Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
onsdag den 28. februar 2018
mandag den 26. februar 2018
Digt om rodfrugter
Jeg moser rodfrugter på
tallerkenen
Jeg prøver at sækularisere indefra maven og ud.
Det starter i knæet og så øje-luk dig.
Og prøver så hånden af (på havegangen).
(havet som depotmedicin på begge sider af maveskindet).
Jeg gider ikke diagnosticere.
Nej,
jeg vil ind i det naive. Katekismen, den tar vi i morgen.
Kun hundene læser jeg uden videre og den sødeste sky. Den er nem.
Så en smule morgentoilette.
Det gir en masse små påfund, så
er der det med kontinentalpladerne, den lader vi osse ligge til senere.
Nedskalerer kritikken af
fornuften.
skæbnedigt 15
skæbnedigt15
Prøver at stå helt stille. Nytter det noget?
Og så er man altså udelukket fra at sætte sig i netop den stol.
Og så er man altså udelukket fra at være
den jomfru?
Kødet, mit eget, er jeg ikke kommet ærligt til. Hvem er det?
Man kan vel så betale sig fra det.
Vi må ku snakke om det.
som man nu snakker om arvæv.
Regnestykket krævede det.
Jeg træder lige 2 skridt baglæns, hvis det er det.
Giftens tal er næsten 4.
Skæbnen er 7 i dag.
(vender tilbage og giver tallet for sjælen i morgen, og det er ikke nødvendigvis
delelig med 7).
søndag den 25. februar 2018
søndagsdigt fra for mange søndage siden
I blinde byder
Velkommen, Velkommen hypokonder,
Velkommen, Vindretning
Det flår skindet.
Læg da endelig den tørrede
pilotjakke neeed i urinen,
Fordrej
hovedet hemmeligt i laaang
exponering. Den indbildt syge
ser alligevel lige gennem asken,
taber højde, hører forbudt
ved dørene:
Det er en ung pige, hjemløs og
ganske uimodtagelig for almindelig
opdragelse,
slæbe sjap ind, svæve, ka hun,
resistent over for det
imaginære, over for tanken
og den tid, faldet nu engang tager.
Nej det var ikke en pige.
Det var vinden, som kastede
Med knive. Og
Nu nejer sig til en kage til.
tirsdag den 20. februar 2018
mandag den 19. februar 2018
godt digt fra Morten Riber og skrækkeligt foto
Manden i stuen
Han spidser munden
fløjter en tjekkisk folkemelodi
børster pandehåret ud til en side
break står tatoveret på hans håndled
i nakken offside
brystets hennaciseleringer skjult bag
uniformens sweater
På et ukendt men gebrokkent sprog
slynger han perler for lille hund efter godbider
med stive ører
Potentiale minder om den oversavede dame
Luftskibe har sejl bugnende af bombebarme
Planten er kødædende og sniger sig ind bagfra
altid
Vin er et kært barn og falder tørt i rør
Så fleksibel pennen
Skak næsten forglemt
næsten
fløjter en tjekkisk folkemelodi
børster pandehåret ud til en side
break står tatoveret på hans håndled
i nakken offside
brystets hennaciseleringer skjult bag
uniformens sweater
På et ukendt men gebrokkent sprog
slynger han perler for lille hund efter godbider
med stive ører
Potentiale minder om den oversavede dame
Luftskibe har sejl bugnende af bombebarme
Planten er kødædende og sniger sig ind bagfra
altid
Vin er et kært barn og falder tørt i rør
Så fleksibel pennen
Skak næsten forglemt
næsten
lørdag den 10. februar 2018
Poetický večer s Knudem Steffenem Nielsenem
Básník a malíř Knud Steffen Nielsen patří k výrazným lyrickým hlasům současné dánské lyriky. Během večera promluví nejen o svých vlastních dílech a dialogu poezie s výtvarným uměním, ale i o dánské poezii obecně. Pozvání na moderovanou besedu přijali rovněž čeští básníci Ondřej Buddeus, který mj. překládá poezii z norštiny, a Josef straka, jenž je jedním z hlavních organizátorů mezinárodního festivalu Den poezie a literárních akcí v pražském Domě čtení. Diskusi a autorské čtení dánského básníka doplní jeho čeští kolegové ukázkami svých vlastních veršů a chybět nebudou ani jejich profesionální komentáře ke směrům, jimiž se dánská, či obecně severská, poezie ubírá.
Akce se koná v příjemném prostředí kavárny Potrvá, která se nachází nedaleko stanice metra Hradčanská.
Vstup volný
Poetický večer s Knudem Steffenem Nielsenem probíhá v rámci festivalu Skandinávského domu a Velvyslanectví dánského království Týden dánské literatury, který podpořil Dánský umělecký fond, Ministerstvo kultury ČR a Magistrát hl. m. Prahy.
torsdag den 8. februar 2018
Odense Lyrikfestival 2014
Odense Lyrikfestival 2014
2014
Åbning:Knud Steffen Nielsen
Åbning:Knud Steffen Nielsen
Optrædende: Julie Sten-Knudsen, Mette Norrie, Vægter & Brown, René Jean Jensen, Christina Hagen, Nikolaj Zeuthen, Asger Schnack, Asta Olivia Nordenhof, Jesper Brygger, Birgitte Krogsbøll, Finn Wiedemann, Naja Marie Aidt
Afslutning: Viggo Madse
Afslutning: Viggo Madse
tirsdag den 6. februar 2018
Meget fin læsning af De Udvalgte Digte
tirsdag den 6. februar 2018
Digtningens kontinuum
Knud Steffen Nielsen
Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag
215 sider, 200 kr.
Af Anders Møller Gade
Knud Steffen Nielsen har hen over de sidste årtier beriget os med den ene mere eller mindre absurd og mesterlig særprægede digtsamling efter den anden. Denne digtning henover årtierne har forlaget Det poetisk bureau nu samlet i et udvalg med den passende titel Udvalgte digte. Her rummes bidrag lige fra debuten “Indskrift” i 1980, hvor det nok er sprogets mere taktile karakter, der er i fokus til de to næste digtsamlinger “Og lyset knytter sig til om lidt” og Lakune”. Her slås en række af forfatterskabets tematikker an, bl.a. forholdet mellem konstruktion (sproget) og virkeligheden, bevidsthed og kroppen, livets og verdens midlertidighed (tidens fremadskridende proces), og alt dettes indflydelse på den størrelse vi kaldet jeg’et.
Disse tidlige digte er i antal ikke repræsenteret i så rigt et mål som de senere digte.Vægten af digte er lagt på digte fra digtsamlingen “Farven Godot” og frem til den seneste udgivne “Derfor står jeg frem nu”. I udvalgte digte er også medtaget enkelt digte som er at finde på denfri.dk, samt afsluttende i appendix to nyere tekster “Bænken” Og “Hate”, den sidste er tidligere udgivet i Nordisk Ministerråds bog fra den finske bogmesse.
Farven Godot
Det er i disse senere digte, det digterisk gennembrud sker vel for alvor med “Farven Godot”, at Knud Steffen Nielsen finder det udtryk som vi kender ham så godt for. Et udtryk som gennem årene raffineres og udvikles til rene mesterstykker, der gør ham til en digter uden sidestykke i Danmark. Digtet, som indeleder den seneste digtsamling “Derfor står jeg frem nu”, er nok nær noget det der mest er et samlende udtryk for hele dette digteriske virker. Det lyder som følger:
“Det foreløbige punktum. De midlertidige ønsker.
Et kvarter ad gangen. Et år ad gangen.
De enkelte dele holdes sammen af
Indtil - videre,
dvs lys sendt fra afdød stjerne
Og den måde, jeg tæller det splintrede på”.
Det provisoriske
Vi kan nok prøve at sætte et punktum til markering af ende og begyndelse, som en indramning af tid, hvori vi kan skabe mening og sammenhænge. Det kan virke så definitivt, så fast, men som tiden går erfares det at selv punktummet, i teksten, i livet, blot er noget foreløbigt. Det øjeblik, der var lige før er gået kommer ikke igen, afløses af det næste øjeblik, som igen afløses af endnu et. Ligesom den mening digteren har skabt i dag kan være væk i morgen og det der står tilbage er den tid, som er gået imellem.
Tidens fremadskridende bevægelse er på måde den store destabilisator i tilværelsen. Den undergraver enhver fast form og vi står som mennesker tilbage med et vilkår i tilværelsen, som det her hedder i digtet “Provisorisk” fra “Farven Godot”:
“…Indtilvidere.
Som var vi foreløbige: et udkast
til senere”.
Og sådan skriver han på tidens fremadskridende gang. Han lader sig selv og os, i sin digtning, befinde sig/os mellem et før og et kommende nu, i mellempostionen med udsigt til det tabte, ødelagte og fortidige øjeblik og med udsigt til de tilsyneladende muligheder som kommer med det næste.
Vi er med hele vejen. Vi får ikke først rapporten når turen er overstået, men indvies som læsere i tidens fremadrykkende forandring, kort sagt vi er med på hele turen. Vi er med når forandringer finder sted. Det sker i linjernes brud, i tidens og digterens opløsning af faste sammenhænge og i Knud Steffen Nielsens bevidst manglende brug af konjunktioner. Det virker til tider, hvis ikke hele tiden, som sabotage af den faste læserytme, men inden længe erfares det, at denne digtning konsekvent minder en om at man er til stedet under læsning. Denne digtning skaber netop et rum for læseren at træde ind i og uvilkårligt, ihverfald for denne anmelder, digter og leger man med i dette sproglige maskineri.
Og i digtenes brudte linjer, i opløsningen af sproglige konjunktioner og kohærente udtryk, skabes en digtningen, som på smukkest vis forener form og indhold og giver en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske.
Anfægtelsens motor
Livet. Det kaotiske. Vi er kastet ud i det, uden selv at være tage med på råd. Og med tidens destabiliserende faktor bliver det svært at sige og gøre noget som virker grundfæstet. Opnå vished. Hvad der gjaldt i går, gør ikke i morgen. Vi er på gyngende grund. Selv i sproget, som nok på overfladen ser ud til at køre helt fint kan vi ikke vide os sikre. Hvordan kan jeg vide, at det jeg siger, bliver opfattet på den måde som jeg har sagt det.
Logisk set kan vi ikke sige meget andet en livet er livet. Alt udover dette tautologisk udsagn er en udvidelse, en tillægsbillet som vi ikke har dækning for. Denne skepsis over for sproget er central i Knud Steffen Nielsens digtning.
Sproget kan ikke bruges til repræsentative udtryk om verden, om en selv. Der foregår altid et tillæg i brugen af sproget, et tillæg hvor det ikke er muligt at afgøre hvad der er sandt og hvad der er illusorisk.
Vi er på den måde hos Knud Steffen Nielsen spændt for anfægtelsens motor. Det betyder omvendt, for Knud Steffen Nielsen, at der ikke er nogle regler at overholde. Ballet er åbent. Spillet er frit. Scene er klar.
I den langt ud fantastisk digtsamling “Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, er denne anfægtelsens motor i højeste gear. Her trækker han i bajadsens klæder, legende og munter, ubekymret og latteren får fri bane under læsningen. Her sproget en scene hvor snart den ene snart den anden mere eller mindre rablende figur træder op på. Jeg’erne står i kø for at afløse hinanden. Og vi hvirvler derudaf i et vildt og fantastisk kaos.
Selvom latteren har forrang, efterlades men alligevel med indtrykket af en uro. Der er en uro, under latteren, i disse digte. En uro over tilværelsen, over dette kaos, over den manglende vished.
Og så alligvel. Gør jeg ikke blot digtet til et spejl? Et spejl hvori jeg ser det, jeg bringer med?
Kontinuum
Knud Steffen Nielsen lader os dog ikke hænge i dette kaos. Overalt i hans digtning henvises der til en kropslig sanselig erfaring, der må, hvis vi ikke skal befinde os i en evig dekonstruktion, være et udgangspunkt. Et punkt i kaos at se tingene fra. Og i digtsamlingen “En kinamands chancer”, åbnes for endnu en mulighed.
“Det er et digt, det er to digte.
Vi lever alene. Vi lever ikke alene”.
Vi lever som sociale væsner. Vi mødes, taler sammen, omgås hinanden i et væk. Vi lever ikke alene. På den anden side, er vi skilt fra hinanden. Vi har ikke et fælles eksistentielt mandat. Jeg kan ikke sige dit liv er mit, eller jeg ser du har ondt, men det er ikke min smerte. På den vis kan vi ikke gøre fælles objektiv krav på eksistensen. Dette mandat er kun subjektivt. Vi lever altså alene.
Vi lever i disse to modsætninger. At leve alene og ikke leve alene. Men digtet her tilbyder en tredje mulighed. Digtet her er netop muligheden for at se, at det forholder sig sådan. Det udgør et trejde punkt, hvorfra de to andre punkter kan ses. Hvor de to modsætninger kan eksisterer samstemmende. Digtningen udgør således et refleksivt punkt hvor der kan opnås bevidsthed om disse modsætninger i tilværelsen. Digtningen danner på den vis et kontinuum.
Lad dette blive udgangen på anmeldelsen her og indgangen til Knud Steffen Nielsens digtning. Herfra skal lyde en opfordring. Og med udgivelsen af “Udvalgte digte”, synes der ikke længere at være en undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med dette fremragende forfatterskab.
Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag
215 sider, 200 kr.
Af Anders Møller Gade
Knud Steffen Nielsen har hen over de sidste årtier beriget os med den ene mere eller mindre absurd og mesterlig særprægede digtsamling efter den anden. Denne digtning henover årtierne har forlaget Det poetisk bureau nu samlet i et udvalg med den passende titel Udvalgte digte. Her rummes bidrag lige fra debuten “Indskrift” i 1980, hvor det nok er sprogets mere taktile karakter, der er i fokus til de to næste digtsamlinger “Og lyset knytter sig til om lidt” og Lakune”. Her slås en række af forfatterskabets tematikker an, bl.a. forholdet mellem konstruktion (sproget) og virkeligheden, bevidsthed og kroppen, livets og verdens midlertidighed (tidens fremadskridende proces), og alt dettes indflydelse på den størrelse vi kaldet jeg’et.
Farven Godot
Det er i disse senere digte, det digterisk gennembrud sker vel for alvor med “Farven Godot”, at Knud Steffen Nielsen finder det udtryk som vi kender ham så godt for. Et udtryk som gennem årene raffineres og udvikles til rene mesterstykker, der gør ham til en digter uden sidestykke i Danmark. Digtet, som indeleder den seneste digtsamling “Derfor står jeg frem nu”, er nok nær noget det der mest er et samlende udtryk for hele dette digteriske virker. Det lyder som følger:
“Det foreløbige punktum. De midlertidige ønsker.
Et kvarter ad gangen. Et år ad gangen.
De enkelte dele holdes sammen af
Indtil - videre,
dvs lys sendt fra afdød stjerne
Og den måde, jeg tæller det splintrede på”.
Det provisoriske
Vi kan nok prøve at sætte et punktum til markering af ende og begyndelse, som en indramning af tid, hvori vi kan skabe mening og sammenhænge. Det kan virke så definitivt, så fast, men som tiden går erfares det at selv punktummet, i teksten, i livet, blot er noget foreløbigt. Det øjeblik, der var lige før er gået kommer ikke igen, afløses af det næste øjeblik, som igen afløses af endnu et. Ligesom den mening digteren har skabt i dag kan være væk i morgen og det der står tilbage er den tid, som er gået imellem.
Tidens fremadskridende bevægelse er på måde den store destabilisator i tilværelsen. Den undergraver enhver fast form og vi står som mennesker tilbage med et vilkår i tilværelsen, som det her hedder i digtet “Provisorisk” fra “Farven Godot”:
“…Indtilvidere.
Som var vi foreløbige: et udkast
til senere”.
Og sådan skriver han på tidens fremadskridende gang. Han lader sig selv og os, i sin digtning, befinde sig/os mellem et før og et kommende nu, i mellempostionen med udsigt til det tabte, ødelagte og fortidige øjeblik og med udsigt til de tilsyneladende muligheder som kommer med det næste.
Vi er med hele vejen. Vi får ikke først rapporten når turen er overstået, men indvies som læsere i tidens fremadrykkende forandring, kort sagt vi er med på hele turen. Vi er med når forandringer finder sted. Det sker i linjernes brud, i tidens og digterens opløsning af faste sammenhænge og i Knud Steffen Nielsens bevidst manglende brug af konjunktioner. Det virker til tider, hvis ikke hele tiden, som sabotage af den faste læserytme, men inden længe erfares det, at denne digtning konsekvent minder en om at man er til stedet under læsning. Denne digtning skaber netop et rum for læseren at træde ind i og uvilkårligt, ihverfald for denne anmelder, digter og leger man med i dette sproglige maskineri.
Og i digtenes brudte linjer, i opløsningen af sproglige konjunktioner og kohærente udtryk, skabes en digtningen, som på smukkest vis forener form og indhold og giver en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske.
Anfægtelsens motor
Livet. Det kaotiske. Vi er kastet ud i det, uden selv at være tage med på råd. Og med tidens destabiliserende faktor bliver det svært at sige og gøre noget som virker grundfæstet. Opnå vished. Hvad der gjaldt i går, gør ikke i morgen. Vi er på gyngende grund. Selv i sproget, som nok på overfladen ser ud til at køre helt fint kan vi ikke vide os sikre. Hvordan kan jeg vide, at det jeg siger, bliver opfattet på den måde som jeg har sagt det.
Logisk set kan vi ikke sige meget andet en livet er livet. Alt udover dette tautologisk udsagn er en udvidelse, en tillægsbillet som vi ikke har dækning for. Denne skepsis over for sproget er central i Knud Steffen Nielsens digtning.
Sproget kan ikke bruges til repræsentative udtryk om verden, om en selv. Der foregår altid et tillæg i brugen af sproget, et tillæg hvor det ikke er muligt at afgøre hvad der er sandt og hvad der er illusorisk.
Vi er på den måde hos Knud Steffen Nielsen spændt for anfægtelsens motor. Det betyder omvendt, for Knud Steffen Nielsen, at der ikke er nogle regler at overholde. Ballet er åbent. Spillet er frit. Scene er klar.
I den langt ud fantastisk digtsamling “Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, er denne anfægtelsens motor i højeste gear. Her trækker han i bajadsens klæder, legende og munter, ubekymret og latteren får fri bane under læsningen. Her sproget en scene hvor snart den ene snart den anden mere eller mindre rablende figur træder op på. Jeg’erne står i kø for at afløse hinanden. Og vi hvirvler derudaf i et vildt og fantastisk kaos.
Selvom latteren har forrang, efterlades men alligevel med indtrykket af en uro. Der er en uro, under latteren, i disse digte. En uro over tilværelsen, over dette kaos, over den manglende vished.
Og så alligvel. Gør jeg ikke blot digtet til et spejl? Et spejl hvori jeg ser det, jeg bringer med?
Kontinuum
Knud Steffen Nielsen lader os dog ikke hænge i dette kaos. Overalt i hans digtning henvises der til en kropslig sanselig erfaring, der må, hvis vi ikke skal befinde os i en evig dekonstruktion, være et udgangspunkt. Et punkt i kaos at se tingene fra. Og i digtsamlingen “En kinamands chancer”, åbnes for endnu en mulighed.
“Det er et digt, det er to digte.
Vi lever alene. Vi lever ikke alene”.
Vi lever som sociale væsner. Vi mødes, taler sammen, omgås hinanden i et væk. Vi lever ikke alene. På den anden side, er vi skilt fra hinanden. Vi har ikke et fælles eksistentielt mandat. Jeg kan ikke sige dit liv er mit, eller jeg ser du har ondt, men det er ikke min smerte. På den vis kan vi ikke gøre fælles objektiv krav på eksistensen. Dette mandat er kun subjektivt. Vi lever altså alene.
Vi lever i disse to modsætninger. At leve alene og ikke leve alene. Men digtet her tilbyder en tredje mulighed. Digtet her er netop muligheden for at se, at det forholder sig sådan. Det udgør et trejde punkt, hvorfra de to andre punkter kan ses. Hvor de to modsætninger kan eksisterer samstemmende. Digtningen udgør således et refleksivt punkt hvor der kan opnås bevidsthed om disse modsætninger i tilværelsen. Digtningen danner på den vis et kontinuum.
Lad dette blive udgangen på anmeldelsen her og indgangen til Knud Steffen Nielsens digtning. Herfra skal lyde en opfordring. Og med udgivelsen af “Udvalgte digte”, synes der ikke længere at være en undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med dette fremragende forfatterskab.
mandag den 5. februar 2018
Praha dansk litteratur
Týden dánské literatury
Únor letošního roku se ponese ve znamení současné dánské literatury. Do Prahy zavítá prozaik Peter Høeg a básník Knud Steffen Nielsen, kino Evald nabídne dvě filmové adaptace a na gastronomicko-literární akci Eat&Read Danish budete moc ochutnat dánskou kulturu hned vícero smysly zároveň.
lørdag den 3. februar 2018
Stilfærdighed
....................Blogdahl ......jeg klipper
(jeg opdaterer løbende, som jeg kommer i tanke om dem, for stilfærdige digtere er i sagens natur sværere at aflæse på lystavlen om end støjende digtere (og de har åbenbart tit -sen-navne og hedder især Nielsen))
Dorrit Willumsen, Janina Katz, Klaus Høeck, Jørgen Leth, Per Kirkeby, Knud Sørensen, Eske K. Mathiesen, Peter Nielsen, Kirsten Thorup, Vibeke Grønfeldt, Laus Strandby Nielsen, Knud Steffen Nielsen, Marianne Larsen, Merete Torp, Thøger Jensen, Christian Yde Frostholm, Helle Helle, Lone Munksgaard Nielsen, Simon Fruelund, Sidsel Falsig Pedersen, Amalie Smith, Mia Degner, Olivia Nordenhof (i hendes roman og i hendes stjernegode blog-digt fra i går, der ikke tematiserer, men explicit fokuserer på, samtidig med at det praktiserer: stilfærdighed, her afslutningen:
thank you milk boy for making my life so quiet and pleasent yesterday/ hvor mine bryster, jeg lå og undersøgte dem for knuder/ indtil jeg blev helt hvid af kedsomhed og lavede popcorn og nudler/ stod og kiggede på vandet i gryden som om det var noget alvorligt/ det var som om jeg ikke fandtes, eller som om det eneste der er tilbage af mig er sådan en alvorsfuld førthed)
- og de har rigtignok allesammen rigtig meget personlig stemme og tone(fald), og det fleste også underfundig, finurlig, ironisk, hvis ikke direkte humoristisk stemme og tone(fald), det er nok dér min sans og smag konvergerer, tysthed er til hver en tid fedt nok.
(jeg opdaterer løbende, som jeg kommer i tanke om dem, for stilfærdige digtere er i sagens natur sværere at aflæse på lystavlen om end støjende digtere (og de har åbenbart tit -sen-navne og hedder især Nielsen))
Dorrit Willumsen, Janina Katz, Klaus Høeck, Jørgen Leth, Per Kirkeby, Knud Sørensen, Eske K. Mathiesen, Peter Nielsen, Kirsten Thorup, Vibeke Grønfeldt, Laus Strandby Nielsen, Knud Steffen Nielsen, Marianne Larsen, Merete Torp, Thøger Jensen, Christian Yde Frostholm, Helle Helle, Lone Munksgaard Nielsen, Simon Fruelund, Sidsel Falsig Pedersen, Amalie Smith, Mia Degner, Olivia Nordenhof (i hendes roman og i hendes stjernegode blog-digt fra i går, der ikke tematiserer, men explicit fokuserer på, samtidig med at det praktiserer: stilfærdighed, her afslutningen:
thank you milk boy for making my life so quiet and pleasent yesterday/ hvor mine bryster, jeg lå og undersøgte dem for knuder/ indtil jeg blev helt hvid af kedsomhed og lavede popcorn og nudler/ stod og kiggede på vandet i gryden som om det var noget alvorligt/ det var som om jeg ikke fandtes, eller som om det eneste der er tilbage af mig er sådan en alvorsfuld førthed)
- og de har rigtignok allesammen rigtig meget personlig stemme og tone(fald), og det fleste også underfundig, finurlig, ironisk, hvis ikke direkte humoristisk stemme og tone(fald), det er nok dér min sans og smag konvergerer, tysthed er til hver en tid fedt nok.
torsdag den 1. februar 2018
om viceværten
Hr. Historiker ejer verden og fjernsynet og dit liv og
næstens.
Og hr overlæge har legemerne i den gode olierede
varetægt. Og ejer faktisk Hr historiker
Og hr Vicevært, Hr Biokemiker og Hr Kaldskapellan. Og
resten er ingenting, velsagtens? Jeg
havde en pind i hånden, jeg skubbede til noget
karamelpapir. Hvad siger overlægen dertil?
Herfra min Verden går .....dertil og ikke længere.
Hvad ved vi overhovedet om den trafik. Der
er jo muligheder
for at notere noget ved
hvert gadehjørne. Jeg sætter små flag i
stegen. Er det forbudt?
Det er jo bare et stykke eksistentielt papir der bare er lidt papir og lidt eksistentielt.
Nu siger viceværten noget, jeg ikke kan høre. Lissom ikke "høre".
Abonner på:
Opslag (Atom)