Fra Arkivskabet: Martin Johs Møller

Anmeldelse af

Martin Johannes Møller  blog

Jeg har aldrig forstået den type labyrinter,
der giver sig ud for labyrinter. Hvor nemt
skal det være. Men du, ja. Du siger: Jeg er
ikke en labyrint. Jeg prøver med alle de ord,
der ellers skal til Undskyld, Tak eller noget andet.
Hun er allerede ved at vende stedet
om til noget andet, end jeg troede. Jeg troede, det
var en rejse, det var det ikke. Det var en
garderobe, en frisure, man for vild i. (...)

Knud Steffen Nielsens Det gør ikke rigtigt ondt på fisk er teater – gotisk romantisk totalteater, standup, impro, kammerspil og glimtvis ballet. Det er af og til en spillebog i bedste dungeons & dragons multiple choice-stil og det er et komplekst flerstemmigt metaskrift, som tematiserer sin egen utilstrækkelighed, tilfældet som sådan og selve fejlens anatomi, som et grundvilkår for det menneskelige ((...) Bare en stavelse, et pust er / et brud på det euklidiske og tilforladelige. (...)), en bog om kunst og matematik og om kunstens og matematikkens forhold til naturen ”(Naturen, så kunstnerisk uforsvarlig en forestilling, derfor / optræder jeg aldrig nøgen.)” med subtile henvisninger til alt muligt fra Ibsen over Tchaikovsky til Dit første leksikon.

”Der skal ikke rystes ret meget på fingrene, / så har vi balladen.” – En paradoksal og tvetydig formulering, som dukker op gang på gang i samlingen med forskellig ordlyd. Det gør ikke rigtigt ondt på fisk er netop en fremmaning af selve ”balladen”, en tilsyneladende stærkt styret indtrængen i det ustyrlige. Det balstyrisk grimme omslag (som jeg personligt elsker for dets skamløshed) er heller ikke tilfældigt, for Knud Steffen Nielsen bedriver smagsterror på flere fronter. Men det er også en terrorvirksomhed, som kun rigtigt kan ramme de hardcore lyrikenthusiaster, som forstår hvor bevidst ulyrisk denne lyrik er – og hvor stort æstetisk politisk (politoæstetisk) potentiale der er i udtrykket. De fleste læsere vil grangiveligt hurtigt føle sig smidt helt af vognen og vil have svært ved at tage sig sammen til at stige på den igen – men har man modet og mands- eller kvindshjertet til det, så er der virkelig meget at komme efter. Desuden skorter det ikke på jeg’er og du’er m.m. i samlingen, så et eller andet sted vil der med sikkerhed være plads til identifikation, hvor meget den elektriske tyr så end har i sinde at sprælle.

Arena 2008, 80 sider.