PRISTALE til René Jean Jensen.
Jeg opfatter Renes digterværk som et ironisk projekt. Og jeg håber det langs ad linierne her forstås hvad jeg mener med det. Det handler om en nødvendig approach til liv og skrift, som det skal vise sig.
Men lad mig først begynde med at rulle en ironisk ikon ud:
Sprogets dobbelte natur oplever det lille barn allerede i det øjeblik moderen finder på at gemme sig bag en dør i stuen og så titter frem og forsvinder igen et øjeblik efter. Barnet vakler i mellem, at mor er der (sandt), og at hun ikke er der (falsk). Og hvor barnets latter afslører, at det godt ved, at der er tale om et dobbelt spil med tegn. Barnet møder her et rum, der både åbner sig og lukker sig. Men det lukkede rum har ikke fjernet mor. Og barnet kan afkode det lukkede, som altså ikke skulle tages helt for pålydende. Ikke helt. Der er noget pokerfjæs over situationen, noget helt frelsende åbnende og en rest af potentiel: hvad- nu- hvis- alligevel. Kan jeg helt stole på at mor er der…hele tiden og altid. Ja, tja, det kan jeg nok. Men der er osse puttet et drys af: indtil-videre i drikken.
I
Ironien bliver en slags hypotetisk scene. Det forestilte møder det faktiske, kunne man hævde. Romanen og litteraturen lever af det. Min påstand er også, at livet gør. Det er en alvorlig leg: ”på-trods” og som en løben på stedet, hvor samtidigt din egen diskurs i et moment distraheres, mens det fatale stadig står der som en potentiel risiko.
Renés gøren i digtbogen er for mig at se:
Det alvorlige legebarns forholden sig til hvad-foregår-der-lige-i det- at-være-til. I et spilfægteri med størrelser som tid, bevidsthed, individualitet. Og (legebarnets) tid er noget, jeget modulerer i, i tidslighedens gummibånd, planlæggende, kalkulerende, en fisen rundt her og nu og endda i en mulighed for at foruddiskontere sådan konjunktivisk. Og det ligesom for at give det provisoriske vægt her og nu og for at figurere overvejelserne over, hvor turen går hen med det her livs futtog og hvad har vi. Og det er jo god poetologisk modstand og medløb.
Det er et selv-bevidst projekt. Med tryk på selv og bevidst. Jeget er klar over betingelserne: Der er ingen styrmænd og kybernatorer, der svæver rundt. Der er en fragmenteret klode. Det er så det, men mere grundlæggende er spørgsmålet om visheden om væren, visheden omkring det enkelte individs forholden sig til væren, væren-til. Og hvordan gør man så lige det? Ved at suse rundt i Jeg-aspektet, påstår så jeg. Det jeg som jeg om lidt vil tale om i forbindelse med sansning.
Det aspekt slås an med det samme i ”Jeg planlægger at dagdrømme”. Bare lige et par eksempler fra første side. Det skal understreges, at de er taget ud uden brug af tilstrækkelig nænsom hånd. Så det er en opfordring til læseren om selv at gå ind. [planlægge->foruddiskontere, kalkulere og samtidigt være i det provisoriske]
Fra Dagdrømmekataloget:
”nogen skal straffes for ikke at være mig.”
Eller Se hele Æselsangen s.56. Der står fx dette: ”I dette digt hedder den talende ”jeg”.
René: ” Jeg er endda misundelig på DEN MÅDE DU ER INGEN PÅ”
”…NOGEN SKAL STRAFFES FOR IKKE AT VÆRE MIG”
”Jeg ville gerne være i NUET men det står uden for mig”
” Dit besøg hos Galilei gik i vasken…”
Og det bare fortsætter og fortsætter i et karnevalsk cirkus, der nærmest blinker ud mod de manglende systemer til at tænke for os. De er der ikke.
Jeg berørte lige før jegets mangel på orientering. MEN først og fremmest er destabiliteten en gave, en frisættelse. Godt nok har individet mistet en omverdensstabilitet, en styring –og det er naturligvis ikke af ny dato, tabet af en ydre orientering, men det sætter mig samtidig fri til at stå alene. Ingen støj på ledningen, man står dér alene og kan så gøre sig sine overvejelser og valg. Som fx individets forhold til væren. Det der væren-noget vil jeg komme en anelse omkring med brug af Roquentin-figuren fra Sartres Kvalme.[Roquentins møde med verden eller væren i form af en trærod.]
Det rene’ske jeg ser jeg kommentere på erkendelsesmæssige begrænsninger. Hans jeg leverer på sin vis en ironisk skyggetekst, en komplementær skygge til noget der ku være de store religioners mytologiske tekster. Det ku være de samme spørgsmål, der fx stilles ja som i en sang fra Upanishaderne. De, som leverer gådefulde svar på de store spørgsmål. Det må man selvfølgelig afstå fra. Og det afstår danske digte fra, og det afstår Renés Dagdrømmene sig naturligvis osse fra. De, dagdrømmene, spørger godt nok- i en masse artisteri, men ved godt, at der ingen svar er.
Basalt er der udelukkende visheden om sansningen. Jeg har sanserne, ergo er jeg. Og det er i det vi står. Og resten er tavshed, og den kan vi så passende udfylde med spørgsmål og spektakel igen og igen. Der er sanseapparaturet, der fortæller at man eksisterer: Der hvor sulten er, og hvor sulten er, der defineres munden. Hvor smerten er og siger ”jeg”. Dér er jeg.
Og hvis vi tager den helt store lineal grovkornet frem, så er resten i princippet projektioner og hypoteser - med naturligvis masser af pragmatisk raison i det for overhovedet at kunne færdes.
Ok, vi må altså alligevel manøvrere i skidtet og se os selv som netop Sisyfos, der slår panden imod det meningsløse og slår panden mod den store forklaring. Man rejser sig, virrer med hovedet og går videre. For mod det meningsløse, kan man ikke andet. Man har kun den til dels selvforglemmende distraktion og så nærværet hvor der kan formes, genereres, kreeres og blæses på fløjte og kommenteres med et sideblik på hvad der sker, når det sker. Og en ironiens tilgang er, at godt nok ligger tilværelsen og verden tavs med sprukken maveskind, men vi blæser på fløjte alligevel. Sisyfos-turen er en slags ironisk dobbelt forholden sig til scenen.
For mig at se er det nøjagtig den dobbelte scene, René agerer og kommenterer på. Ved at lege på det sisyfos’ske bjerg og snakke om det samtidigt. Dér leger digtbogen. Den demonterer og dementerer VISHEDEN OG Den store patriarkhistorie om Alting.
Eksemplet fra Kvalme, som jeg tager fat i om et øjeblik er nok påståeligt og måske endda entydigt på den dårlige måde og måske endda forvrøvlet, men efterlader noget brugbart alligevel.
Nemlig tilbuddet om både at være i det, der er i gang og samtidigt at kunne kommentere på det.
Og her er pointen at individet som sådan netop er blevet tildelt METAblikket. Og jeg skal forsøge lige om lidt at vise nogle få eksempler fra Renes digtbog, om det ironisk vrængen af og keren sig af det mulige blik på netop det. Men først altså lige tre ord om Roquentin – (fra Sartres Kvalme) (Niels Egebak har foldet scenen mere ud i en af sine bøger og med lidt andre pointer).
(Roquentin sidder i en park og stirrer på en sort trærod og føler pludseligt at trærodens eksistens ligefrem borer sig i ham…det går op for ham at han er ude af stand til at forklare den eller forstå, fordi han ikke længere kan være i forhold til den):
Eller rettere: roden, havelågerne, bænken, plænernes grønsvær var forsvundet. …individualiteten var en ydre skal, der var forsvundet tilbage var en skræmmende nøgenhed.
Knudret uden navn, ubevægelig, fascinerede roden mig, fyldte mine øjne…det nyttede ikke at sige: dette er en rod---det virkede ikke længere. Jeg var godt klar over at man ikke ku slutte fra dens funktion som rod, som opsugningsmaskine..til dette, til denne hårde kompakte sælagtige hud, dette olieagtige, ru og utilgængelige udseende. Funktionen forklarede intet, den gjorde det muligt at forstå i store træk, hvad en rod var for noget, men overhovedet ikke denne bestemte rod.
Han kan ikke sætte den i forbindelse med noget uden for den selv, rodens væren-i-sig-selv undslipper benævnelsen. Roden er unævnelig. Han kan ikke tænke eksistensen, for den har bogstavelig talt invaderet ham og gjort ham selv til en ting. ” Eksistensen er en fylde, som mennesket ikke kan forlade. Man er indfoldet. (paragraffen her er Niels Egebaks).
Og dog: Mennesket har mulighed for at slippe eksistensen, fordi det ikke er ren eksistens, tings-eksistens-væren-i-sig-selv- MEN er nemlig samtidig BEVIDSTHED OM EKSISTENS, væren-for-sig-selv.Bevidstheden kan stille spørgsmål til sig selv.
Det er evident at tingene eksisterer uden for min bevidsthed og uafhængigt af den. Verden eksisterer uden for bevidstheden, men får først struktur og mening- i forhold til bevidstheden. I almindelighed er eksistensen skjult. Den er omkring os, i os, den er os, man rører aldrig ved den. Eksistensen er tom form. Men nu og her var det klart som dagen: eksistensen havde afsløret sig. Ikke en uskyldig abstrakt kategori. Den var selve tingenes råstof, denne rod var formet i eksistens.
De der øjeblikke er usammenhængende, men man kan organisere er så pointen, nemlig ved at fortælle dem, er bogens udsagn.
Vi står lidt i en cocktailshaker på en vaklende klode uden noget cogito/vished udover sanserne.
Og dertil det processuelle undvigende i den lystige fætter til sprogets egen udfoldelse i tid. Og kun fremadskridende. Det er da osse en del af snurrepiberierne, i lighed med:
Det faktum at sproget er selvreferentielt, du definerer sproget med sprog. Som en anden systemisk fælde, når vi snakker erkendelse og vished. Ok. så kan man jo bare give fingeren til vished og spille og fløjte og forme og dyrke digtekunsten. Og det gør vi så. mens digtekunsten samtidig søger at komme ud af labyrinten. Men der er ingen veldefinerede udgange. Men selvfølgelig skal vi rejse os op, hver gang vi rammer muren. Og virre med hovedet, good old chap.
Her er igen nogle eksempler, hvor Rene Jean Old Chap viser varerne frem:
Se49ø,54n, 56n, 65, 70mn, 75ø
Mine notater fra Nietszche er ubrugelige, jeg har bare skrevet ord for ord af: Tanker er skygger af følelser
S12. Onkel : Vi clairvoyante elsker tåge
S17 om bevidstheden
19 indfører et sidste komplicerende led i teorien om sig selv
28 ironiserende/dementerende om at profetier er end ikke selvopfyldelige lørdag er lørdag
Formingen af egne projiceringer s32 om grand canyon…har fået frost
33. tilvækst af jeg-følelse øverst på bakken…….jeg vil alle steder hen nu
Til lykke, René. Det er så fortjent. På Komiteens vegne KSN.
Appendix
Citeret fra Renés Jeg har planlagt at dagdrømme
I digt 1 : …(farmoren er død og der kikkes retro)-> Efter min farmors begravelse/ var der rød måneformørkelse over /Vejle. Passageren overfor/ drak grådigt. Jeg fik lyst/ til at slå ihjel for så lid!/ For så lidt! Tror I I når det? Det håber vi /(men vi var ikke begyndt/ at håbe endnu). Den sidste gang sagde farmor til os:/ Så kan I håbe i den ene hånd og/ skide i den anden. Er der et sidste godt råd mod helvedsild? Ordsproget,/ fx, er det bedste middel mod at åbne/ døren til kælderen og falde ned /fordi der ingen trappe er./ Den har aldrig været der.”
Nu ku man kikke på kronologien, som ikke er der. Og dog. Og man ku kikke på årsagssammenhængen. Eller man ku kikke på den sidste sætning, så det gør vi: 1)en trappe findes, 2)der ikke er der (findes altså ikke NU/ks) og 3) en trappe (der aldrig har fundtes /ks).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar