notat til Fredagsdigtet nr 2, juli
Giv tid, giv tid, den nynner glad.
Den lille spurv. Du nynner glad.
Jeg ved den fugl skal begraves som den er blevet i digt efter digt.
Og den forladte skal igen forlades.
Denne forladtes forladthed..
Og den gamle vil ikke på det plejehjem, sidde i
det forkammer,
venteværelset.
Hjertet har været til. Lunger har så mange haft før.
Hvert organ har eksisteret igen og igen.
Intet nyt under solen.
Igen.
Og ”intet nyt under solen” har været evigt til stede,
Og soldaten er død, er levende, er begravet og gravet op igen og
fører en ny krig.
Nu skriger solsorten igen,
for
katten med de ni liv går forbi og lyser med sit gule øje.
Den ved ikke at den har brugt de 8 af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar