To punkttekster
i forb med workshop
1.
Hold nu kæft
med det der samtale med træer, sagde han. Ikke hende, hun var af typen:
blomsterbinding og farveafstemte bøger i reolen. Og babysvømning, hvis hun
ellers….. Man kan, kan man snakke med et træ.
Digitalt? Det
må det være. Jeg ser ikke 39 km ledning, så man kan sidder derhjemme og snakke
med svigermoder. Digitalt så, ok.
Hallo,
hallo, er det dig Katja, sidder hoften stadig skæv på stellet?
Eller er der en lille åbning i barken. Tal Her!
Nå så stop
dog det lort. Jeg snakker hverken med sten, tændstikæsker, min egen fodballe
eller uddelerens kommis eller hans klumpfod.
Jeg snakker velsagtens i morgen med en ispind.
Pinden er jo grantræ. Så det går da nok.
Jeg har engang snakket med en flymotor, da jeg ville tælle måger og fjer
i rotorbladene. Jeg var sguda nervøs.
Det var i Milano. Sgusi, ma penso, che qualcosa
non é il megliore per me et bum bum.
Javel. Interessant, mindes folkene på Thistedkanten, der kravlede op i
fyrretræerne for at snakke med eller rettere mod folk med motorsave. Det var ren Fiskerpigens sang. Totaktsmotor.
Tøf, tøf. Tralalla.
Og den lille frø der har hovedpine, så vent
med bygge huse til folk, der trænger. Mein Fuss.
Torsken og
rødspætten har tandværk. Fint. Den lille anemone har det månedlige. Græsstrået
er lidt tavs i dag. Deprimeret?
Ok, måske er der noget om snakken.
Hustruen snakker om at maden på tankstationen
er stråforkortet hele vejen igennem. Osse tankpasseren, havde jeg lyst at
tilføje) Jeg sagde ikke en skid.
Tænkte. Jeg er sulten. Det er det jeg ved. Det er det jeg er.
Kan man
gemme sig bag sine egne tatoveringer. Og konen, gemmer hun sig bag alt det
sølvtøj, hun har plantet i ansigtsskindet. Det tiltrækker lyn i tordenvejr,
sgu. Det er jeg helt sikker på.
Min den
gamle, ja hvad sagde han, hva sagde han ikke i sin visdom eller hvad det nu
var: Fisk er koldblodede. De mærker ikke en skid. For de er jo koldblodede. Så
behøver vi vel ikke diskutere det pladder mere. Sådan. Cosi, basta. Så skar han hovedet af dyret.
2.
Han valgte,
nej konen valgte. Hun havde sagt: Du skal ikke handle i Aldi eller Liedl.
Elendige varer. Han havde svaret: nej, for da fan, der er osse - i den
grad- gode ting, som bare koster det halve i forhold til Irma og ja,
Superbrugen. Hun svarede: Vil du støtte tysk storkapital. Han svarede: jeg smutter
nu.
Og skæbnen
mødte ham med rettidigt omhu og tydelige mærker. Agurkerne var mugne. Og i det
hele taget var agurker vel en af de mest intetsigende varer, vand, der var
emballeret med en grøn skal. Og skal vi snakke økologi og fornuft, så er
importvarer som grape- han stod allerede foran en, totalt skimlet
til.
Okay, vi
tager en omgang babyspinat, ”en gang baby, altid baby”. Han tænkte på flinke
varer, dem der uden vrøvl med…når han kom hjem. Øl var ikke en flink vare.
Haribo-slik var decideret snot-uartig, selvom ”nogen” havde ædt dem før ham.
Cigaretrullemaskinen var decideret usympatisk. Blomster (til konen) kunne være
suspekte. Så den galej hoppede han ikke rundt på længere.
Og dér en omgang sukkerærter, De var frikendte. Flinke sager. De stod ikke i
noget kriminalregister eller Ribers eller hva fan.. Så troskyldige som
troskyldigheden selv. Tiden var, kan man roligt sige, inde til betaling
og hjem og så måske en tur over på værkstedet. For at ordne ting. Ja, dvs mest
tænde piben og tænke fint og stille og endikke hunden behøvede han at lufte. Og
hustruen hun var vist heller ikke færdig med krydsogtværsen. Og først i morgen
skulle de til Bilka i Tilst. Hvor lang tid kunne det tage. Tre timer
ville være lang tid. To timer: utænkeligt. Han slap tanken. Dagen var i
forvejen startet elendigt
Et øjeblik
eller to tænkte han på hende, der havde slået varerne ind. Selvfølgelig var hun
mørkhåret. Kvalificeret gæt. Resten af hende, kunne han godt vurdere. Han
lukkede øjnene. Hun var ikke en dag over 22.
