Angsten for bøger ligger altid og lurer hos mig. Romaner som forsøgsvis lånes med hjem afgår ofte ved døden i disse mine øjne. Oftest fordi det er forsøg på virkelighedsrepræsentation, illusionsnumret om at at sende en person og en handling af sted på livets landevej på en en måde som er så rapporterende, at det slår mig ned . For romanens intention, så illusorisk ulidelig, at jeg må opgive. Sproget er på det nærmeste en chikane for forfatteren, da hensynet til noget plot (plot måles i km/timen i nogen bøger eller i psykologiske manøvrepoints i andre) er det det handler om..nå det var min frustration over at selve koncepten eller konceptionen oftest består af... nul, intet og bla bla...
Som de rituelle tronbestigelsessalmer i Gamle Testamente, hvor kongen skal genindsættes i det cirkulerende år,..dér er det forståeligt, at tingene, -for at frugtbarheden bevares-, må genoprettes. I prosa der vil, skal forsøget på fiktion ikke være en rundgang om et ritualiseret DENGANG, medmindre romanen vedstår det og vil det. Og alle disse afrapporteringer, fint nok, hvis de vil være ved det. Havde det så endda været et besøg på et museum af tekst. Og teksterne sagde det. Så ok, sikkert.
Alt dette for at annoncere Peter Laugesens på-vej-kommende bog: Anarkisten i Fandens hus. Drama af og om og i Celine. Og dér udfoldes det jeg ser som et udslag af retmæssig kunst:
netop ikke som repræsentation/genopførelse ud fra en mainstreamroman- eller teatermatrice (mimesis), der åbenbart ikke selv ved det, men virkelighedskonstitution, der peger på noget nu, og ikke en indsættelse af død tekst. Teatret, og det gælder sgu osse poesien, skal brændende være sin egen sceniske tilstedeværelse. Med død tekst tænker jeg på at den repetition kan være fin nok: at man genopfører noget vi ved der rituelt skal indeholde en genopførelse, som fx de davidske tronbestigelsessalmer i GT (det var jo netop hensigten med dem) eller ved sammen at synge en salme eller trallebøvsesynge til fodbold, eller foretager andre rituelle handlinger, som vi ved er det. Arena udgiver bogen.
Kommentar fra Erik Kock, det herlige væsen. Eller:
Erik, den gode ubehøvlede (Er der en behøvler til sted? Der er et stykke arbejde at gøre).
Nu var det lige så rart at blive (for)ført af en prosasprogmaskine som i de gode gamle dage i dansktimerne (og hvad er det så forfatteren vil fortælle os her? etc. etc.) – og wupti! Så bliver man bombarderet med nu’er og Miss Mimesis 2011 og mainstream med sideskilning. Hvorfor må man ikke bare kalde en spade for en spade og skrive tingene som de i virkeligheden ser ud i virkeligheden? Et jeg er et jeg og jeg er et jeg og jeg er stolt af det og kan genkende sådan ét på lang afstand og jeg ved hvad et jeg består af. Det er ligesom at være der selv. Og det er der ikke mange der kan gøre lige så godt som romanen. Så der er tale om smagsdommeri og elitær snik-snak. Almindelige mennesker har vel også lov at være her med eller uden nu eller jeg. Jeg smutter ind i min bog igen. Dér er rarere at være (til) end her. Ih, altså!
Nu var det lige så rart at blive (for)ført af en prosasprogmaskine som i de gode gamle dage i dansktimerne (og hvad er det så forfatteren vil fortælle os her? etc. etc.) – og wupti! Så bliver man bombarderet med nu’er og Miss Mimesis 2011 og mainstream med sideskilning. Hvorfor må man ikke bare kalde en spade for en spade og skrive tingene som de i virkeligheden ser ud i virkeligheden? Et jeg er et jeg og jeg er et jeg og jeg er stolt af det og kan genkende sådan ét på lang afstand og jeg ved hvad et jeg består af. Det er ligesom at være der selv. Og det er der ikke mange der kan gøre lige så godt som romanen. Så der er tale om smagsdommeri og elitær snik-snak. Almindelige mennesker har vel også lov at være her med eller uden nu eller jeg. Jeg smutter ind i min bog igen. Dér er rarere at være (til) end her. Ih, altså!
SvarSlet