lørdag den 7. oktober 2017

Efter læsningen af Louise Juhl Dalsgaard: Det dér og dét der.





Ved Knud Steffen Nielsen

Det dér og dét der af Louise Juhl Dalsgaard (EC Edition).

Et sted skriver lægen i rapporten, at ”du SPILLER dig selv, du ER ikke digselv…”Han har ret og aldeles ikke ret.  Han tror fejlagtigt, at det er en diagnose, han er ved at stille. Og nej, det er ikke sygdom, det er at være menneske. I revnen mellem at spille sig selv og være sig bor refleksionen og bor blikket, som kroppen kan  skrue på nær og på distance. Og smerten gør.

Forfatteren er til, og det i den grad, så det gør ondt.

Men vi begynder et helt andet sted- og eksempelmateriale må læseren selv finde i den fine bog. 


GENREKARAKTEREN:
Genremæssigt står bogen spændt mellem insisteren på både at være dokument (objektivt som nu dokumentets karakter), og på den anden hånd insisterer teksten osse selv på at være litterær (subjektivt, netop særkendet, den litterære sansemæssige og reflektoriske tilgang).  Og  de to genremodi samler sig i et centralt perspektiv. For mig noget af det mest væsentlige spørgsmål omkring netop, hvordan man betragter en tekst, der har et fiktionaliseret og dokumentrapporterende janushoved. 

Forfatteren har begge som dobbeltkindet sandhed.  

DETTE er her vejen ind til et sensitivt sind, der endda prægnant sættes i tale og skrift. 
Og toleddet: dokumenterne skal ikke sanktionere personens skrift. For det første diskuterer Louise JD her med de lægelige dokumenter, …i selve rapporteringerne ser man internt hendes reaktioner mod medicinerne,   og hun viser det videre uden for rapporterne ved at diskutere med dem i en bevægelse der (teknisk, dvs genremæssigt, bevæger sig ind og ud af hendes egen zone. Men det er en detalje i det overliggende spil.) 

FOR
det er et fragilt sinds samlede anatomi, der lægges frem, med mulige forskellige motiver, men ingen tvivl om at det er kroppen, forfattererens krop, der taler, sådan at den medicinske del er underlagt hende.  Og det vil være for let at hævde, at hun bruger lægerapporterne til brug for AT FREMSTILLE sig i den udgave hun ønsker, det er kroppen, der råber sin fragilitet ud i både egenskriften og i relationen til de medicinske readymades -det er LJD's vidnende stemme, der vælger dem.  
Og ingen skal spørge, om der er et rollejeg til stede eller noget andet jeg-emblem; sansning og refleksion går nemlig sammen i sin uafgørlige revne. Naturligvis, havde jeg nær sagt, hva fan skulle det ellers.
Glem alt om at de to genreverdner som to seperate autonomier. Ikke bare er der fri passage , de to imellem, der er en genuin totalskrift, som netop har karakteren af vidnesbyrd.
Og for at smide skidt i hovedet på den gamle nykritik, så skvulper teksten ud over sine bredder  i sin henvendelse qua emnet og dets fremstilling.

Det handler bl.a. om for LJD at stille sit jeg til rådighed for læseren, se dette jeg, kære læser, du må gå ind i det for at forstå, uanset hvor meget du og vi er låst ude fra hinanden, men det jeg, skrivende person, kan gøre, er at stille det til rådighed i en stille passioneret tekst, fordi jeg, vi, du er i vildrede. 
For måske er vildreden også din. Plasticiteten her består her på indholdssiden i at teksten ikke vil kun læses, hvis ikke du erkender din egen vildrede. Deri ligger en henvendelse implicit: Du skal, du skal, kære læser.  



Da jeg sad og kikkede på bogen her i formiddags, ledte jeg også efter andre aspekter efter hvad det specielle sproglige var. 

Der er LJDs emne om at være til i en verden og i en væren, der ikke altid vender den rette side til, hendes forsigtige revolte over enhver postuleren af facits fra autoriteter af enhver slags.

 Det befinder sig konstant i løbende proces, hvor hun prikker sit næb mod denne værens autoritet, som LJD nok lidt må acceptere- af konventionsgrunde, dvs ens baggrund fortæller, hvad man må og ikke må mm-  og det resulterer konkret i en form for problematisering  af  de personlige og de konventionelle tabuer. Forfatteren er nemlig tabuiseret –som vi alle er- af magten udefra af skole, læger og myndigheder. F deres forventninger.

Og det udsiges, så det synger.

 LJDs samlede projekt viser sig i, at hun forsøger med den kapacitet der n,u er at aftabuisere de store kræfter udefra, ja aftabuisere sit liv, selvom hun hele tiden hindres i foretagendet, ikke mindst af sig selv. Og samtidigt løber hun autoriteternes tabuer i møde og vender så rundt på en tallerken, fordi der er disse modsatrettede kræfter på spil. Hvad kan vi menneskebørn?

Man skal spise, man skal holde sin krop i live, man skal sige undskyld (sagt igen: hun prikker til sin verden, de autoritative magter med sit næb for så derefter at trække sit næb tilbage i en slags "kan man det?" og magtesløshed)..  Hun vil være til og vil ikke. Det er en anden del af temaets plasticitet.

 Den. plasticiteten, dynamoen, spændtheden, som mimes i teksten mellem krampen og den momentvise overvindelse, hvor kroppen vokser sammen med verden, er permanent. Begge bliver fjender, der skal bekæmpes. Nej, overvindes i en selv.


Der er humoren, som jeg ikke vil skrive en lang lektie om her. Dog dette:
  Humorens dobbeltbevægelse af gråd/af latter, mest det første her, har kærnebegrebet overvindelse.  Og overvindelsens metode her foregår som en elegantere udgave af Muhammed Ali, når han stak som en bi og fløj som en sommerfugl. Og selv bliver stukket af de samme bier samtidigt, en tilstand, der osse er permanent.     Alle disse faktorer er plasticitet i teknisk forstand, men osse i eksistentiel forstand, netop Louises beskrivelse af sig selv som i en slags kamp mod omgivelserne i en fortællen-verden  og så hendes runddans omkring dette regimente.   Processuelt som en konstant foreløbighed, der strømmer så stærkt i et på-trods. I en spændthed, der ikke indløses, der ikke kan indløses.
Og nu blev det det fineste dokument (sic!) og vidnesbyrd fra verden og dens mennesker. 

Knud Steffen Nielsen


Ingen kommentarer:

Send en kommentar