fra anmelderskabet

fra Lgruppen i DFF...artikelsamling

Når overfladen dækker over, ja, hvad ved jeg?

Af Knud Steffen Nielsen - 27. november 2017

Vandet, fjorden lige uden for vinduet.  Helt uden egenvilje, dum som snot, ku jeg forestille mig en Højholt ville sige.  Smuk som bare pokker. Den ejer ikke sin skønhed, siger jeg så. Det er noget jeg tildeler den, siger jeg for nu at være banal. Vi, jeg vælger på vegne af den. Og for den.

Den skifter karakter hver dag i sit udtryk, går fra vinterens fastform, is, og så lidt sjældnere som damp som fra en kedel, etc. Men står man ikke lige og klapper af det vand dér rundt om i landet eller er det for solnedgangene, hvor man tildeler hvadsomhelst menneskeansigt.

Minder det ikke om det gamle Anders And- blad, hvor Rip slår sit hoved mod en dør. Og han siger: S(l)emme dør. Slemme dør.  Døren bliver tildelt skylden. Og i det spor skulle jeg så tildele fjordvandet skylden for eget skiftende udseende.

Min største undring i dag er mestendels af pragmatiske grunde, at naturfænomener og andet, fx navngivne orkaner tildeles egenvilje: “Naturen slår igen”. “Fjorden er oprørt i dag.” Og på et lidt lavere plan: “Fanden til bil, den vil ikke starte.” etc. Og det har sine implikationer,som det giver sprogligt fra sig. Rips ”dør” ved, kan, skal intet. Fjorden er en idiot, selv dens skønhed har jeg det dobbelt med. Og får en lettere ubehag ved de øndige fotografier, småparfumerede størrelser- og som jeg selv tager- og egentlig giver det mig ubehag af fortielse eller hvad ord man nu skal vælge,

Vandet, der giver, nej ikke giver, men er mad og fisk på den ene side, og er farlighed og hurtig død på den anden. Siger jeg. Men naturligvis taler vi skyldfri fænomener.

Vi går i land nu og bevæger os derhen, hvor et digt nærmer sig, men først tager vi den troskyldige digitalis, med den ene hånd rækker den medicin frem, og med den anden tilbyder den edder og forgift. Det er parametrene til det readymadeagtige vers, der dukker op gennem sin overflade fra undersiden.  Det er en slags digitalis med den underlæggende giftige kroge.

Og altså analogien til fjordvandets janushoved i det livgivende og her det livstruende.

Hvad drejer det sig om, digtet. Det er om medicinens –smukke overflade og dens indstiksseddel, De ved Død og andre bivirkninger:

Indstiksseddel

             Tag ikke Emperal,

hvis du er overfølsom over for metoclopramid.

Hvis du har svulst i binyremarven,

det vi andre kalder fæokromocytom,

hvis der er hul på mave-tarmkanalen,

hvis du lider af ufrivillige bevægelser,

hvis levopoda, nej levodopa, jvf parkinson,

ved kraftige muskelspændinger, hvis du drikker alkohol,

hvis du er ældre og konfus,

eller en af delene,

hvis din nyre ikke virker,

hvis din lever ikke virker.

Du kan få pludselig hududslæt,

besvimelse,

anafylaktisk chok,

miste bevidstheden,

kramper,

hjertestop,

og diaré,

blodtryksforhøjelse

(svovl binder sig til

hæmoglobin), og hvis du har forsnævringer i tarm-

kanalen

___
fodnote: der er noget nærmest fascinerende i bivirkningslistens dødningeudstilling…denne dobbeltbevægelse, der hedder helende, men det er ikke så seriøst ment ..lidt a la: operationen lykkedes, men patienten døde.

Patienten må gå igennem den morbid sjove portal med åbent sind, mens der blir skudt med haubitzer bagfra.

lithistorisk

bacon-citat

Francis Bacon: ”Jeg ved ikke, hvor det kan være, men krigsmænd er hengivne til kærlighed. Det skyldes vel blot samme årsag, som gør dem hengivne til vin; farer kræver nemlig gerne betaling i fornøjelser.”

anekdote med besvarelse

Glæder mig i denne tid.

Bloggermand er som digter inviteret til Prags Universitet i februar. 


For da syv øndige englebasser.

gl læsning fra før

Historien i et kapitel om Kystdirektøren

Gunnar boede tre opgange længere henne. Faren sku 22 år senere blive kystdirektør, men først sku han banke Basker. Så blodet flød, og fordi Basker ikke lige kunne forcere hegnets stålwirer. Måske havde Basker drillet lidt i alm godmodighed. Imens var jeg i gang med at slås med kystdirektørens kone inde i selve opgangen.

 Gunnar havde nemlig tabt alle sine marmorkugler og 17 glassere i spillet med mig. Så hentede han fru Kystdirektør og hun ville slås med mig, fordi Gunnar havde lige fået alle de der kugler. Og nu sku de tilbageleveres, Nej det sku de fanme ikke. I den sidste opgang øverst boede en politimand og en kone Uden papirer.   Det forstod vi ikke en skid af.  Vi snakkede aldrig med kystdirektøren om sikring af fx Maarup Kirke.  Der var to år til vi sku konfirmeres. 

Vi vidste lidt om drivis og tøris. Tøris var i stedet for køleskab.

Cyklerne var brugte.

I reolen var der en uhyggelig bog om krigen. 

Den erstattede de mareridt man havde startet livet med den der om Mickey, der var fastspændt på lodret akse, der pressede ham lidt efter lidt op mod loftet, så han til sidst blev kvadret. Men nu handlede det om Gestapo. 

selfie:vi klipper fra dagens blogdahl

SØNDAG DEN 19. NOVEMBER 2017

Sætningsdigtere, top 8

Digtere der skriver i sætninger /sætning-ansamlinger - uprioriteret, generationelt organiseret - og 1 (rimelig tilfældig) sætning af hver:

Knud Steffen Nielsen
"Deres behov for det sidste ord/ tager plads op"

Peter Nielsen
"Du ligner jo et velskabt barn på benzinstationen, siger hun.
 
René Jean Jensen
"Glem det i en eller anden forstand."

Pejk Malinovski
"Digterens kanin hedder Klementin."

Majse Aymo-Boot
"Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?"

Josefine Graakjær Nielsen
"Har du prøvet at munden sover?"

Andreas Pedersen
"Man skænker mig et jag, så vi kan tænke anderledes, mig og katten, når vi tænker på life."
Sophia Handler
"Ryggen forbliver en plastikkælk."

Gode sætninger

Kortprosabogen...der er så gået 18 år

for nogle år siden dvd-indspilning af Europadigt/ksn

Den signeste Signe (og en blogejer)

en af de allerførste fra dengang

Viggo-bog

digt

(havet som depotmedicin på begge sider af maveskindet).

Jeg gider ikke diag­no­sti­ce­re. Nej,

jeg vil ind i det naive. Katekismen, den tar vi i morgen.

Kun hundene læser jeg uden videre og  den søde­ste sky. Den er nem.

Så en smule mor­gen­toilette.

Det gir en masse små påfund, og så

er der det med kontinentalpladerne, den lader vi lige ligge.

Nedskalerer kritikken af fornuften.

Og dér Selmas hvide påfugl.

et link vedrørende BOGFORUM

http://pov.international/den-dybt-naervaerende-den-hojst-besynderlige-og-den-virkeligt-smukke-10-ojeblikke-fra-arets-bogforum

Nordica

---

Faldt over denne liste fra i går (Weekendavisen) ...den får lige seks søstjerner:

1.en BUKDAHL-liste,  hvor der var set bort fra yngste vårharer, i forbindelse med Nordisk råds lit-pris, og hvem der blandt disse herligheder, der ikke har fået den, og som kunne fortjene det.
   

Okay, poesiversionen

KNUD SØRENSEN

BENNY ANDERSEN

JESS ØRNSBO

KLAUS HØECK

JØRGEN LETH

PETER LAUGESEN 

VIGGO MADSEN

PER AAGE BRANDT

ESKE K. MATHIESEN

LAUS STRANDBY NIELSEN

NIELS SIMONSEN

KNUD STEFFEN NIELSEN

ældre klip-----vi er museale i sindet og i tiden------

                                    ...................................................klip fra tråd....................

          

Mikkel Fossmo

Dansk kulturdebat. Bukdahl, der elsker nonsens og afskyr form og indhold, overfalder bl.a. Tafdrup og Søren Ulrik og roser Hørslev & Knud Steffen, der ridderligt kommer ham til undsætning. Bukdahl præmieres for rosen ved at få lov til at læse sine gebrækkelige fjollerier op, når Hørslev er ude at optræde.
Godt at sidde ved havnen i Cumaná og se på pelikanerne. Hvis de slås om fiskene, foregår det i det mindste åbenlyst.

          

Mikkel Fossmo Al blive omklamret af Bukdahl må føles som at blive omslynget af en vandmand.

for 23 minutter siden · Synes godt omFjern tilkendegivelse af, at du synes godt om dette

           

Knud Steffen Nielsen Jeg elsker osse dig, Mikkel, og pelikanerne og de varme lande.

for 22 minutter siden · Synes godt omFjern tilkendegivelse af, at du synes godt om dette ·

Fra den gamle Politiken-serie (Pias)

Åh gamle sager (Politiken-serie)

i kæften

Talepapir under forberedelse til onsdag

 Min største undring i dag er her hvor jeg sidder og skriver en

 introtekst til på onsdag, sådan, godt nok mestendels af 

pragmatiske grunde tildeles naturfænomener og andet en 

egenvilje: "Naturen slår igen".. "Fjorden er oprørt i dag." 

"Fanden til bil, den vil ikke starte." etc. Og de implikationer 

det giver sprogligt og dermed reflektorisk. I udgangspunktet 

minder det om Anders And-nevø Rip, der slår sit hoved mod

 døren. Og råber slemme, slemme dør. Døren ved, kan, skal 

intet. Fjorden er en idiot, selv dens skønhed er en jeg de

facto dikterer. Og den første konsekvens er de øndige

 fotografier, småparfumerede størrelser- og som jeg selv 

tager- egentlig giver mig ubehag af fortielse eller hvad ord

 man nu skal vælge,

arkiv anm Standart