Tranströmer forklaret
Konkret. Sidste torsdag modtog Tomas Tranströmer årets Nobelpris i litteratur med begrundelsen, at 'han i fortættede, gennemlyste billeder giver os ny adgang til det virkelige'. Hvad er det, den store svenske digter kan med sproget og ordene? For at få svar på det spørgsmål har vi bedt to forfattere og en akademiker om at forklare præcis, hvad det er, Tranströmer kan. De tre, Henrik Nordbrandt, Camilla Christensen og Birgitte Steffen Nielsen, tager hver især udgangspunkt i et selvvalgt digt
·
Organisk. 'Tranströmers digte virker på mig, som om de ikke er skrevet, men åndet ind i papiret. Og ånden er til stede i hver linje. Fra hans først udgivne bog til den sidste i rækken fremtræder forfatterskabet ejendommeligt helt og organisk,' lyder det fra forfatter Henrik Nordbrandt.
Af: HENRIK NORDBRANDT, BIRGITTE STEFFEN NIELSEN OG CAMILLA CHRISTENSEN
13. oktober 2011 | Om denne artikel
Opslag til denne artikel
Emneord: | |
Personer: |
Skitse i oktober
Bugserbåden er fregnet af rust. Hvad laver den her så langt inde i landet?
Den er tung, slukket lampe i kulden.
Men træerne har vilde farver. Signaler til den anden bred!
Som om nogle ville hentes.
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.
Digtet stammer fra samlingen Stier(1973). Oversat af Peter Nielsen. Udgivet i Samlede Tranströmer,Rosinante 2011
Af Henrik Nordbrandt
Uanset hvilke lyse ideer der måtte opstå i ens hoved, når man opfordres til at sige noget om Tomas Tranströmers digte, ved man udmærket, at det, man siger, sikkert allerede blevet sagt mange gange før. Derfor kan jeg lige så godt begynde med at citere noget, jeg selv har sagt:
»Skulle jeg prøve på at forklare den helt specielle oplevelse, som et Tranströmer-digt kan sætte i gang hos læseren, ville jeg nok beskrive den som en næsten chokagtig fornemmelse af at få indsigt i noget, som på én gang er helt nyt og meget velkendt. Noget aldrig tidligere oplevet, der kommer fra et sted, man ikke anede eksisterede, men som man ved, også findes dybt inde i en selv.«
Det er dog ikke bare Tranströmers metaforik, hans evne til at skabe associationer, som ikke kun går fra A til B, C eller D, men ofte på en helt indlysende måde, fra A til Z, der er så enestående. Metaforik alene kan ikke skabe digte af en sådan substans. Der skal mere til. Om dette’mere’ skal kaldes tone, diktion eller musik, ved jeg ikke. Det er nok en kombination af de tre ting. Måske kunne man kalde det for ånd.
Tranströmers digte virker på mig, som om de ikke er skrevet, men åndet ind i papiret. Og ånden er til stede i hver linje. Fra hans først udgivne bog til den sidste i rækken fremtræder forfatterskabet ejendommeligt helt og organisk.
Derfor er det også en umulig opgave at skulle vælge sit Tranströmer-yndlingsdigt. Valget ville sandsynligvis blive et nyt, hver gang man forsøgte. Altså ser jeg ud ad vinduet og slår op på »Skitse i oktober«.
April og stilhed
Foråret ligger øde.
Den fløjlsmørke grøft
kryber ved min side
uden spejlbilleder.
Det eneste der lyser
er gule blomster.
Jeg bæres i min skygge
som en violin
i sin sorte kasse.
Det eneste jeg vil sige
glimter uden for rækkevidde
som sølvet
hos pantelåneren.
Fra Sørgegondol, 1996
Af Birgitte Steffen Nielsen
Kan man forestille sig et stærkere billede på afasi end det sølv, man har pantsat og tilsyneladende ikke har nogen mulighed for at indløse igen, og som nu ligger og glimter uopnåeligt i vinduet hos pantelåneren? Et uindløseligt sprogligt pant, ordene, der ikke vil, som man selv vil. Adgang nægtet. Umiddelbart er alt i dette digt knugende tavst, lige fra det lyddæmpede ‘fløjlsmørke’ til ‘jeget’, det tavse instrument i violinkassen. Alligevel er digtet så fyldt af stemme!
Det minder mig altid om det, Roland Barthes siger om den schumannske klaverstemme: »(klaveret) taler uden at sige noget, på samme måde som en stum, der på sit ansigt afslører den uartikulerede taleevne«.
At digtets udsigende stemme er afatisk, er en form for paradoks, digtet består jo trods alt af ord. Og ordene udgør tilsammen et så smukt og læseligt digt. Spørgsmålet bliver så, hvad forholdet er mellem digtets faktiske fireogfyrre ord og så de begærede ord, der var uden for rækkevidde og var det eneste, digtet ville sige.
Instrumentet, der ligger passivt i sin kasse, er et effektivt billede på absolut stilhed, men samtidig er det et mindst lige så stærkt billede på potentiel lyd, på en mulig musik. Digtet, der handler om ikke at kunne sige det eneste, man gerne vil sige, rummer en stor gestisk overskridende kraft. Det rummer en henvendelse, der i den grad når os. Det, vi som læsere er vidne til og berøres af, er en stemme, der strækker sig frem i en bestræbelse på at åbne et resonansrum.
Det er det, jeg synes er så vigtigt og så fantastisk ved Tomas Tranströmers digte: måden, hvorpå han insisterer, at vi altid kun er halvvejs mod sproget.
Hans digte har en helt særlig lydhørhed over for det potentielle, alt det, der kunne have været. Ofte får ‘dette, der kunne have været’ en form for tilstedeværelse i digtene, og jeg tror, at det er med til at betinge den særlige sproglige åbenhed, der kendetegner hans poesi.
Som det hedder i digtet »Det blå hus«: »Vi ved det egentlig ikke, men aner det: der er et søsterskib til vort liv, som følger en helt anden rute. Mens solen brænder bag øerne«.
Med vores klichéer, hurtige domfældelser og alle mulige andre former for færdigpakket sprog gør vi hinanden og verden mindre. Det er præcis det modsatte, der er på færde hos den svenske digter.
Langsom musik
Bygningen er lukket. Solen trænger ind gennem ruderne
op opvarmer oversiden af skrivebordene
der er stærke nok til at bære menneske- skæbners vægt.
Vi er ude i dag, på den lange vide skråning.
Mange er i mørkt tøj. Man kan stå i solen og lukke øjnene
og mærke hvordan man langsomt blæser fremad.
Jeg kommer for sjældent hen til vandet. Men nu er jeg her,
blandt store sten med fredelige rygge.
Sten der langsomt er vandret baglæns op af bølgerne.
Digtet stammer fra digtsamlingen Klange og spor (1966). Optrykt i Samlede Tranströmer, Rosinante. Oversat af Peter Nielsen
Af Camilla Christensen
Står der mon noget på de blanke linjer? Digtet hedder »Langsom musik«. Digtet er langsom musik. Digtet er bevægelse.
Indefra og ud og videre ud; fra ubestemte skæbner til ‘vi’ til ‘jeg’; fra sol til jord og vind til vand; fra tunge skriveborde til mørkklædte, lette mennesker til endnu tungere sten.
Og skrivebordene bærer, menneskene blæser, stenene vandrer. Digtet forløber i tid, og digtet er fyldt med tider, der forbinder sig via vinden, vandringen, digtets indre bevægelse, og ringen sluttes på mærkelig vis, som om stenene en dag vil vandre helt ind på de ubevægelige skrivebordes plads (hvilket rent rationelt heller ikke er helt usandsynligt).
Digtet er fra 1966, det er blevet udlagt som samfundskritik: fangenskab, stilstand, på arbejdspladsen, i kulturen, versus friheden, udenfor, i naturen. Sådan kan det læses, men så er det reduceret til kronik, for ligesom musik taler gode digte for sig selv og kan ikke oversættes, udlægges, i et anderledes kommunikerende sprog, uden at noget vigtigt går tabt eller unddrager sig.
Sætter man, som jeg gør her, fokus på enkeltelementer, forsvinder helheden, og forsøger man at begribe helheden, digtets bevægelse — og det ved digtet, der bevæger — mister man før eller siden talens brug, for digtet er større end sproget. Tranströmer er som få i stand til at vise det komplekse, det uudtømmelige, tilsyneladende enkelt. Dog ville digtet være mindre uudtømmeligt, hvis det ikke var for de formidable — og for en digterkollega yderst misundelsesværdige — spring, han også mestrer, de tilsyneladende uformidlede overgange mellem billedrum, tydeligere i andre af hans digte, men også til stede her.
For hvad er det, man aner i springet mellem det ene og det andet billedrum, mellem bygning og skråning, mellem skråning og strand, mellem sten og skriveborde? Står der mon noget på de blanke linjer? Eller skrives det undervejs i mig, i læseren?
At læse digtet er som at se noget ud af øjenkrogen, der forsvinder, hvis man retter blikket mod det. Som at ane noget, man godt ved, at man ikke ved, men inderligt gerne vil vide.
Derfor kan jeg læse digtet igen og igen. Hver gang i håb om omsider at kunne udfylde de blanke linjer, fastholde den sansende erkendelse, digtet giver mig, og som løfter mig, og hver gang hjælpeløst ude af stand til at gribe den — for slet ikke at tale om at kommunikere den videre, selv om netop dét er opgaven her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar