På besøg i Statsbiblioteket, lydarkivering.

Dyrebogen kap11. Den lille døde mus. Billedfortælling uden ord.

ordløst.

artaud, celine og brabrand. Morgenandagt.

Angsten for bøger ligger altid og lurer hos mig. Romaner som forsøgsvis lånes med hjem afgår ofte ved døden i disse mine øjne. Oftest fordi det er forsøg på virkelighedsrepræsentation, illusionsnumret om at at sende en person og en handling af sted på livets landevej på en en måde som er så rapporterende, at det slår mig ned . For romanens intention, så illusorisk ulidelig, at jeg må opgive. Sproget er på det nærmeste en chikane for forfatteren, da hensynet til noget plot (plot måles i km/timen i nogen bøger eller i psykologiske manøvrepoints i andre) er det det handler om..nå det var min frustration over at selve koncepten eller konceptionen oftest består af... nul, intet og bla bla...
 Som de rituelle tronbestigelsessalmer i Gamle Testamente, hvor kongen skal genindsættes i det cirkulerende år,..dér er det forståeligt, at tingene, -for at frugtbarheden bevares-, må genoprettes. I prosa der vil, skal  forsøget på fiktion  ikke være en rundgang om et ritualiseret DENGANG, medmindre romanen vedstår det og vil det. Og alle disse afrapporteringer, fint nok, hvis de vil være ved det. Havde det så endda været et besøg på et museum af tekst. Og teksterne sagde det. Så ok, sikkert.
Alt dette for at annoncere Peter Laugesens på-vej-kommende bog: Anarkisten i Fandens hus. Drama af og om og  i Celine. Og  dér udfoldes det jeg ser som et udslag af retmæssig kunst: netop ikke som repræsentation/genopførelse ud fra en mainstreamroman- eller teatermatrice (mimesis), der åbenbart ikke selv ved det, men virkelighedskonstitution, der peger på noget nu, og ikke en indsættelse af død tekst. Teatret, og det gælder sgu osse poesien, skal brændende være sin egen sceniske tilstedeværelse.  Med død tekst tænker jeg på at den repetition kan være fin nok: at man genopfører noget vi ved der rituelt skal indeholde en genopførelse, som fx de davidske tronbestigelsessalmer i GT (det var jo netop hensigten med dem) eller ved sammen at synge en salme eller trallebøvsesynge til fodbold, eller foretager andre rituelle handlinger, som vi ved er det.  Arena udgiver bogen.


Kommentar fra Erik Kock, det herlige væsen. Eller:
Erik, den gode ubehøvlede (Er der en behøvler til sted? Der er et stykke arbejde at gøre).

Nu var det lige så rart at blive (for)ført af en prosasprogmaskine som i de gode gamle dage i dansktimerne (og hvad er det så forfatteren vil fortælle os her? etc. etc.) – og wupti! Så bliver man bombarderet med nu’er og Miss Mimesis 2011 og mainstream med sideskilning. Hvorfor må man ikke bare kalde en spade for en spade og skrive tingene som de i virkeligheden ser ud i virkeligheden? Et jeg er et jeg og jeg er et jeg og jeg er stolt af det og kan genkende sådan ét på lang afstand og jeg ved hvad et jeg består af. Det er ligesom at være der selv. Og det er der ikke mange der kan gøre lige så godt som romanen. Så der er tale om smagsdommeri og elitær snik-snak. Almindelige mennesker har vel også lov at være her med eller uden nu eller jeg. Jeg smutter ind i min bog igen. Dér er rarere at være (til) end her. Ih, altså!

31. okt. 2011 05.14 

tegning

Ingen dyr i dag, så tager vi en selvreklame, nej 2. Det er jo det man gør, ser jeg. Jow der kom en ørn.

Dyrebogen. Hollandsk oversætterhund. Kor de Vries, på Hald.

Oversætterhund, ejet af Kor de Vries, oversætter fra dansk til hollandsk. Alt hvad der har med andre dyr at gøre i en tekst afgøres i fællesskab mellem Kor og dyret her. Et bjæf betyder fx "pludselig". Og to modificerede betyder: "Hvad  med den kat. Den er jo norsk".
Den benytter sig, som det måske anes af det, der osse kendes fra mandarin og pekingkinesisk, af at den samme lyd kan ændre betydning ved toneskift (hver frekvens opad og nedad er morsomt at følge), På mandarin kan lyden [ghix an qvi] 貓是愚蠢的 med lav frekvens betyde "starthjælp" og med hurtigere frekvens, og her 2 diskantspring opaf, betyde "de bure der benyttes til fugletransport". Men socialt betyder det osse meget at eje et sådant væsen. Trofast og udholdende.

Kap 8. Dyr fra Mauritius. Den store Bog om alle dyr i hele verden.

Dette indhold er ikke tilgængeligt i øjeblikket
Den valgte side kan i øjeblikket ikke vises. Dette kan skyldes, at den er midlertidigt utilgængelig, at det fulgte link er udløbet, eller at du ikke har tilladelse til at se denne side.
Jeg skal hilse fra KK, min parkbetjent. Han siger, det er hans beslutning. Jeg er imod beslutningen.

Dyrebilledet er fra Mauritius, men hænger i Odense.

Kap 7 i Dyrebogen: Dobbeltfrøen

Dobbeltfrøen er en der altid er der for dig. Den bærer dig gennem ild og vand. Dobbeltfrøen ser ud som om den slåsser eller bærer rundt på en kammerat. Men det er kun et signal om at den altid vil hjælpe dig og give en hjælpende hånd og et lille pust i hverdagen. Kammeraten på ryggen som kun er en forestilling, der nemt kan give mindelser til Frans af Assissi, når han sang for sine venner fuglene eller solen som altings lys. Tænker lidt på digtet: Til vands, til lands vi kommer og hjælper og bringer lys. Kun onde mennesker synes den er en bandit. Og det gider man jo ikke ligefrem og høre på.

Dyr fra Den store Dyrebog: Svanen.Ikke meget at sige.

Det er svanen. Der er ikke rigtigt noget at fortælle om den. Ikke andet end de afbildede er fra Odense. Og at svanen har en hud, der ligner plastic en del. Men tag ikke fejl.

Andres og mine forsider til STANDART

Forsidekunstner

Nils Erik Gjerdevik

STANDARTs forsidekunstner er i 2011 Nils Erik Gjerdevik.
www.gjerdevik.com

 

Claus Carstensen
Årets forsider er lagt i hænderne på Claus Carstensen.

www.clauscarstensen.dk

   

Knud Steffen Nielsen
I 2009 stod Knud Steffen Nielsen for STANDARTs forsider.

http://knudsteffen.blogspot.com

   

Kristian Bernhard S. Handberg
I 2008 blev STANDARTs forsider skabt af Kristian Bernhard S. Handberg.

   

Brev fra Inger i Kbh til Kitte, jvf forbindelsen mellem de to katte. Afstanden imellem er jammer.

Og sørme, her har vi et billede af katten Inger, Kittes kæreste fra København. På billedet er Inger et halvt år yngre end hun er nu, dengang var stavningen ikke så god. Nu er den blevet bedre. Inger er ikke så meget hjemme mere, for hun er blevet luftkaptajn og flyver store militærmaskiner rundt til de forskellige steder i verden, hvor der er krig. Hun synes det er det bedste job hun nogensinde har haft. Når hun kommer hjem forventer hun at maden står klar på bordet. Og med god ret: Det er hende der tjener pengene hjem. Så kan man kissemisse bagefter. LBN

ps  red: vi var nødt til at finde et andet Inger-foto. 

Dyrebogen om alle dyr i hele verden. Isbjørnen.

Simulacrum. Idola.Idola sproglig unøjagtighed.  Følelsen af VI mere som en sum af jeg'er end en enhed. Isbjørnen føler sig som en del af den (deres egen) talehandling, der siger tronen er mere DIN end JERES. Vandet er DIT. Og Jorden er din mere end jeres. Det giver så osse en rastløshed. En lyst til at se på skepsis på alt hvad der foregår omkring den.(eksempler på det i senere kapitel). Den søger en jazzet ensomhed. Vi'et bliver for stort og for latino-rytmisk. Og bare tanken om nogens tanke om anfægtelse af majestæten gør den småforundret, men heller ikke mere end det.  

Men forundringen er ret stor, når talen kommer på taxonomi (og delvis hierarkisering) og pels, det pelsklædte hører til jord, som fjeren hører til det at flyve. Pels hører til landjorden, men mest vandet, og specielt vandet under 4 grader og over 0 celsius. Men dér lever de skælklædte  jo osse. 

Og derfor synes isbjørnen af de taxonomier og kategoriseringer der er gjort med de levende væsner er arbitrær og mærkværdig. Som man hører det: sprækken mellem den vandlevende, skællede makrel uden pels, og isbjørnen, vandenes konge og landjordens konge -man er vel et amfibium på grænsen mellem det flydende (havvand, jvf temperatur fra før der angav vand i et amfibieniveau mellem flydende og faststof ) og det tørre, rustikke land, dér er tronen for alt levende, altså at diskrepansen er for iøjnefaldende. Man er mere i familie med en enkefru, admiralinde Dillerdaller til en fernisering end man er i familie med noget kræ i vand, i luft eller på land.

Men Isbjørnens egen amfibieposition er på den anden side osse en scizoid position*, hvor udsagn og udsigelse kan opfattes divergerende, hvis et godt råd til væsner på fastjord bliver opfattet af dem i vand. Et eksempel forleden var: Kaffen er klar.   Og fisk i stimevis forstod simpelhen ikke, hvad det gik ud på, og til sidst opløste stimen sig ud i alle retninger som et stjerneskud, men et babelsk stjerneskud af sproglig frustration og tristesse. (Amfibieniveauet skal vi vende tilbage til, når vi skal se på polyfoni og dyr mm i et senere kapitel).   

Sig ordet grizzly. Det rimer på grisling. Næsten.  Fornærmelsen stod malet i ansigtet. Pattedyr, pjattedyr lød det på en gang storladent og stødt, but not shaken.

Den kære isbjørn, fotograferet her, lod sig urbanisere efter lang karriere andetsteds, i en mindre provinsby, hvor den følte, at stilheden var smuk. Stilheden var komplex og konnotationsfyldt åbenbaredes lidt efter lidt. Men intet skal være mig fremmed. Den kiggede op på mig og min fotograf.  

*i eksemplet er isbjørnen ikke den scizoide part; det er blot udsagnet der opfattes af 2 vidt forskellige modtagere, men det har på sigt scizoide implikationer (en slags rekyl)  for bjørnen selv.  

Den Store Dyrebog om alle dyr i hele Verden. kap 1

Her kommer 3 billeder af dyr:

1.Det første er et får, måske endda en vædder. Den mødte jeg ved en spadseretur ved Hald Sø. Den virkede ikke rigtig glad. Men hvorfor, fandt jeg ikke ud af. 

2. Det er jo Kitte, der skriver til sin kæreste Inger i København. Det handler om lidenskab og storbyer.(Kitte kender ikke storbyen, men gør sig nogen forestillinger: Måske er det farligt, måske er det hyggeligt. Men hvad med kørekort, tænker Kitte. Har jeg ikke det, bliver jeg måske grint af i storbyen.)

3. Det er en hjort Jens fangede i lygteskæret fra sin Hanomag Lastvogn. Dyret blev stående i keglen, lyset. Sådan blev de stående på landevejen  i 2 eller 3 timer. Så gik de hver til sit. Hjorten løb ind i skoven til sin familie. Jens kørte hjem til konen og fjernsynet.

Snart følger alle verdens dyr og der bliver fortalt om dem.

Dyrevelfærd er god velfærd.

k

kap 2 i Den store dyrebog om alle dyr. I dag Fluen

Nå, vi skal ha kikket på Dyrebogen, kap2.

Og det er fluen netop i dag. Og det er da det herligste dyr snart af alle dyr i den store verden. Jeg vil ikke sige så meget om det lille dyr. Den skal simpelthen opleves. Og helst ude i naturen, som de ejer noget af. Af luftrummet mest. Engang kom jeg til at være grim ved en flue.(Jeg snakkede for hårdt til den). Og det fortrød jeg næsten med det samme. Og så var det glemt igen. De arbejder som små heste, men hører ikke til hov-og klovgruppen. Nogen af dem er tværtimod, altså hvis det går for stærkt. Da den blev skabt-for tusind år siden- fravalgte den spidstænder og fik et sæt vinger i stedet for, for som den sagde: Jeg vil hellere flyve rundt og gøre gode ting end bare æde og æde. Som visse andre. Fluer lever sommetider kun et døgn og så kaldes de det, det så hedder. Så er der 14-dagsfluer, som kan leve ca 2 uger. Nogle fluer bruger man til at sætte punktummer og det gør de med bagdelen, fordi sådan er det. Men de kan godt sætte kommaer sommetider. Det var en hel masse om fluen, og jeg håber du kan bruge denne beretning om en lille, hjertenskær skabning.

I morgen vil jeg fortælle om isbjørnen, som kan bruges til mange forskellige ting. Den er lidt uhyggelig, fordi den ikke er god til at falde til ro.

k

Fra den store Dyrebog (lånt link af Henrik Have) Kap 4 i bogen

http://www.youtube.com/embed/nbrTOcUnjNY

porcelænsk,II....tekst følger, skal jo lige skrives først

tavle66a

(110 x 55 cm)

tavle 67

Klum (ikke Heidi)

 I lang tid troede jeg Bubber var en slags tricot, fjernsynet trak i, fordi det skammede sig, og som (også) skulle dække over angsten for det tomme rum. Og alle i fjernsynet skiftedes til at trække i heldragten. De eneste der ikke brugte Bubbermands-dragten var kentnisser. For man vidste, at kentnisser helst sku være i kentnistøj, når de legede børnelege og grinede og pigehvinede som den gang i det store frikvarter. Jeg troede brugen af kentnisser skyldtes, at B-heldragten var til vask.

Og fjernsynet sagde hver gang det samme: ” Nej, jeg gider altså bare ikke være voksen mere”. Sommetider dækkede jeg selv skærmen til med en badekåbe, hvis der ikke stod Bubber på skærmen. Jeg følte mig så forladt.

ps. Og filmen om røde og blå mennesker i Danmark var den samme serie, bare med nye skuespillere (ksn 2007-)

tæppe

Viggo Madsen, re-citeret fra DEN FRI

1 akt er en forundring, 2 akt er en
viljesakt – man må søge be-
kræftelsen hvor den findes

forståelsesrammen er
elastisk, den kravler vi
gerne igennem

i os-og-dem-opstillingen
er det vel os
som er os?

til daglig er aflyst, vi har
det vidunderlige fælles, så må vi
tage fat i det forhåndenværende

det er som fisk i havet
vi bliver ædt, for havet er stort her
må vi trives

omkostningsniveauet er for-
færdende, hvad er
omkostningsniveauet?

forståelsen byder sig til som
en tærte og der er
lys på

at mit liv var ødelagt blev det
ikke bedre af, her må vi
give os til kende

endeligheden kom silende ind,
her skulle man så
kvittere

• Disqus

tavle 45

Papirklip som foto. Klippet ud. Det reelle er her de sorte huller. Negativ og positivudgaverne komplementerer både i tid og i rum i modsætning til spor i sneen, hvor vi var gået hjem.

Smögen 2010

I går vand som tyndhudet boble, der kupler op til et givent punkt. Balance mellem mellem tryk indefra og udefra. I dag ter vandet sig dvask (kun tryk udefra), Finder andre balancer..

B

objekt, beskrevet

dias-projektion. Viborg 2008

Bjelkeantologien fra for et par år siden, stadig til anbefalelse

Tavle 5

Fuglene Skovgaardmuseet

Fuglene på museet (Svend-Allan Sørensen)

Information d.d. om Tranströmer

Tranströmer forklaret

Konkret. Sidste torsdag modtog Tomas Tranströmer årets Nobelpris i litteratur med begrundelsen, at 'han i fortættede, gennemlyste billeder giver os ny adgang til det virkelige'. Hvad er det, den store svenske digter kan med sproget og ordene? For at få svar på det spørgsmål har vi bedt to forfattere og en akademiker om at forklare præcis, hvad det er, Tranströmer kan. De tre, Henrik Nordbrandt, Camilla Christensen og Birgitte Steffen Nielsen, tager hver især udgangspunkt i et selvvalgt digt

·          

Organisk. 'Tranströmers digte virker på mig, som om de ikke er skrevet, men åndet ind i papiret. Og ånden er til stede i hver linje. Fra hans først udgivne bog til den sidste i rækken fremtræder forfatterskabet ejendommeligt helt og organisk,' lyder det fra forfatter Henrik Nordbrandt.

Af: HENRIK NORDBRANDT, BIRGITTE STEFFEN NIELSEN OG CAMILLA CHRISTENSEN

13. oktober 2011 | Om denne artikel

Opslag til denne artikel

Emneord:	forfattere , litteratur , Nobels litteraturpris, poesi
Personer:	Tomas Tranströmer

Skitse i oktober

Bugserbåden er fregnet af rust. Hvad laver den her så langt inde i landet?

Den er tung, slukket lampe i kulden.

Men træerne har vilde farver. Signaler til den anden bred!

Som om nogle ville hentes.

På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.

De er de hjælpsøgende fingre på en

der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.

Vi er jordens.

Digtet stammer fra samlingen Stier(1973). Oversat af Peter Nielsen. Udgivet i Samlede Tranströmer,Rosinante 2011

Af Henrik Nordbrandt

Uanset hvilke lyse ideer der måtte opstå i ens hoved, når man opfordres til at sige noget om Tomas Tranströmers digte, ved man udmærket, at det, man siger, sikkert allerede blevet sagt mange gange før. Derfor kan jeg lige så godt begynde med at citere noget, jeg selv har sagt:

»Skulle jeg prøve på at forklare den helt specielle oplevelse, som et Tranströmer-digt kan sætte i gang hos læseren, ville jeg nok beskrive den som en næsten chokagtig fornemmelse af at få indsigt i noget, som på én gang er helt nyt og meget velkendt. Noget aldrig tidligere oplevet, der kommer fra et sted, man ikke anede eksisterede, men som man ved, også findes dybt inde i en selv.«

Det er dog ikke bare Tranströmers metaforik, hans evne til at skabe associationer, som ikke kun går fra A til B, C eller D, men ofte på en helt indlysende måde, fra A til Z, der er så enestående. Metaforik alene kan ikke skabe digte af en sådan substans. Der skal mere til. Om dette’mere’ skal kaldes tone, diktion eller musik, ved jeg ikke. Det er nok en kombination af de tre ting. Måske kunne man kalde det for ånd.

Tranströmers digte virker på mig, som om de ikke er skrevet, men åndet ind i papiret. Og ånden er til stede i hver linje. Fra hans først udgivne bog til den sidste i rækken fremtræder forfatterskabet ejendommeligt helt og organisk.

Derfor er det også en umulig opgave at skulle vælge sit Tranströmer-yndlingsdigt. Valget ville sandsynligvis blive et nyt, hver gang man forsøgte. Altså ser jeg ud ad vinduet og slår op på »Skitse i oktober«.

April og stilhed

Foråret ligger øde.

Den fløjlsmørke grøft

kryber ved min side

uden spejlbilleder.

Det eneste der lyser

er gule blomster.

Jeg bæres i min skygge

som en violin

i sin sorte kasse.

Det eneste jeg vil sige

glimter uden for rækkevidde

som sølvet

hos pantelåneren.

Fra Sørgegondol, 1996

Af Birgitte Steffen Nielsen

Kan man forestille sig et stærkere billede på afasi end det sølv, man har pantsat og tilsyneladende ikke har nogen mulighed for at indløse igen, og som nu ligger og glimter uopnåeligt i vinduet hos pantelåneren? Et uindløseligt sprogligt pant, ordene, der ikke vil, som man selv vil. Adgang nægtet. Umiddelbart er alt i dette digt knugende tavst, lige fra det lyddæmpede ‘fløjlsmørke’ til ‘jeget’, det tavse instrument i violinkassen. Alligevel er digtet så fyldt af stemme!

Det minder mig altid om det, Roland Barthes siger om den schumannske klaverstemme: »(klaveret) taler uden at sige noget, på samme måde som en stum, der på sit ansigt afslører den uartikulerede taleevne«.

At digtets udsigende stemme er afatisk, er en form for paradoks, digtet består jo trods alt af ord. Og ordene udgør tilsammen et så smukt og læseligt digt. Spørgsmålet bliver så, hvad forholdet er mellem digtets faktiske fireogfyrre ord og så de begærede ord, der var uden for rækkevidde og var det eneste, digtet ville sige.

Instrumentet, der ligger passivt i sin kasse, er et effektivt billede på absolut stilhed, men samtidig er det et mindst lige så stærkt billede på potentiel lyd, på en mulig musik. Digtet, der handler om ikke at kunne sige det eneste, man gerne vil sige, rummer en stor gestisk overskridende kraft. Det rummer en henvendelse, der i den grad når os. Det, vi som læsere er vidne til og berøres af, er en stemme, der strækker sig frem i en bestræbelse på at åbne et resonansrum.

Det er det, jeg synes er så vigtigt og så fantastisk ved Tomas Tranströmers digte: måden, hvorpå han insisterer, at vi altid kun er halvvejs mod sproget.

Hans digte har en helt særlig lydhørhed over for det potentielle, alt det, der kunne have været. Ofte får ‘dette, der kunne have været’ en form for tilstedeværelse i digtene, og jeg tror, at det er med til at betinge den særlige sproglige åbenhed, der kendetegner hans poesi.

Som det hedder i digtet »Det blå hus«: »Vi ved det egentlig ikke, men aner det: der er et søsterskib til vort liv, som følger en helt anden rute. Mens solen brænder bag øerne«.

Med vores klichéer, hurtige domfældelser og alle mulige andre former for færdigpakket sprog gør vi hinanden og verden mindre. Det er præcis det modsatte, der er på færde hos den svenske digter.

Langsom musik

Bygningen er lukket. Solen trænger ind gennem ruderne

op opvarmer oversiden af skrivebordene

der er stærke nok til at bære menneske- skæbners vægt.

Vi er ude i dag, på den lange vide skråning.

Mange er i mørkt tøj. Man kan stå i solen og lukke øjnene

og mærke hvordan man langsomt blæser fremad.

Jeg kommer for sjældent hen til vandet. Men nu er jeg her,

blandt store sten med fredelige rygge.

Sten der langsomt er vandret baglæns op af bølgerne.

Digtet stammer fra digtsamlingen Klange og spor (1966). Optrykt i Samlede Tranströmer, Rosinante. Oversat af Peter Nielsen

Af Camilla Christensen

Står der mon noget på de blanke linjer? Digtet hedder »Langsom musik«. Digtet er langsom musik. Digtet er bevægelse.

Indefra og ud og videre ud; fra ubestemte skæbner til ‘vi’ til ‘jeg’; fra sol til jord og vind til vand; fra tunge skriveborde til mørkklædte, lette mennesker til endnu tungere sten.

Og skrivebordene bærer, menneskene blæser, stenene vandrer. Digtet forløber i tid, og digtet er fyldt med tider, der forbinder sig via vinden, vandringen, digtets indre bevægelse, og ringen sluttes på mærkelig vis, som om stenene en dag vil vandre helt ind på de ubevægelige skrivebordes plads (hvilket rent rationelt heller ikke er helt usandsynligt).

Digtet er fra 1966, det er blevet udlagt som samfundskritik: fangenskab, stilstand, på arbejdspladsen, i kulturen, versus friheden, udenfor, i naturen. Sådan kan det læses, men så er det reduceret til kronik, for ligesom musik taler gode digte for sig selv og kan ikke oversættes, udlægges, i et anderledes kommunikerende sprog, uden at noget vigtigt går tabt eller unddrager sig.

Sætter man, som jeg gør her, fokus på enkeltelementer, forsvinder helheden, og forsøger man at begribe helheden, digtets bevægelse — og det ved digtet, der bevæger — mister man før eller siden talens brug, for digtet er større end sproget. Tranströmer er som få i stand til at vise det komplekse, det uudtømmelige, tilsyneladende enkelt. Dog ville digtet være mindre uudtømmeligt, hvis det ikke var for de formidable — og for en digterkollega yderst misundelsesværdige — spring, han også mestrer, de tilsyneladende uformidlede overgange mellem billedrum, tydeligere i andre af hans digte, men også til stede her.

For hvad er det, man aner i springet mellem det ene og det andet billedrum, mellem bygning og skråning, mellem skråning og strand, mellem sten og skriveborde? Står der mon noget på de blanke linjer? Eller skrives det undervejs i mig, i læseren?

At læse digtet er som at se noget ud af øjenkrogen, der forsvinder, hvis man retter blikket mod det. Som at ane noget, man godt ved, at man ikke ved, men inderligt gerne vil vide.

Derfor kan jeg læse digtet igen og igen. Hver gang i håb om omsider at kunne udfylde de blanke linjer, fastholde den sansende erkendelse, digtet giver mig, og som løfter mig, og hver gang hjælpeløst ude af stand til at gribe den — for slet ikke at tale om at kommunikere den videre, selv om netop dét er opgaven her.