Replik til Hanne Richardt Beck/blog stadig om sprog(røgtning)

Morgenstundens noter
1. Enzensberger (om den spanske borgerkrig),Orwell (Newspeak) og Klemperer (LTI) har påvist de politiske faconer på at dreje ord 180 grader. Og Foucault. (dekorativer er mit yndigste ord til det. Det grimmeste for det grimmeste er perversitativer)
2.Der er en tilbøjelighed til at enhver udstansning gør brug af det, newspeakagtigheder. Det er muligvis blevet lettere at se og opdage. Men diverse større fagområder, uddannelse, erhvervsliv o. lign. udvikler en retorik, en dialekt, der måske er mindre tydelig end som så, og derfor mere retorisk subtilt lægger sig stille og roligt om mund og mere væsentligst om ører. Hvor intentioner bag om ryggen først sent opdages (virksomhedssprog som language incorporated eller hvad nu navnet kunne være). Hvis et skolesystem og lign institutionelt, ønsker et bestemt mål og gerne vil derhen uden for megen modstand, så skal der mere end argumenter til. Argumenternes layout skal være performative, innovative og skal meget hurtigt være "vores" og i en vis grad kun "vores". Altså der tales ejerskab og det som en del af uniformeringen. Sproget må helst ikke opdages som liggende udenpå som tøj, men skal være transparent som "sådan er det bare". Effekten er at der gøres en maskine, en sprogmaskine af det kollegiale fællesskab. Eller fællesskabet bliver en friktionsfri maskine, der så kan nå hen til det mål jo hastigere, jo bedre. Og snakker vi en bilfabrik, så kan det aflæses på regnskabet. På koreansk= at være gift med sit arbejde og ikke med sin kone. (min oversættelse. ksn) 
2. Talte forleden med en om Folketingets mangel på (sproglige) markantheder. Der udvikles og raffineres et setup af sproglige spillebrikker, som er (/føles)nødvendige og friktionsfrie, i den forstand at den gamle forsamlingshusretorik ikke er gangbar mere. Der er så på tv opstået en anden form for retorik (som jeg lige lader ligge nu). Blot tilføje at billedmediets retorik har med hele fremtoningen totalt at gøre.(som vi analogt  siger her på matriklen:man vinder et melodiGrandPrix på udseende og antal lyspærer og røg. Man vinder ikke på sangen. Helst ikke).  Og der er i debatten opstået en mere differentieret retorik. Publikken er blevet bedre uddannet. Politikeren ligeså; hun er blevet teknificeret af de store parametre, som alle har økonomi til efternavn. Og da hun hurtigt ved hvilke djøficerede ord, der er valide (læs= det modsatte af invalide) Men først og fremmest er det sproglige spil indlært af de fleste af de 179. Det performative ligger ikke dér -tydeligt. Men stadig kan der sagtens laves et katalog over afdelingen for sproglige krumspring, og hvordan vifter man et spørgsmål væk, så det mindst muligt opdages. Og hvorfor forlænger man sit svar ved at fuldt ud at gentage reporterens spørgsmål (Ulla Tørnæs). Det er forståeligt altsammen og afslørende. (Og hvorfor har jeg valgt at bringe netop denne min mening i netop den form.....?)(og der var hilsner til både Hanne, Sten, Anders og Bo uden navns nævnelse (læs=implicit). 
   ps. Hvis ord er faldet ud eller stavet forkert skyldes det den digitale teknik, ikke mig, sagde jeg).