igen en liden antydning omkring sprog-idiosynkrasier

Nu er der jo forskel på om ordene har store politiske virkninger, dvs hvis et ord demagogisk udskiftes  med et mere kosmetisk andet. Det lader jeg lige ligge til en alvorligere stund.


Korrelatfejl af enhver art gør mig småpirrelig. Kasusfejl. Hans og sin-sammenblandingerne, som jeg i øvrigt troede jeg havde 100% styr på. Og man bliver så dejlig sårbar, når man begynder at snakke fejl, for så kommer der godt nok skarpe øjne tilbage i masken på en.
Alt dette vil jeg mere systematisk tage fat i, men får lyst til at starte med en nok meget subjektiv og for andre uforståelig sag. Ja, det er en pjatting og falder delvis uden for almen sprogrøgtning.
Men det er skåleri, jeg omtaler lige nu. Jeg fatter ikke helt skåleriten. Skål. Ok fint, det er jo led i hilseritualet både i dette landet og resten af verden. Og så går der 3-4 minutter, så bliver der igen sagt skål og sådan i intervaller med fast minuttal. Jeg skal gerne osse 3.gang sige skål eller bløb eller etellerandet. Og jeg erkender, at der er sammenhænge, hvor den mentale aflusning og klap på skulderen er nødvendig, men automatikken for pokker.