tirsdag den 6. februar 2018
Digtningens kontinuum
Knud Steffen Nielsen
Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag
215 sider, 200 kr.
Af Anders Møller Gade
Knud Steffen Nielsen har hen over de sidste årtier beriget os med den ene mere eller mindre absurd og mesterlig særprægede digtsamling efter den anden. Denne digtning henover årtierne har forlaget Det poetisk bureau nu samlet i et udvalg med den passende titel Udvalgte digte. Her rummes bidrag lige fra debuten “Indskrift” i 1980, hvor det nok er sprogets mere taktile karakter, der er i fokus til de to næste digtsamlinger “Og lyset knytter sig til om lidt” og Lakune”. Her slås en række af forfatterskabets tematikker an, bl.a. forholdet mellem konstruktion (sproget) og virkeligheden, bevidsthed og kroppen, livets og verdens midlertidighed (tidens fremadskridende proces), og alt dettes indflydelse på den størrelse vi kaldet jeg’et.
Disse tidlige digte er i antal ikke repræsenteret i så rigt et mål som de senere digte.Vægten af digte er lagt på digte fra digtsamlingen “Farven Godot” og frem til den seneste udgivne “Derfor står jeg frem nu”. I udvalgte digte er også medtaget enkelt digte som er at finde på denfri.dk, samt afsluttende i appendix to nyere tekster “Bænken” Og “Hate”, den sidste er tidligere udgivet i Nordisk Ministerråds bog fra den finske bogmesse.
Farven Godot
Det er i disse senere digte, det digterisk gennembrud sker vel for alvor med “Farven Godot”, at Knud Steffen Nielsen finder det udtryk som vi kender ham så godt for. Et udtryk som gennem årene raffineres og udvikles til rene mesterstykker, der gør ham til en digter uden sidestykke i Danmark. Digtet, som indeleder den seneste digtsamling “Derfor står jeg frem nu”, er nok nær noget det der mest er et samlende udtryk for hele dette digteriske virker. Det lyder som følger:
“Det foreløbige punktum. De midlertidige ønsker.
Et kvarter ad gangen. Et år ad gangen.
De enkelte dele holdes sammen af
Indtil - videre,
dvs lys sendt fra afdød stjerne
Og den måde, jeg tæller det splintrede på”.
Det provisoriske
Vi kan nok prøve at sætte et punktum til markering af ende og begyndelse, som en indramning af tid, hvori vi kan skabe mening og sammenhænge. Det kan virke så definitivt, så fast, men som tiden går erfares det at selv punktummet, i teksten, i livet, blot er noget foreløbigt. Det øjeblik, der var lige før er gået kommer ikke igen, afløses af det næste øjeblik, som igen afløses af endnu et. Ligesom den mening digteren har skabt i dag kan være væk i morgen og det der står tilbage er den tid, som er gået imellem.
Tidens fremadskridende bevægelse er på måde den store destabilisator i tilværelsen. Den undergraver enhver fast form og vi står som mennesker tilbage med et vilkår i tilværelsen, som det her hedder i digtet “Provisorisk” fra “Farven Godot”:
“…Indtilvidere.
Som var vi foreløbige: et udkast
til senere”.
Og sådan skriver han på tidens fremadskridende gang. Han lader sig selv og os, i sin digtning, befinde sig/os mellem et før og et kommende nu, i mellempostionen med udsigt til det tabte, ødelagte og fortidige øjeblik og med udsigt til de tilsyneladende muligheder som kommer med det næste.
Vi er med hele vejen. Vi får ikke først rapporten når turen er overstået, men indvies som læsere i tidens fremadrykkende forandring, kort sagt vi er med på hele turen. Vi er med når forandringer finder sted. Det sker i linjernes brud, i tidens og digterens opløsning af faste sammenhænge og i Knud Steffen Nielsens bevidst manglende brug af konjunktioner. Det virker til tider, hvis ikke hele tiden, som sabotage af den faste læserytme, men inden længe erfares det, at denne digtning konsekvent minder en om at man er til stedet under læsning. Denne digtning skaber netop et rum for læseren at træde ind i og uvilkårligt, ihverfald for denne anmelder, digter og leger man med i dette sproglige maskineri.
Og i digtenes brudte linjer, i opløsningen af sproglige konjunktioner og kohærente udtryk, skabes en digtningen, som på smukkest vis forener form og indhold og giver en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske.
Anfægtelsens motor
Livet. Det kaotiske. Vi er kastet ud i det, uden selv at være tage med på råd. Og med tidens destabiliserende faktor bliver det svært at sige og gøre noget som virker grundfæstet. Opnå vished. Hvad der gjaldt i går, gør ikke i morgen. Vi er på gyngende grund. Selv i sproget, som nok på overfladen ser ud til at køre helt fint kan vi ikke vide os sikre. Hvordan kan jeg vide, at det jeg siger, bliver opfattet på den måde som jeg har sagt det.
Logisk set kan vi ikke sige meget andet en livet er livet. Alt udover dette tautologisk udsagn er en udvidelse, en tillægsbillet som vi ikke har dækning for. Denne skepsis over for sproget er central i Knud Steffen Nielsens digtning.
Sproget kan ikke bruges til repræsentative udtryk om verden, om en selv. Der foregår altid et tillæg i brugen af sproget, et tillæg hvor det ikke er muligt at afgøre hvad der er sandt og hvad der er illusorisk.
Vi er på den måde hos Knud Steffen Nielsen spændt for anfægtelsens motor. Det betyder omvendt, for Knud Steffen Nielsen, at der ikke er nogle regler at overholde. Ballet er åbent. Spillet er frit. Scene er klar.
I den langt ud fantastisk digtsamling “Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, er denne anfægtelsens motor i højeste gear. Her trækker han i bajadsens klæder, legende og munter, ubekymret og latteren får fri bane under læsningen. Her sproget en scene hvor snart den ene snart den anden mere eller mindre rablende figur træder op på. Jeg’erne står i kø for at afløse hinanden. Og vi hvirvler derudaf i et vildt og fantastisk kaos.
Selvom latteren har forrang, efterlades men alligevel med indtrykket af en uro. Der er en uro, under latteren, i disse digte. En uro over tilværelsen, over dette kaos, over den manglende vished.
Og så alligvel. Gør jeg ikke blot digtet til et spejl? Et spejl hvori jeg ser det, jeg bringer med?
Kontinuum
Knud Steffen Nielsen lader os dog ikke hænge i dette kaos. Overalt i hans digtning henvises der til en kropslig sanselig erfaring, der må, hvis vi ikke skal befinde os i en evig dekonstruktion, være et udgangspunkt. Et punkt i kaos at se tingene fra. Og i digtsamlingen “En kinamands chancer”, åbnes for endnu en mulighed.
“Det er et digt, det er to digte.
Vi lever alene. Vi lever ikke alene”.
Vi lever som sociale væsner. Vi mødes, taler sammen, omgås hinanden i et væk. Vi lever ikke alene. På den anden side, er vi skilt fra hinanden. Vi har ikke et fælles eksistentielt mandat. Jeg kan ikke sige dit liv er mit, eller jeg ser du har ondt, men det er ikke min smerte. På den vis kan vi ikke gøre fælles objektiv krav på eksistensen. Dette mandat er kun subjektivt. Vi lever altså alene.
Vi lever i disse to modsætninger. At leve alene og ikke leve alene. Men digtet her tilbyder en tredje mulighed. Digtet her er netop muligheden for at se, at det forholder sig sådan. Det udgør et trejde punkt, hvorfra de to andre punkter kan ses. Hvor de to modsætninger kan eksisterer samstemmende. Digtningen udgør således et refleksivt punkt hvor der kan opnås bevidsthed om disse modsætninger i tilværelsen. Digtningen danner på den vis et kontinuum.
Lad dette blive udgangen på anmeldelsen her og indgangen til Knud Steffen Nielsens digtning. Herfra skal lyde en opfordring. Og med udgivelsen af “Udvalgte digte”, synes der ikke længere at være en undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med dette fremragende forfatterskab.
Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag
215 sider, 200 kr.
Af Anders Møller Gade
Knud Steffen Nielsen har hen over de sidste årtier beriget os med den ene mere eller mindre absurd og mesterlig særprægede digtsamling efter den anden. Denne digtning henover årtierne har forlaget Det poetisk bureau nu samlet i et udvalg med den passende titel Udvalgte digte. Her rummes bidrag lige fra debuten “Indskrift” i 1980, hvor det nok er sprogets mere taktile karakter, der er i fokus til de to næste digtsamlinger “Og lyset knytter sig til om lidt” og Lakune”. Her slås en række af forfatterskabets tematikker an, bl.a. forholdet mellem konstruktion (sproget) og virkeligheden, bevidsthed og kroppen, livets og verdens midlertidighed (tidens fremadskridende proces), og alt dettes indflydelse på den størrelse vi kaldet jeg’et.
Farven Godot
Det er i disse senere digte, det digterisk gennembrud sker vel for alvor med “Farven Godot”, at Knud Steffen Nielsen finder det udtryk som vi kender ham så godt for. Et udtryk som gennem årene raffineres og udvikles til rene mesterstykker, der gør ham til en digter uden sidestykke i Danmark. Digtet, som indeleder den seneste digtsamling “Derfor står jeg frem nu”, er nok nær noget det der mest er et samlende udtryk for hele dette digteriske virker. Det lyder som følger:
“Det foreløbige punktum. De midlertidige ønsker.
Et kvarter ad gangen. Et år ad gangen.
De enkelte dele holdes sammen af
Indtil - videre,
dvs lys sendt fra afdød stjerne
Og den måde, jeg tæller det splintrede på”.
Det provisoriske
Vi kan nok prøve at sætte et punktum til markering af ende og begyndelse, som en indramning af tid, hvori vi kan skabe mening og sammenhænge. Det kan virke så definitivt, så fast, men som tiden går erfares det at selv punktummet, i teksten, i livet, blot er noget foreløbigt. Det øjeblik, der var lige før er gået kommer ikke igen, afløses af det næste øjeblik, som igen afløses af endnu et. Ligesom den mening digteren har skabt i dag kan være væk i morgen og det der står tilbage er den tid, som er gået imellem.
Tidens fremadskridende bevægelse er på måde den store destabilisator i tilværelsen. Den undergraver enhver fast form og vi står som mennesker tilbage med et vilkår i tilværelsen, som det her hedder i digtet “Provisorisk” fra “Farven Godot”:
“…Indtilvidere.
Som var vi foreløbige: et udkast
til senere”.
Og sådan skriver han på tidens fremadskridende gang. Han lader sig selv og os, i sin digtning, befinde sig/os mellem et før og et kommende nu, i mellempostionen med udsigt til det tabte, ødelagte og fortidige øjeblik og med udsigt til de tilsyneladende muligheder som kommer med det næste.
Vi er med hele vejen. Vi får ikke først rapporten når turen er overstået, men indvies som læsere i tidens fremadrykkende forandring, kort sagt vi er med på hele turen. Vi er med når forandringer finder sted. Det sker i linjernes brud, i tidens og digterens opløsning af faste sammenhænge og i Knud Steffen Nielsens bevidst manglende brug af konjunktioner. Det virker til tider, hvis ikke hele tiden, som sabotage af den faste læserytme, men inden længe erfares det, at denne digtning konsekvent minder en om at man er til stedet under læsning. Denne digtning skaber netop et rum for læseren at træde ind i og uvilkårligt, ihverfald for denne anmelder, digter og leger man med i dette sproglige maskineri.
Og i digtenes brudte linjer, i opløsningen af sproglige konjunktioner og kohærente udtryk, skabes en digtningen, som på smukkest vis forener form og indhold og giver en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske.
Anfægtelsens motor
Livet. Det kaotiske. Vi er kastet ud i det, uden selv at være tage med på råd. Og med tidens destabiliserende faktor bliver det svært at sige og gøre noget som virker grundfæstet. Opnå vished. Hvad der gjaldt i går, gør ikke i morgen. Vi er på gyngende grund. Selv i sproget, som nok på overfladen ser ud til at køre helt fint kan vi ikke vide os sikre. Hvordan kan jeg vide, at det jeg siger, bliver opfattet på den måde som jeg har sagt det.
Logisk set kan vi ikke sige meget andet en livet er livet. Alt udover dette tautologisk udsagn er en udvidelse, en tillægsbillet som vi ikke har dækning for. Denne skepsis over for sproget er central i Knud Steffen Nielsens digtning.
Sproget kan ikke bruges til repræsentative udtryk om verden, om en selv. Der foregår altid et tillæg i brugen af sproget, et tillæg hvor det ikke er muligt at afgøre hvad der er sandt og hvad der er illusorisk.
Vi er på den måde hos Knud Steffen Nielsen spændt for anfægtelsens motor. Det betyder omvendt, for Knud Steffen Nielsen, at der ikke er nogle regler at overholde. Ballet er åbent. Spillet er frit. Scene er klar.
I den langt ud fantastisk digtsamling “Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, er denne anfægtelsens motor i højeste gear. Her trækker han i bajadsens klæder, legende og munter, ubekymret og latteren får fri bane under læsningen. Her sproget en scene hvor snart den ene snart den anden mere eller mindre rablende figur træder op på. Jeg’erne står i kø for at afløse hinanden. Og vi hvirvler derudaf i et vildt og fantastisk kaos.
Selvom latteren har forrang, efterlades men alligevel med indtrykket af en uro. Der er en uro, under latteren, i disse digte. En uro over tilværelsen, over dette kaos, over den manglende vished.
Og så alligvel. Gør jeg ikke blot digtet til et spejl? Et spejl hvori jeg ser det, jeg bringer med?
Kontinuum
Knud Steffen Nielsen lader os dog ikke hænge i dette kaos. Overalt i hans digtning henvises der til en kropslig sanselig erfaring, der må, hvis vi ikke skal befinde os i en evig dekonstruktion, være et udgangspunkt. Et punkt i kaos at se tingene fra. Og i digtsamlingen “En kinamands chancer”, åbnes for endnu en mulighed.
“Det er et digt, det er to digte.
Vi lever alene. Vi lever ikke alene”.
Vi lever som sociale væsner. Vi mødes, taler sammen, omgås hinanden i et væk. Vi lever ikke alene. På den anden side, er vi skilt fra hinanden. Vi har ikke et fælles eksistentielt mandat. Jeg kan ikke sige dit liv er mit, eller jeg ser du har ondt, men det er ikke min smerte. På den vis kan vi ikke gøre fælles objektiv krav på eksistensen. Dette mandat er kun subjektivt. Vi lever altså alene.
Vi lever i disse to modsætninger. At leve alene og ikke leve alene. Men digtet her tilbyder en tredje mulighed. Digtet her er netop muligheden for at se, at det forholder sig sådan. Det udgør et trejde punkt, hvorfra de to andre punkter kan ses. Hvor de to modsætninger kan eksisterer samstemmende. Digtningen udgør således et refleksivt punkt hvor der kan opnås bevidsthed om disse modsætninger i tilværelsen. Digtningen danner på den vis et kontinuum.
Lad dette blive udgangen på anmeldelsen her og indgangen til Knud Steffen Nielsens digtning. Herfra skal lyde en opfordring. Og med udgivelsen af “Udvalgte digte”, synes der ikke længere at være en undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med dette fremragende forfatterskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar