Digt 2 om tiden, gummiarmen og mine fantomsmerter.
til min ven Søren Fauth
Hvad manglede jeg i krydsogtværsen. "På tærsklen til den 7. dag lukkede Gud hvad? Universets kuvert." Igen Jabes, Rabbi Jab
Forleden udtalte jeg vildfarelse på en helt ny måde, fordi jeg aldrig havde vidst, hvad der lå i det. At sidde som 3-årig med bar røv i en myretue, hvad er det.
Og så være falden blandt de røde myrer, de værste.
Mellem de to akter er der i den grad en skygge, som et klart flertal kalder tid. Det er et sprog jeg aldrig har forstået. Det er på samme måde med ordet gud og kuverten der lukkes.
Så kom det: højt skrattende stemmer og de går så over i noget hvisken. Samme sprog, og da der mangler ord, siger vi, hvis vi har et flertal, tid.
Der gik tid. I biografen skar de de enkelte scener over med den skarpeste stanleykniv, ever. Men scenen på strimlen kan jo skæres over, er fremstillet i gummi. Du ved, man har den knuste rude og så den hele lige bagefter. Uden nogen forklaring. Jeg begyndte at huje og buhe. Alle betydninger af nervøsitet dukkede ikke frem som tekst. Men de var der.
Ok jeg bruger ikke hjulophæng, jeg bruger lotto. Jeg er jo ikke pilot, vel?
Du kan altså vælge mellem blodbøg og reflekser. Hvis dyret går over for grønt, så er det reflekser.
Vi kaldte hende distræt. men det kunne jo være at hendes opmærksomhed var lagt i hænderne på Gud.
Mine undvigelser er rettet mod ikke at spilde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar