Ved Knud
Steffen Nielsen
Det dér og
dét der af Louise Juhl Dalsgaard (EC Edition).
Et sted
skriver lægen i rapporten, at ”du SPILLER dig selv, du ER ikke digselv…”Han har
ret og aldeles ikke ret. Han tror fejlagtigt, at det er en diagnose,
han er ved at stille. Og nej, det er ikke sygdom, det er at være menneske. I
revnen mellem at spille sig selv og være sig bor
refleksionen og bor blikket, som kroppen kan skrue på nær og på distance.
Og smerten gør.
Forfatteren
er til, og det i den grad, så det gør ondt.
Men vi begynder et helt andet sted- og eksempelmateriale må læseren selv finde i den fine bog.
GENREKARAKTEREN:
Genremæssigt
står bogen spændt mellem insisteren på både at være dokument (objektivt som nu
dokumentets karakter), og på den anden hånd insisterer teksten osse
selv på at være litterær (subjektivt, netop særkendet, den litterære
sansemæssige og reflektoriske tilgang). Og de to genremodi
samler sig i et centralt perspektiv. For mig noget af det mest væsentlige
spørgsmål omkring netop, hvordan man betragter en tekst, der har et
fiktionaliseret og dokumentrapporterende janushoved.
Forfatteren
har begge som dobbeltkindet sandhed.
DETTE er her
vejen ind til et sensitivt sind, der endda prægnant sættes i tale og
skrift.
Og toleddet:
dokumenterne skal ikke sanktionere personens skrift. For det første diskuterer
Louise JD her med de lægelige dokumenter, …i selve rapporteringerne ser man
internt hendes reaktioner mod medicinerne, og hun viser det videre
uden for rapporterne ved at diskutere med dem i en bevægelse der (teknisk,
dvs genremæssigt, bevæger sig ind og ud af hendes egen zone. Men det er en
detalje i det overliggende spil.)
FOR
det er et fragilt sinds samlede anatomi,
der lægges frem, med mulige forskellige motiver, men ingen tvivl om at det er
kroppen, forfattererens krop, der taler, sådan at den medicinske del er
underlagt hende. Og det vil være for let at hævde, at hun bruger
lægerapporterne til brug for AT FREMSTILLE sig i den udgave hun ønsker, det er
kroppen, der råber sin fragilitet ud i både egenskriften og i relationen til de
medicinske readymades -det er LJD's vidnende stemme, der vælger
dem.
Og ingen skal spørge, om der er et
rollejeg til stede eller noget andet jeg-emblem; sansning og refleksion går
nemlig sammen i sin uafgørlige revne. Naturligvis, havde jeg nær sagt, hva
fan skulle det ellers.
Glem alt om
at de to genreverdner som to seperate autonomier. Ikke bare er der fri passage
, de to imellem, der er en genuin totalskrift, som netop har karakteren af
vidnesbyrd.
Og for at
smide skidt i hovedet på den gamle nykritik, så skvulper teksten ud over sine
bredder i sin henvendelse qua emnet og dets fremstilling.
Det handler bl.a. om for LJD at stille sit
jeg til rådighed for læseren, se dette jeg, kære læser, du må gå ind i det for
at forstå, uanset hvor meget du og vi er låst ude fra hinanden, men det
jeg, skrivende person, kan gøre, er at stille det til rådighed i en stille
passioneret tekst, fordi jeg, vi, du er i vildrede.
For måske er vildreden også din. Plasticiteten
her består her på indholdssiden i at teksten ikke vil kun læses, hvis ikke du
erkender din egen vildrede. Deri ligger en henvendelse implicit: Du skal, du
skal, kære læser.
Da jeg sad og
kikkede på bogen her i formiddags, ledte jeg også efter andre aspekter
efter hvad det specielle sproglige var.
Der er LJDs
emne om at være til i en verden og i en væren, der ikke altid
vender den rette side til, hendes forsigtige revolte over enhver postuleren af
facits fra autoriteter af enhver slags.
Det befinder
sig konstant i løbende proces, hvor hun prikker sit næb mod denne
værens autoritet, som LJD nok lidt må acceptere- af
konventionsgrunde, dvs ens baggrund fortæller, hvad man må og
ikke må mm- og det resulterer konkret i en form
for problematisering af de personlige og
de konventionelle tabuer. Forfatteren er nemlig tabuiseret –som
vi alle er- af magten udefra af skole, læger og myndigheder. F deres
forventninger.
Og det
udsiges, så det synger.
LJDs
samlede projekt viser sig i, at hun forsøger med den kapacitet der n,u er at
aftabuisere de store kræfter udefra, ja aftabuisere sit liv, selvom hun hele
tiden hindres i foretagendet, ikke mindst af sig selv. Og samtidigt løber hun
autoriteternes tabuer i møde og vender så rundt på en tallerken, fordi der er
disse modsatrettede kræfter på spil. Hvad kan vi menneskebørn?
Man skal
spise, man skal holde sin krop i live, man skal sige undskyld (sagt
igen: hun prikker til sin verden, de autoritative magter med sit
næb for så derefter at trække sit næb tilbage i en slags "kan
man det?" og magtesløshed).. Hun vil være til og vil ikke. Det er en anden
del af temaets plasticitet.
Den. plasticiteten,
dynamoen, spændtheden, som mimes i teksten mellem krampen og den momentvise
overvindelse, hvor kroppen vokser sammen med verden, er permanent. Begge
bliver fjender, der skal bekæmpes. Nej, overvindes i en selv.
Der er humoren,
som jeg ikke vil skrive en lang lektie om her. Dog dette:
Humorens dobbeltbevægelse af gråd/af latter, mest det første her, har kærnebegrebet overvindelse.
Og overvindelsens metode her foregår som en elegantere udgave af Muhammed
Ali, når han stak som en bi og fløj som en sommerfugl. Og selv bliver
stukket af de samme bier samtidigt, en tilstand, der osse er permanent.
Alle disse faktorer er plasticitet i teknisk forstand, men
osse i eksistentiel forstand, netop Louises beskrivelse af sig selv som i en
slags kamp mod omgivelserne i en fortællen-verden og så hendes
runddans omkring dette regimente. Processuelt som en konstant foreløbighed,
der strømmer så stærkt i et på-trods. I en spændthed, der ikke indløses, der
ikke kan indløses.
Og nu blev
det det fineste dokument (sic!) og vidnesbyrd fra verden og dens
mennesker.
Knud Steffen Nielsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar