Den svenske Nobelpristager Tomas Tranströmer besang skønheden i trods mod alt det grimme og mørke.
Kim Skotte
I sin digtning forholdt Tomas Tranströmer sig til to store gråzoner. Den ene var konkret med geografiske grænser og bevæbnede vagter. Den anden var af mere tåget om end endnu mere kompromisløs karakter. Her var grænseovergangen hverken betjent med våben eller paskontrol.
Den første gråzone var Østblokken, hvor en stor del af Europas befolkning i mange år levede under stærkt indskrænket frihed. Dette bureaukratisk tilknappede og autoritære univers lige på den anden side af Østersøen, hvor de menneskelige ytringer var underlagt skrap kontrol, gav Tranströmer anledning til at skrive mange af sine mest knugende digte. I langt de fleste af hans aktive digterår stod Muren som en massiv barriere, der delte Europa i to.
Men den anden zonegrænse optog ham mere. »Der er en lydløs verden / der er en sprække / hvor døde / smugles over grænsen«, skrev Tranströmer i ’Midvinter’ fra samlingen ’Sørgegondolen’(1996). Denne form for smuglervirksomhed blev konstant bedrevet i hans digtning. Digte er præget af en semipermeabel hinde mellem de levende og de døde. Grænsen er diffus.
NYHEDVerdenskendt svensk lyriker og nobelpristager er død
’Minnena ser mig’ kaldte han sin erindringsbog fra 1993, der med sine blot 51 sider må regnes for en af litteraturhistoriens mindre omfangsrige! På dansk er det først blevet til ’Minderne ser mig’ og i anden omgang ’Erindringerne ser mig’. Den lille selvbiografi udtrykker det samme som digtene. Nemlig at erindringen og minderne om de levende og de døde blander sig og taler med i vores liv. Levende og døde krydser hele tiden grænser i vores bevidsthed.
Tomas Tranströmer er som 83-årig næppe blevet taget på sengen af døden i andet end den absolut mest konkrete forstand. I sin digtning har han hele tiden levet med døden tæt inde på livet. Som digter bevægede Tranströmer sig i et rum, hvor der ikke var plads til en erklæret Gud, men hvor musikken, naturen og katedralerne alle fornemmes som portaler til en verden, hvor kunstens og naturens skønhed og altings underlæggende sørgmodighed i sig selv rummer et mysterium. Som tonesættes med ord og musik. Tranströmer elskede klassisk musik og var selv en dygtig pianist, og musikaliteten og dens sans for struktur spillede i hans digte.
På trods af det samlede værks beskedne omfang – 329 sider på dansk inklusive selvbiografien – betragtes Tranströmer som en af efterkrigstidens centrale lyrikere. Han er oversat til mere end 60 sprog. Et indlysende værdigt valg. Så der blev ikke engang vrisset om hjemmebanefordel, da han fik prisen, »fordi han, gennem sine kondenserede, gennemsigtige beskrivelser, viser os en ny tilgang til virkeligheden«.
Tomas Tranströmer blev født i 1931 og voksede op i Stockholm-bydelen Söder. Det meste af tiden som skilsmissebarn alene med sin mor, der arbejdede som skolelærer. Om sommeren gik insektjagten ind på skærgårdsøen Runmarö, svirrefluernes paradis, hvor familien havde sommerhus. Tomas var en passioneret samler af insekter og nød sommeren med morfar. Naturen betog ham.
Historie og geografi optog også drengen, mens medicin skræmte den senere psykolog. Men tænk at blive entomolog i Afrika! Som en af de meget få i klassen gik han videre fra folkeskolen. Kom på Södra Latin, hvor han startede i 1942. Den store krig udgjorde en fjern, men allestedsnærværende ramme for skoledrengene i det neutrale Sveriges hovedstad.
»Den vinter jeg var 15 år blev jeg ramt af en stor angst. Jeg blev fanget ind af en projektør der sendte mørke i stedet for lys. Jeg blev fanget ind hver eftermiddag når det begyndte at skumre og angsten slap ikke sit greb før det dagedes næste morgen«, fortæller Tranströmer i ’Minderne ser mig’.
En pludselig dag vælter drømmen om opdagelsesrejser til Afrika ud af billedet, og konturerne af den voksne digter og psykolog kridtes op på mørk baggrund. Udløst af en skræmmende film om en alkoholiker med delirium tremens. Den kommende voksenverdens skræmsel. Han så pludselig verden som et kolossalt sygehus befolket af mennesker forkrøblede på krop og sjæl. Blev overmandet af »sygdomsvældet«.
Digterdebuten kom i 1954 med ’17 digte’. Formfuldendt fra starten, men de kulminerende årtier blev 1970’erne og 1980’erne med samlinger som ’Sandhedsbarrieren’ og ’For levende og døde’. Der sker noget fra start i ’Mørkesyn’ fra 1970. Samlingen åbner med digtet ’Navnet’. Et uafrysteligt digt om dyb eksistentiel famlen. Fortællerstemmen er blevet træt og har taget sig en lur i bilen. Da han vågner op, ved han ikke, hvor eller hvem han er. 15 sekunder i glemslens helvede. Umuligt at glemme dette digt i lyset af den afasi, der ramte Tranströmer efter et slagtilfælde tyve år senere. Digteren, der ikke kan finde ordet, som identificerer.
Men digtet og digteren har en indre stemme. Ikke mindst Tranströmers digte har en sådan stemme. Nobel-akademiets tidligere sekretær Horace Engdahl er Tranströmer-ekspert og har om digtekunsten skrevet, at »under den tavse læsning danner der sig et indre rum hvor en ny virkelighed tager form: stemmen i teksten«.
Det er et smukt blik, hun kaster ned over ham. Hvorfor bliver man som undertegnede ved med at læse Tranströmer årti efter årti? Vist er digtene formfuldendte, metaforerne spændstige, melankolien afhængighedsskabende og emnekredsene relevante, men det er noget andet, der lokker tilbage igen og igen. Noget der siver ind alle vegne. Noget beslægtet. Tonefaldets disede tristesse, som hører verden omkring Østersøen til, men samtidig er en universel lavmælt besyngelse af skønheden som livgivende sprækker i alt det grimme og det mørke.
Intet sted lyder stemmen mere hjemme, mere uomgængelig end i digtsuiten ’Østersøer’ fra 1974, der bliver et omdrejningsværk. Her skrives familiehistorien, de søfarendes historie og naturen sammen i en personlig og almenmenneskelig symfoni om menneske, sted og historie. Her var morfaderen lods før radiomasternes tid. »Østersøen suser også midt inde på øen, dybt inde i skoven er man / ude på åbent hav./ Den gamle kvinde hadede suset i træerne. Hendes ansigt stivnede / i melankoli når det blæste op./ »Man må tænke på dem der ude i bådene««.
Sådan en lods, der lodder dybderne og navigerer mellem de flade, farlige grunde, var barnebarnet også på sæt og vis. Labyrinten må man have i hovedet. Men også melankolien havde han. Dødsbevidstheden. Den evindelige susen i træerne og tanker for dem i verden, der nu er ude i bådene. Han fortsatte med at digte efter slagtilfældet, men det var møjsommeligt og den minimalistisk haiku-formen blev attraktiv. Den sidste digtsamling ’Den store gåde’ kom i 2004.
Sådan lyder første vers fra ’Kort pause i orgelkoncerten’, der på en måde kan siges at sætte scenen for Tranströmers univers. Musikken er det højtidelige og smukke i kirken. En slags refugium fra den store og buldrende verden. De to holder hinanden i spænd. Drengen der hamrede i klaveret og som voksen skrev digte om Wagner og Liszt og skrev vittigt vidende om akkorder, så tunge, at de burde sendes til analyse på mineralogisk institut. Hvad er kunstens og kærlighedens betydning? Måske at »vi smugmalkede kosmos og overlevede«?
Tomas Tranströmer kom vidt omkring. I digtene er han både i Østeuropa, USA, Portugal og ikke mindst Venedig. Rejserne er mange i forhold til det beskedne antal digte. Men man fornemmer intet af globetrotterens rastløse nysgerrighed. Denne rejsende er forankret i sin egen stemme, i sit eget sted. Lokalkosmopolit er ikke helt ved siden af. En samtidsdigter med et instrument stemt til grundlæggende sørgmodighed over alt det, tiden har taget.
Fra ’Det vilde torv’ sendte han i 1983 to ’Sorte postkort’. Det ene lød sådan:
Midt i livet hænder det at døden kommer
og tager mål af mennesket. Det besøg
glemmes og livet går videre. Men tøjet
sys i det stille.
Den første gråzone var Østblokken, hvor en stor del af Europas befolkning i mange år levede under stærkt indskrænket frihed. Dette bureaukratisk tilknappede og autoritære univers lige på den anden side af Østersøen, hvor de menneskelige ytringer var underlagt skrap kontrol, gav Tranströmer anledning til at skrive mange af sine mest knugende digte. I langt de fleste af hans aktive digterår stod Muren som en massiv barriere, der delte Europa i to.
Men den anden zonegrænse optog ham mere. »Der er en lydløs verden / der er en sprække / hvor døde / smugles over grænsen«, skrev Tranströmer i ’Midvinter’ fra samlingen ’Sørgegondolen’(1996). Denne form for smuglervirksomhed blev konstant bedrevet i hans digtning. Digte er præget af en semipermeabel hinde mellem de levende og de døde. Grænsen er diffus.
NYHEDVerdenskendt svensk lyriker og nobelpristager er død
’Minnena ser mig’ kaldte han sin erindringsbog fra 1993, der med sine blot 51 sider må regnes for en af litteraturhistoriens mindre omfangsrige! På dansk er det først blevet til ’Minderne ser mig’ og i anden omgang ’Erindringerne ser mig’. Den lille selvbiografi udtrykker det samme som digtene. Nemlig at erindringen og minderne om de levende og de døde blander sig og taler med i vores liv. Levende og døde krydser hele tiden grænser i vores bevidsthed.
Den vinter jeg var 15 år blev jeg ramt af en stor angst. Jeg blev fanget ind af en projektør der sendte mørke i stedet for lys. Jeg blev fanget ind hver eftermiddag når det begyndte at skumre og angsten slap ikke sit greb før det dagedes næste morgen.Tomas Tranströmer i ?Minderne ser mig?
En dreng fra Söder
Det kom som en stor overraskelse for den svenske digter, da han i 2011 modtog Nobelprisen i litteratur som den første svensker, siden Harry Martinson og Eyvind Johnson delte prisen i 1974. Tranströmers Nobel-pris var en af Det Svenske Akademis mere populære beslutninger. Valget af Tranströmer var ikke kontroversielt og udløste ikke almindelig forvirring i litteraturens myretue.På trods af det samlede værks beskedne omfang – 329 sider på dansk inklusive selvbiografien – betragtes Tranströmer som en af efterkrigstidens centrale lyrikere. Han er oversat til mere end 60 sprog. Et indlysende værdigt valg. Så der blev ikke engang vrisset om hjemmebanefordel, da han fik prisen, »fordi han, gennem sine kondenserede, gennemsigtige beskrivelser, viser os en ny tilgang til virkeligheden«.
Tomas Tranströmer blev født i 1931 og voksede op i Stockholm-bydelen Söder. Det meste af tiden som skilsmissebarn alene med sin mor, der arbejdede som skolelærer. Om sommeren gik insektjagten ind på skærgårdsøen Runmarö, svirrefluernes paradis, hvor familien havde sommerhus. Tomas var en passioneret samler af insekter og nød sommeren med morfar. Naturen betog ham.
Blev ramt af angst
På biblioteket var den vigtigste bog ’Brehm: Dyrenes liv’. Et fascinerende illustreret digert 3-bindsværk. Fotografier af afrikanske indfødte, der slæber af sted med en dræbt flodhest, som ligner en sær, oppustet kæmpebaby. En leopard, der angriber en ged. Arternes data og latinske navne suppleret med drabelige beretninger fra opdagelsesrejsende. En skatkiste.Historie og geografi optog også drengen, mens medicin skræmte den senere psykolog. Men tænk at blive entomolog i Afrika! Som en af de meget få i klassen gik han videre fra folkeskolen. Kom på Södra Latin, hvor han startede i 1942. Den store krig udgjorde en fjern, men allestedsnærværende ramme for skoledrengene i det neutrale Sveriges hovedstad.
»Den vinter jeg var 15 år blev jeg ramt af en stor angst. Jeg blev fanget ind af en projektør der sendte mørke i stedet for lys. Jeg blev fanget ind hver eftermiddag når det begyndte at skumre og angsten slap ikke sit greb før det dagedes næste morgen«, fortæller Tranströmer i ’Minderne ser mig’.
En pludselig dag vælter drømmen om opdagelsesrejser til Afrika ud af billedet, og konturerne af den voksne digter og psykolog kridtes op på mørk baggrund. Udløst af en skræmmende film om en alkoholiker med delirium tremens. Den kommende voksenverdens skræmsel. Han så pludselig verden som et kolossalt sygehus befolket af mennesker forkrøblede på krop og sjæl. Blev overmandet af »sygdomsvældet«.
Digter på vej
Åbenbaringer kom der ingen af, men han »begyndte at hamre i klaveret for alvor«. I andet gymnasieår kom han i gang med sit »modernistiske poesiskriveri«, mens den gamle romer Horats lærte ham om versemålets vidunderlige præcision. At det er gennem formen, at noget kan løftes. Han betragtede Horats og den modernistiske franske digter René Char som sine samtidige. »Det var så naivt at det blev sofistikeret«. Her slutter selvbiografien ved studentereksamen. Med opkridtet bane. I mange år arbejdede digteren sideløbende som socialpsykolog i Västerås. Et dobbeltforpligtet liv. Lige indtil sygdom satte en stopper for arbejdet.Digterdebuten kom i 1954 med ’17 digte’. Formfuldendt fra starten, men de kulminerende årtier blev 1970’erne og 1980’erne med samlinger som ’Sandhedsbarrieren’ og ’For levende og døde’. Der sker noget fra start i ’Mørkesyn’ fra 1970. Samlingen åbner med digtet ’Navnet’. Et uafrysteligt digt om dyb eksistentiel famlen. Fortællerstemmen er blevet træt og har taget sig en lur i bilen. Da han vågner op, ved han ikke, hvor eller hvem han er. 15 sekunder i glemslens helvede. Umuligt at glemme dette digt i lyset af den afasi, der ramte Tranströmer efter et slagtilfælde tyve år senere. Digteren, der ikke kan finde ordet, som identificerer.
Men digtet og digteren har en indre stemme. Ikke mindst Tranströmers digte har en sådan stemme. Nobel-akademiets tidligere sekretær Horace Engdahl er Tranströmer-ekspert og har om digtekunsten skrevet, at »under den tavse læsning danner der sig et indre rum hvor en ny virkelighed tager form: stemmen i teksten«.
Metaforernes mester
Tranströmer blev med god grund betragtet og beundret som en metaforernes mester, men ikke alverdens analyser af Tranströmers metaforer kan helt fange digtenes særlige essens. Det kom den danske litterat Birgitte Steffen Nielsen til gengæld med et godt bud på i 2002. I ’Den grå stemme – stemmen i Tomas Tranströmers poesi’ argumenterer hun for, at det er en særlig grå stemme, der ved hjælp af små sproglige forskydninger er det allestedsnærværende i Tranströmers digte.Det er et smukt blik, hun kaster ned over ham. Hvorfor bliver man som undertegnede ved med at læse Tranströmer årti efter årti? Vist er digtene formfuldendte, metaforerne spændstige, melankolien afhængighedsskabende og emnekredsene relevante, men det er noget andet, der lokker tilbage igen og igen. Noget der siver ind alle vegne. Noget beslægtet. Tonefaldets disede tristesse, som hører verden omkring Østersøen til, men samtidig er en universel lavmælt besyngelse af skønheden som livgivende sprækker i alt det grimme og det mørke.
Intet sted lyder stemmen mere hjemme, mere uomgængelig end i digtsuiten ’Østersøer’ fra 1974, der bliver et omdrejningsværk. Her skrives familiehistorien, de søfarendes historie og naturen sammen i en personlig og almenmenneskelig symfoni om menneske, sted og historie. Her var morfaderen lods før radiomasternes tid. »Østersøen suser også midt inde på øen, dybt inde i skoven er man / ude på åbent hav./ Den gamle kvinde hadede suset i træerne. Hendes ansigt stivnede / i melankoli når det blæste op./ »Man må tænke på dem der ude i bådene««.
Sådan en lods, der lodder dybderne og navigerer mellem de flade, farlige grunde, var barnebarnet også på sæt og vis. Labyrinten må man have i hovedet. Men også melankolien havde han. Dødsbevidstheden. Den evindelige susen i træerne og tanker for dem i verden, der nu er ude i bådene. Han fortsatte med at digte efter slagtilfældet, men det var møjsommeligt og den minimalistisk haiku-formen blev attraktiv. Den sidste digtsamling ’Den store gåde’ kom i 2004.
Vi smugmalkede kosmos
»Orglet holder inde og der bliver dødsstille i kirken / men kun et par sekunder./ Så trænger den svage brummen igennem fra / trafikken der ude, det større orgel«.Sådan lyder første vers fra ’Kort pause i orgelkoncerten’, der på en måde kan siges at sætte scenen for Tranströmers univers. Musikken er det højtidelige og smukke i kirken. En slags refugium fra den store og buldrende verden. De to holder hinanden i spænd. Drengen der hamrede i klaveret og som voksen skrev digte om Wagner og Liszt og skrev vittigt vidende om akkorder, så tunge, at de burde sendes til analyse på mineralogisk institut. Hvad er kunstens og kærlighedens betydning? Måske at »vi smugmalkede kosmos og overlevede«?
Tomas Tranströmer kom vidt omkring. I digtene er han både i Østeuropa, USA, Portugal og ikke mindst Venedig. Rejserne er mange i forhold til det beskedne antal digte. Men man fornemmer intet af globetrotterens rastløse nysgerrighed. Denne rejsende er forankret i sin egen stemme, i sit eget sted. Lokalkosmopolit er ikke helt ved siden af. En samtidsdigter med et instrument stemt til grundlæggende sørgmodighed over alt det, tiden har taget.
Fra ’Det vilde torv’ sendte han i 1983 to ’Sorte postkort’. Det ene lød sådan:
Midt i livet hænder det at døden kommer
og tager mål af mennesket. Det besøg
glemmes og livet går videre. Men tøjet
sys i det stille.
Der var for længst taget mål. Nu er der så også blevet syet. Digteren med den grå stemme kan komme standsmæssigt over grænsen, der skiller levende og døde. Men ligesom den musik, de store komponister smugmalkede fra kosmos og som digteren nærede sig ved, vil også Tomas Tranströmers stemme fortsat lyde i hans digte. Stemmen i digtet er ikke afhængig af, om digteren er levende eller død. Kun af om stemmen taler til os, så vi kan høre den og fornemme genklang i vores eget liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar