Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Morten e Nørskov.
Én, en kvinde jeg netop havde på besøg sagde
at det ikke var for sent at blive et fint og vellignende menneske,
eller det sagde hun ikke, hun sagde, heller ikke direkte, velsagtens,
at jeg ikke var et fint menneske, men det syntes at skinne igennem
at jeg brugte for megen tid på at filtrere og aktualisere alt
gennem og i og ud fra mit eget konceptuelle potentiale,
hvorved en egentlig samtale
ikke kunne finde sted andet end på afstand,
et paradoks temporalt spatialt ude af balance.
Måske, sagde hun slet ikke noget af det, jeg tror hun mener jeg tilsagde,
og måske var hun ikke et menneske men blot et besøg der ligesom
umærkeligt trak ud så længe som hun gjorde,
da noget sådant ikke er at foragte som sådant
hvis blot hun folder sig ud på den columna-prikkende måde jeg foretrækker
besøg bør, bør indeholde, i kim, eller i det endnu mindre.
Bardolatry, som de få sir på engelsk, det er rimeligt, dyrkelsen af intet har
varet uden at påvirke væren andet end det fjerneste. Imidlertid ringede
Henrik Schmidt ikke lidt senere men havde han gjort det ville han have
igensagt at det er noget æstetisk som han sagde tidligere, og det kan jeg ikke
argumentere imod al den stund Macbeth er uendelig  og nemmere at holde en
samtale i gang med uden at vi hele tiden lader den, tiden, være en parameter
for samvær.
Au(x) animaux (Celine er også godt selskab nu hvor Beckett er røget på
gedepik, et keltisk instrument[1] — Det kan også have været en armensk Maej?).
Hvis det var en kvinde jeg havde på besøg må hun godt komme igen. Jeg lover intet og holder parkeret under skiltet der angiver højspænding død og ulykke[2], som altid, nær Holsted Å, lidt uden for Bramming. Eller som en dansk digter sagde om det barn vi er, “man blir klog af skade, af for megen skade blir man dummere”.
[1] Det kan også have været en armensk Maej?
[2] Så mange efter gir det os stadig humøret tilbage, havets sortbølgepotentiale rejser en storm i Henrik Schmidt og jeg, jeg er gåpåmodets røde kokarde, en senlogistisk oprørs– og mellemtrang!

Morten e Nørskov