu her i forbindelse med min egen, der altså står direkte i forlængelse af Sigurds. Og det måtte jeg
Nedenstående er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har oplevet. Det
udspillede sig i går aftes på en vildsvinsrestaurant her i Italien:
I Castel Vittorio er der en lille restaurant Busciun, som er drevet af Terri og Tafee. Et ældre ægtepar. Restaurantens specialitet er vildsvin, som navnet antyder. Det er Tafee der skyder vildsvinene oppe i bjergene, og det er Terri der står bag gryderne, mens Tafee også fungerer som tjener. Tafee har briller med glas så store som decilitermål, og Terri har tatoveringer og et sidecut i sit grå hår. Ude foran restauranten holder byens katte til, ledet af en trebenet version af den bestøvlede kat. Kattene venter mere eller mindre tålmodigt på, at Terri og Tafee lukker restauranten, for så får de en omgang mad.
Første gang på Busciun lykkedes det ikke at smage vildsvinet, da vi var blevet mætte af tortellinien og de andre småretter, vi var blevet serveret først. I går aftes gik vi så derned med det formål at smage Terris eftertragtede vildsvin. Og hold nu fiesta, det smagte godt. Mørt, sort, rødvinsindkogt vildsvin!
Det er her, efter vildsvinet er indtaget, at det sjove starter. Vi sidder ude på restaurantens veranda mod vejen og spiller kort, da et ældre ægtepar kommer gående. Og lur mig, om ikke dette ægtepar var af dansk herkomst. Sandelig jo. Bedst som man tror, at man er udenfor rækkevidde og føler sig ih så lokal på en vildsvinsrestaurant på en norditaliensk bjergside, kommer to landsmænd med adresse i Havnegade gående og indtager bordet ved siden af.
Med samme delte begejstring over at høre sin modertunge i udlandet, falder vi i snak, før Tafee overhovedet når at sætte vand og vin på bordet. Og det er vel at mærke hurtigt.
Niels og Kirsten hedder de. Henholdsvis 77 og 70 år gamle. De har et hus i nabobyen til Castel Vittorio, og de mødte hinanden for 10 år siden, hvor de slog pjalterne sammen.
Kirsten har været talepædagog i hele sit liv, mens Niels har en lidt mere kringlet og utraditionel karriere bag sig. Som 16-årig tog han sig et skibsførerbevis i 1952, og arbejdede med skibe, navigation og maritime fagforeninger indtil han gik på pension.
Men Niels var ikke færdig. Han ville læse jura. Som 68-årig gik han ned på Københavns Universitet og tilkendegav, at han ville indmeldes. “Har du nogen uddannelse i forvejen?” spurgte de. Et skibsførerbevis fra 1952, var ikke nok. Så Niels tog en hurtig Hf-eksamen, og kom tilbage året efter med samme budskab. Han fik lov til at starte på jura, hvor han i stedet for SU modtog folkepension. Niels mødte op til alle forelæsningerne, og læste lovsamlinger dagen lang, mens han hørte Beethovens samlede værker.
5 år efter var Niels 74 år gammel, nyuddannet jurist og jobsøgende. Det faldt heldigvis samtidig med, at daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen lige havde lanceret en vision om, at vi skal have de ældre ind på arbejdsmarkedet.
Niels ringede derfor til selve beskæftigelsesministeriet og sagde, at han gerne ville arbejde for dem. De spurgte ind til hans karriere, og han fortalte, at han først lige havde bestået sine eksamener. Han fik jobbet. Om det var hans alder, den gode historie eller karaktererne fra studiet, der fik ham ind, ved han ikke.
Et par år senere gad han ikke længere at have en arbejdsgiver, så Niels gik solo og startede sit eget firma, som beskæftiger sig med at yde juridisk rådgivning. Så nu arbejder han, når han har lyst, og tager til Italien, når han har lyst.
Nu kommer den endnu sjovere del af historien. Vi taler om min baggrund, og da jeg siger, at jeg kommer fra den her lille jyske by, der hedder Rønde, kigger Niels alvorligt på mig. “Tager du pis på mig?” spørger han i ramme alvor. “Nej hvorfor?” spørger jeg uforstående tilbage. “Jeg kommer fra Grenåvej 6.” Denne gang spørger jeg, om HAN tager pis på mig. Men nej. Niels er opvokset 150 meter fra mit barndomshjem.
Kirsten bryder ind og spørger, om jeg tilfældigvis er i familie med Hanne Plaetner, der vist også boede der omkring i sine ældre dage. Som om det ikke var nok, så viser det sig, at Kirsten er gamle kollegaer med min afdøde mormor, og at Kirsten har passet min onkel i hans børnehave i Kalundborg. Og dette er uafhængigt af Niels, som Kirsten jo først mødte for 10 år siden.
Niels går ind og henter en flaske vin hos Tafee, som sidder og sludrer med kattene, og vi taler sammen i to timer.
Der finder jeg så mig selv på en vildsvinsrestaurant på en bjergskråning i Italien, hvor jeg hører om min mormor fra en pensioneret talepædagog, og om min barndomsby i Jylland fra en nyuddannet jurist på 77 år. Jeg tror ikke på skæbnen, men det her var simpelthen for bizart. Det kan ikke lade sig gøre!
Og nu bliver jeg nødt til at smutte, for om 10 minutter holder Niels nede foran Busciun i sin bil for at hente os. Vi er inviteret til middag hos ham og Kirsten her til aften.
I Castel Vittorio er der en lille restaurant Busciun, som er drevet af Terri og Tafee. Et ældre ægtepar. Restaurantens specialitet er vildsvin, som navnet antyder. Det er Tafee der skyder vildsvinene oppe i bjergene, og det er Terri der står bag gryderne, mens Tafee også fungerer som tjener. Tafee har briller med glas så store som decilitermål, og Terri har tatoveringer og et sidecut i sit grå hår. Ude foran restauranten holder byens katte til, ledet af en trebenet version af den bestøvlede kat. Kattene venter mere eller mindre tålmodigt på, at Terri og Tafee lukker restauranten, for så får de en omgang mad.
Første gang på Busciun lykkedes det ikke at smage vildsvinet, da vi var blevet mætte af tortellinien og de andre småretter, vi var blevet serveret først. I går aftes gik vi så derned med det formål at smage Terris eftertragtede vildsvin. Og hold nu fiesta, det smagte godt. Mørt, sort, rødvinsindkogt vildsvin!
Det er her, efter vildsvinet er indtaget, at det sjove starter. Vi sidder ude på restaurantens veranda mod vejen og spiller kort, da et ældre ægtepar kommer gående. Og lur mig, om ikke dette ægtepar var af dansk herkomst. Sandelig jo. Bedst som man tror, at man er udenfor rækkevidde og føler sig ih så lokal på en vildsvinsrestaurant på en norditaliensk bjergside, kommer to landsmænd med adresse i Havnegade gående og indtager bordet ved siden af.
Med samme delte begejstring over at høre sin modertunge i udlandet, falder vi i snak, før Tafee overhovedet når at sætte vand og vin på bordet. Og det er vel at mærke hurtigt.
Niels og Kirsten hedder de. Henholdsvis 77 og 70 år gamle. De har et hus i nabobyen til Castel Vittorio, og de mødte hinanden for 10 år siden, hvor de slog pjalterne sammen.
Kirsten har været talepædagog i hele sit liv, mens Niels har en lidt mere kringlet og utraditionel karriere bag sig. Som 16-årig tog han sig et skibsførerbevis i 1952, og arbejdede med skibe, navigation og maritime fagforeninger indtil han gik på pension.
Men Niels var ikke færdig. Han ville læse jura. Som 68-årig gik han ned på Københavns Universitet og tilkendegav, at han ville indmeldes. “Har du nogen uddannelse i forvejen?” spurgte de. Et skibsførerbevis fra 1952, var ikke nok. Så Niels tog en hurtig Hf-eksamen, og kom tilbage året efter med samme budskab. Han fik lov til at starte på jura, hvor han i stedet for SU modtog folkepension. Niels mødte op til alle forelæsningerne, og læste lovsamlinger dagen lang, mens han hørte Beethovens samlede værker.
5 år efter var Niels 74 år gammel, nyuddannet jurist og jobsøgende. Det faldt heldigvis samtidig med, at daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen lige havde lanceret en vision om, at vi skal have de ældre ind på arbejdsmarkedet.
Niels ringede derfor til selve beskæftigelsesministeriet og sagde, at han gerne ville arbejde for dem. De spurgte ind til hans karriere, og han fortalte, at han først lige havde bestået sine eksamener. Han fik jobbet. Om det var hans alder, den gode historie eller karaktererne fra studiet, der fik ham ind, ved han ikke.
Et par år senere gad han ikke længere at have en arbejdsgiver, så Niels gik solo og startede sit eget firma, som beskæftiger sig med at yde juridisk rådgivning. Så nu arbejder han, når han har lyst, og tager til Italien, når han har lyst.
Nu kommer den endnu sjovere del af historien. Vi taler om min baggrund, og da jeg siger, at jeg kommer fra den her lille jyske by, der hedder Rønde, kigger Niels alvorligt på mig. “Tager du pis på mig?” spørger han i ramme alvor. “Nej hvorfor?” spørger jeg uforstående tilbage. “Jeg kommer fra Grenåvej 6.” Denne gang spørger jeg, om HAN tager pis på mig. Men nej. Niels er opvokset 150 meter fra mit barndomshjem.
Kirsten bryder ind og spørger, om jeg tilfældigvis er i familie med Hanne Plaetner, der vist også boede der omkring i sine ældre dage. Som om det ikke var nok, så viser det sig, at Kirsten er gamle kollegaer med min afdøde mormor, og at Kirsten har passet min onkel i hans børnehave i Kalundborg. Og dette er uafhængigt af Niels, som Kirsten jo først mødte for 10 år siden.
Niels går ind og henter en flaske vin hos Tafee, som sidder og sludrer med kattene, og vi taler sammen i to timer.
Der finder jeg så mig selv på en vildsvinsrestaurant på en bjergskråning i Italien, hvor jeg hører om min mormor fra en pensioneret talepædagog, og om min barndomsby i Jylland fra en nyuddannet jurist på 77 år. Jeg tror ikke på skæbnen, men det her var simpelthen for bizart. Det kan ikke lade sig gøre!
Og nu bliver jeg nødt til at smutte, for om 10 minutter holder Niels nede foran Busciun i sin bil for at hente os. Vi er inviteret til middag hos ham og Kirsten her til aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar