Når overfladen dækker over, ja, hvad ved jeg?

Af Knud Steffen Nielsen - 27. november 2017

Vandet, fjorden lige uden for vinduet. Helt uden egenvilje, dum som snot, ku jeg forestille mig en Højholt ville sige. Smuk som bare pokker. Den ejer ikke sin skønhed, siger jeg så. Det er noget jeg tildeler den, siger jeg for nu at være banal. Vi, jeg vælger på vegne af den. Og for den.

Den skifter karakter hver dag i sit udtryk, går fra vinterens fastform, is, og så lidt sjældnere som damp som fra en kedel, etc. Men står man ikke lige og klapper af det vand dér rundt om i landet eller er det for solnedgangene, hvor man tildeler hvadsomhelst menneskeansigt.

Minder det ikke om det gamle Anders And- blad, hvor Rip slår sit hoved mod en dør. Og han siger: S(l)emme dør. Slemme dør. Døren bliver tildelt skylden. Og i det spor skulle jeg så tildele fjordvandet skylden for eget skiftende udseende.

Min største undring i dag er mestendels af pragmatiske grunde, at naturfænomener og andet, fx navngivne orkaner tildeles egenvilje: “Naturen slår igen”. “Fjorden er oprørt i dag.” Og på et lidt lavere plan: “Fanden til bil, den vil ikke starte.” etc. Og det har sine implikationer,som det giver sprogligt fra sig. Rips ”dør” ved, kan, skal intet. Fjorden er en idiot, selv dens skønhed har jeg det dobbelt med. Og får en lettere ubehag ved de øndige fotografier, småparfumerede størrelser- og som jeg selv tager- og egentlig giver det mig ubehag af fortielse eller hvad ord man nu skal vælge,

Vandet, der giver, nej ikke giver, men er mad og fisk på den ene side, og er farlighed og hurtig død på den anden. Siger jeg. Men naturligvis taler vi skyldfri fænomener.

Vi går i land nu og bevæger os derhen, hvor et digt nærmer sig, men først tager vi den troskyldige digitalis, med den ene hånd rækker den medicin frem, og med den anden tilbyder den edder og forgift. Det er parametrene til det readymadeagtige vers, der dukker op gennem sin overflade fra undersiden. Det er en slags digitalis med den underlæggende giftige kroge.

Og altså analogien til fjordvandets janushoved i det livgivende og her det livstruende.

Hvad drejer det sig om, digtet. Det er om medicinens –smukke overflade og dens indstiksseddel, De ved Død og andre bivirkninger:

Indstiksseddel

Tag ikke Emperal,

hvis du er overfølsom over for metoclopramid.

Hvis du har svulst i binyremarven,

det vi andre kalder fæokromocytom,

hvis der er hul på mave-tarmkanalen,

hvis du lider af ufrivillige bevægelser,

hvis levopoda, nej levodopa, jvf parkinson,

ved kraftige muskelspændinger, hvis du drikker alkohol,

hvis du er ældre og konfus,

eller en af delene,

hvis din nyre ikke virker,

hvis din lever ikke virker.

Du kan få pludselig hududslæt,

besvimelse,

anafylaktisk chok,

miste bevidstheden,

kramper,

hjertestop,

og diaré,

blodtryksforhøjelse

(svovl binder sig til

hæmoglobin), og hvis du har forsnævringer i tarm-

kanalen

___
fodnote: der er noget nærmest fascinerende i bivirkningslistens dødningeudstilling…denne dobbeltbevægelse, der hedder helende, men det er ikke så seriøst ment ..lidt a la: operationen lykkedes, men patienten døde.

Patienten må gå igennem den morbid sjove portal med åbent sind, mens der blir skudt med haubitzer bagfra.