Historien i et kapitel om Kystdirektøren

Gunnar boede tre opgange længere henne. Faren sku 22 år senere blive kystdirektør, men først sku han banke Basker. Så blodet flød, og fordi Basker ikke lige kunne forcere hegnets stålwirer. Måske havde Basker drillet lidt i alm godmodighed. Imens var jeg i gang med at slås med kystdirektørens kone inde i selve opgangen.

 Gunnar havde nemlig tabt alle sine marmorkugler og 17 glassere i spillet med mig. Så hentede han fru Kystdirektør og hun ville slås med mig, fordi Gunnar havde lige fået alle de der kugler. Og nu sku de tilbageleveres, Nej det sku de fanme ikke. I den sidste opgang øverst boede en politimand og en kone Uden papirer.   Det forstod vi ikke en skid af.  Vi snakkede aldrig med kystdirektøren om sikring af fx Maarup Kirke.  Der var to år til vi sku konfirmeres. 

Vi vidste lidt om drivis og tøris. Tøris var i stedet for køleskab.

Cyklerne var brugte.

I reolen var der en uhyggelig bog om krigen. 

Den erstattede de mareridt man havde startet livet med den der om Mickey, der var fastspændt på lodret akse, der pressede ham lidt efter lidt op mod loftet, så han til sidst blev kvadret. Men nu handlede det om Gestapo.