Oplæsning //INDSAMLING til FLYGTNINGEBØRN

Anders Vægter Nielsen: 1533 - et drab og en rejse

Min læsning af Anders Vægter Nielsens roman:  1533-et drab og en rejse . Udgivet på Jensen& Dalgaard

Som så ofte før er der bøger af kvalitet, der ikke ses  i  aviserne og hvad vi ellers har.   Disse vantider hedder:  VIRKÅRLIGHED , VILKÅRLIGHED, VILKÅRLIGHED

Vægters bog  er interessant på mange måder.

Der er så fx det genremæssige, hvor der kun delvist er tale om en historisk roman (som jeg normalt ikke gider læse), men den er så meget andet. Den iblander på organisk vis dokumentarisk  stof og direkte arkaiske sprogformer og sentenser, der farver det, som jeg om lidt vil kalde en sproglig  skulptur, fordi der er tale om skrift-materialitet, der fint og intenst folder sig ud som en spruttende motor..

 Det kan normalt være et problem, fordi hvad er dokument, og hvad er fiktion i kolossen. Men her gør det intet (skidt), da det klart både,  at der er tale dokument og så fiktionen der lægger sig forklarende til hinanden, så diskrepansen ikke opstår.   Fortælleraspektet har lagt sig omkring og i personerne, der ytrer sig.

Plottet holdes fast hele vejen i kraft af personernes gøren –ja-og sigen i den grad. Er plottet vigtigt. Nja, det er en fineste makronbund for fortællingen, hvorpå der oven på slås på alle mulige trommer, som  pisker fløde og bølger oven på.

Det er ikke en alm hybrid på den måde, som man må forstå.

 Bogens titel, der er et årstal: 1533 er ikke ligegyldigt, naturligvis ikke. Men kronolgien er ikke i den forstand dynamo, selvom den opretholdes, ja den hører med til det monstrum af levet liv, vi følger.

 Det er en skulptur, der er bygget op af ja, osse af de ingredienser, der hører til en epoke-beskrivelse.  Men det performative skrift er i den grad ON STAGE.

Vi sagesløse læsere, operatører, der føler en kraftig trang til at lege med, kan naturligvis ikke rationelt lege med i en scene fra 1500-tallet, og så alligevel : forestillingsrummet lokker med noget der så bliver en samtidighed, hvor jeg i hvert fald udstyres med vadmelskofte og le til at pande magten ned med.

Materialiteten danner  (sig i) sproget og omvendt, sådan at man står med en plastisk figur af en roman, der faktisk  definerer sig som både sprog og stille plot i en kunstfærdig mobile. Det skrives frem ,så man ikke bare kan sige forfærdeligt om forholdene dengang i 15 hundredtallet og hvidkål - med 2018-briller, men man bringes ind i og tilbage i en samtidighed, så man dels  er lige ved at forstå pryglene som en naturlig ting, en nødvendighed for den retsmæssige sikkerhed. Der er ikke noget der i vores forstand hedder menneskerettigheder. Nej, sådan er det bare: magten bestemmer ,som var de indsat af Vorherre selv. Og ens forståelse for magten svinder dels i øjeblikket efter, når det direkte er kroppene, der skal betale.

Den er filmisk i sit væsen, men samtidigt vil en transformation til filmlærredet ikke kunne lade sig gøre, hvis det skriftlige korpus samtidigt skulle skylles bort. Det intense sprog ville blive  skyllet over i det filmiske plot, og så ville roman-skulpturen dø. Anbefales  enhver læser, der er i stand til at indstille sine øjne mod det rette.

Læst af Knud Steffen Nielsen

posiarrangement, et af de første, jeg havde medansvar for

Jeg havde inviteret hende til at læse op, og hun stammede og havde givet mig besked om, at det nok ikke gik.  Jeg insisterede og hun kom.   Flere af hendes kolleger og publikum troede, at det var en del af performansen. De købte udgaven som sådan. Der er brand i teatret. Men det har han jo råbt. Bajadsmanden. Og vi slår gækken løs så det kramper. Måske var det godt sådan menneskeligt set. Måske. Men det kunstneriske udtryk lånte noget et andet sted fra. Men flere vidste ikke hvad det var.  Et ufrivillig  twist. Jeg fokuserede på blindheden i modtagelsen.

lidt rester fra mit bidrag til Lutherbog 2017

Til billedshow på Biblioteket i Viborg i denne eller næste måned.

Om Luther og Cranach d.æ.

Jeg afstår fra at bruge egne og andres billeder, (men bruger disse teser som mit indslag) jeg afstår fx fra at male et portræt af Luther eller Cranach d.æ. Nedenstående skulle gerne forklare, hvorfor jeg afstår (ikke at jeg føler mig ramt af et middelalderligt billedforbud, men fordi jeg vil mene, det ligger uden for maleriets evne. Hvis man alligevel forsøger skal det have hjælp af ord, hjælp af indforstået kontext, ku man osse sige:

IKONOKLASTING (1500-tallet) 

DE 21 TESER:

         

 1Jeg må ikke gøre et billede af Guden og det hellige.

     

2Cranach arbejdede som en vild som billedmager for at støtte Luther.

3Det var da osse mere Calvin og Zwingli, der rasende daskede til billederne

   

4Er mennesket helligt, så må der ikke gøres billeder af dem.

*

5Er brødet ved nadveren Christi legeme? Og vinen Christi blod?

*

6….hvis kun symbolsk, så er det vel alligevel helligt og forbudt som billede.

     *

7Kan en pind være så guddommelig, at det er indeholdt i billedforbuddet?

           *

8Nu skal jo så ikke glemmes, at Martin L ikke var så rigid i opgøret med De ti buds nr 1:  Du må ikke gøre billeder af Vorherre.

*

Noget helt andet: Hvad vil et maleri af Martin L, mit fx, kunne bibringe af nyt? Om Luther?

*

 ….vel kun noget om min egen psykologiske opfattelse af figuren Luther og dermed kun fortælle om migselv.

*

  Vi har kun andres afbillede udgaver, dvs deres opfattelser af Luther. Ikke fyren direkte, endikke et fotografi.

*

Man kan male en citron, en dytbil, en kone, der sidder på en stol, altså konkrete gengivelser, men kan man gengive i maleri sætninger som ”hvor i alverden skal jeg kunne få råd til en ny fladskærm?” ”evigheden er svær at forestille sig”.

*

…alt dette er lettere at skrive om

*

Jeg kan skrive om den rejse, jeg tænker på at give min kone næste år. AT MALE det er umuligt.

*

 Svært at rejse i tid frem og tilbage i MALERI.

*

Det forbudte gudebilled GULDKALVEN kan gengives konkret. Se dér har vi sørme en ko. Men betydningerne af muh-koen som tanke, dvs fornægtelse af Vorherre, overtrædelsen af afguderi, er ikke maleriets evne.

*

Hvis du laver en tegneserie om koen, kan du ved hjælp af sprog, og ved at fragmentere totalbilledet, der så efter aftalen, vi har, at 5 cartoonkasser efter hinanden fremstille et tidsmæssigt forløb.

            *

Hagekorset har vi vedtaget som tabu  pga historiske begivenheder. Altså et billedforbud.

*

….et billede kan altså springe ud af sin uskyldighed og blive til en kraft udenfor.

….dette gør alle billeder mere eller mindre udtyndet.

*

Er en niquab mere et tabuiseret billede end en klædedragt?

*

      For mig bekræftes renæssancemalernes brug af akvamarin (den blå, you know) som værende anset for hellig. Se Fra Angelico.

På Bequa , tæt på Fidji, respekterer de stadig deres hajgud så højt, at navnet aldrig må udtales, men gerne skrives.

(der er ting, der skal tjekkes)    

v4  Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. v5  Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; v6  men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

Forordning om alteret

v22  Herren sagde til Moses: Dette skal du sige til israelitterne: I har selv oplevet, at jeg har talt til jer fra himlen. v23  I må ikke lave guder af sølv ved siden af mig, og I må ikke lave jer guder af guld. v24  Du skal lave mig et alter af jord, og på det skal du bringe dine brændofre og dine måltidsofre, dine får og dine køer. Hvor som helst jeg lader mit navn nævne, vil jeg komme til dig og velsigne dig. v25  Men hvis du vil lave mig et alter af sten, må du ikke bygge det af kvadersten. For ved at bearbejde dem med mejsel har du vanhelliget dem. v26  Du må ikke gå op på mit alter ad trin, for at ikke dit køn skal blottes over det.

         

om døden

Kammerater

ØKO-poesi

broderi