I parken dratter bladene ned,

lægger sig på den våde jord,

udsender en lugt
af drift mod mørke,
frit fald.

Dit overfyldte glas
og efter det et nyt
og endnu ét, så mange,
at flasker vælter, huse
skrider sammen.

Nattens skridt støttet
til rækken af biler
langs kantstenene,
lyset fra gadelygterne
skøjter over asfalten.

Filmen om byen køres
med ét baglæns,
dit hoved synker ned,
falder.

En brændende meteor
smadrer mod asfalt og jord,
mod en stilhed,

jeg ellers kun kender fra
hjemlige læsesale

eller museer i Japan,
hvor kustoder udskifter
krattende kuglepenne
med lydløse blyanter
til notater om en blodig verden.