mandag, april 11, 2016
Prutten på Bolsjefabrikken
Søren K. Villemoes, som til daglig skriver i Weekendavisen, var sammen med reggae-kollektivet Firehouse booket til at vende plader på Bolsjefabrikken. Men det kommer han ikke til, og det er ikke fordi Villemoes ikke er rap nok til at vende skiverne, inden de brænder på, men vist nok fordi hans journalistiske arbejde bliver opfattet som borgerligt eller højreorienteret af bolsjefabrikanterne. Og sådan spiller klaveret altså ikke der. Pladevenderkollektivet er kun velkomne, hvis Villemoes lige bliver siddende hjemme på avisen imens.
"Vi føler ikke, at Søren K. Villemoes' værdigrundlag, som udtrykt gennem hans virke som offentlig debattør og journalist, stemmer overens med vores," skriver Bolsjefabrikken i en mail til Firehouse.
Jeg kender helt sikkert ikke Villemoeses værdigrundlag lige så godt, som bolsjefabrikanterne gør. Hvad det er, der diskvalificerer ham som grammofon, ved jeg ikke. Jeg kan forstå, at han ofte kører i samme rille med en lille trille om ytringsfrihed, en sag, som han skulle være meget optaget af.
Det er jeg også, det er man nemlig nødt til være, hvis man som jeg er socialist. Af mindst to grunde. Socialisme er blandt andet at udvide demokratiet eller folkemagten til også at gælde produktionssektoren, altså at lade demokratisk valgte organer tage væsentlige dele af beslutningerne om, hvad der skal produceres og hvordan. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er det helt afgørende, at alle har adgang til at vide, hvad befolkningen har af lyster, præferencer og behov, så man kan tage det i betragning, når man vælger, hvad der skal produceres. I en ren markedsøkonomi kan man være pisse ligeglad med de lyster, præferencer og behov. Der skal man bare tage hensyn til, hvad man kan sælge. Hvad folk uden penge føler og synes, er bedøvende ligegyldigt. Hvis man i en socialistisk økonomi skal vide dette, er man pinedød nødt til at lade folk ytre sig frit og utvungent. Så et socialistisk demokrati hænger intimt sammen med ytringsfrihed.
Der er også en anden, mere pragmatisk, grund. Og det er, at begrænsninger i ytringsfriheden altid primært kommer de magtfulde til gode, borgerskabet og den politiske elite. Så hvis man vil svække de magtfuldes magt, og det vil man som socialist, så er det klogt at gå helhjertet ind for ytringsfrihed. Derfor er ytringsfriheden og alle andre såkaldt borgerlige frihedsrettigheder da også i det store hele blevet kæmpet igennem af de røde og frisindede. Og de er blevet og vil til enhver tid blive angrebet af de magtfulde og af højrefløjen. Det gælder den islamiske højrefløj, som forsøger at begrænse friheden til at forhåne eller kritisere deres profet. Og det gælder den dansk nationalistiske højrefløj, som nu vil forbyde samfundsskadelige ytringer. De vil naturligvis også selv have ret til at definere, hvilke ytringer der hører til den kategori.
Så hvis Villemoeses værdigrundlag er uforeneligt med Bolsjefabrikkens, fordi han går ind for ytringsfrihed, så bør jeg og andre socialister heller ikke kunne komme ind og vende skiver der. Jeg havde ellers regnet med en invitation ...
Når det er sagt, er Bolsjefabrikken vel i deres gode ret til ikke at ville lukke Villemoes ind. Jeg havde helt sikkert selv valgt noget andet, men jeg kan dårligt blande mig i det. De er vel ikke forpligtede til at lukke alle ind, eller hvad er det for regler, der gælder for sådan et sted? Dette er i hvert fald ikke i sig selv et spørgsmål om ytringsfrihed. Villemoes er jo ikke blevet forbudt eller forhindret i at sige, hvad det passer ham. Kun i at gøre det, mens han vender plader på Bolsjefabrikken. Der er også masser af steder, hvor jeg aldrig ville få lov til at komme og/eller sige min mening, eller vende plader for den sags skyld. Men jeg kan endnu skrive, hvad det passer mig på min blog.
Sagen fra Bolsjefabrikken er en lille prut, men ikke mindre, end at det er lykkedes at sætte ild til den.
På Facebook har forfatteren Asta Olivia Nordenhof undret sig over, at så mange af hendes ellers venstreorienterede venner har støttet Villemoes (som hun altså opfatter som borgerlig, "men jeg er jo ikke borgerlig", siger Villemoes ganske vist selv i samme tråd) og gerne ville putte ham i lommen og liste ham med ind på bolsjefabrikken.
"Jeg opfatter ikke de borgerlige og dem der er glade for tingenes nuværende orden som mine samtalepartnere men som undertrykkere der splitter folks liv ad. Willemoes har igen og igen vist sig som den borgerlige ordens vogter. skal jeg synes at det har han da lov til at være? det synes jeg ikke han har," skriver hun i en kommentar til de venstreorienterede venner, der til hendes overraskelse støtter Villemoes.
Nordenhof er ikke forpligtet til at diskutere med nogen, hun ikke gider diskutere med. Det er der ingen, der skal blande sig i. Villemoes vælger også selv sine samtalepartnere.
Mere problematisk er det, når Nordenhof ikke mener, at Villemoes er i sin gode ret til at være "den borgerlige ordens vogter." Her skiller vandene, synes jeg. Hvis Villemoes ikke har lov til at skrive og sige, hvad han vil, bliver vi jo nødt til at definere, hvem der så har lov til det. Og man kan være helt sikker på, at dem, der har magten, ikke vil tildele de magtesløse sådan et ytringsprivilegium. Også derfor er vi nødt til at insistere på, at retten til at ytre sig ikke skal være et privilegium, men en universel og ubegrænset ret.
Nordenhofs røffel til alle de venstreorienterede venner, der har støttet Villemoes, er så faldet forfatteren Niels Lyngsø for brystet. Det kan jeg, for så vidt den sidste sætning angår, godt forstå, men nu får dette ham så lidt overraskende til at gå til angreb på en anden del af venstrefløjen, nemlig dem, der har 'liket' Nordenhofs røffel. Og denne anden del af venstrefløjen gør han med et trylleslag til repræsentant for venstrefløjen som sådan.
"Sagen om Bolsjefabrikken og Søren K. Villemoes er blevet for venstrefløjen hvad sagen om Grimhøjmoskeen var for højrefløjen: Nu står det pinagtigt klart hvem der faktisk går ind for frisind og ytringsfrihed, og hvem der er hykler," skriver Lyngsø.
Jeg kender meget få af disse likere, men det siger sig selv, at de ikke repræsenterer hele venstrefløjen. Dels af den indlysende grund, at de ikke repræsenterer dem, som Nordenhof røfler, dels fordi mig bekendt ingen af venstrefløjspartierne SF, Enhedslisten eller Alternativet (ja, vist nok ikke engang nogen af deres medlemmer) har støttet Nordenhof i det synspunkt, at Villemoes ikke må mene, hvad han vil. Og endelig fordi Nordenhofs slutbemærkning om, at Villemoes ikke må det, ikke i sig selv er venstreorienteret, men nærmest det modsatte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar