Schopenhauer til Goethe, skrevet i ICE 1511 mellem Berlin Hauptbahnhof og Naumburg an der Saale, den 3. september 1814,
”Deres excellence,
for snart otte uger siden sendte jeg Dem min afhandling om farvernes oprindelse og tilblivelse, ”Theoria Colorum Physiologica” betitlet. De bør vide, at jeg ikke har mistet håbet om snarest at høre Deres oprigtige mening herom, ja, at jeg sidder som på nåle og venter på at blive udfriet fra den konstante stikken i bagpartiet. Uro er, således formulerer jeg det i et kommende værk om verden som vilje og forestilling, tilværelsens grundtype. Det erkendende, med fornuft og forstand udstyrede, men stedse af viljen omkringdrevne menneske, der af skæbnen snart kastes hid, snart did, er prisgivet en indre uro som også jeg nu mærker, skønt normalt tålmodigheden selv!
De har vel ikke, Deres højvelbårne og til min død beundrede, givet mit værk videre til en tredje part? I mine værste mareridt ser jeg for mig, at De har formastet Dem til at overdrage det hele, eller blot dele deraf, til den unge Dr. Seebeck eller endnu værre til Hr. Weißfelt, der, De husker det nok, hver onsdag kl. 17 plejede at komme til te hos min mor i Weimar.
Dr. Seebeck mener altså at have indsigt i farvernes beskaffenhed, ja, man fortæller mig at han, denne indbildske vindbøjtel, praler med, at det er ham, der har fremlagt bevis for at Newton tog fejl. Må jeg være fri! Det var Dem, der lagde grundstenen til et opgør med Newtons dumheder. At Dr. Seebeck skulle kunne krediteres for opdagelsen af de entoptiske farver og af termoelektriciteten er en absurd påstand, og hvis De skulle være kommet for skade at give min traktat til ham, kan vi være sikre på, at den snart vil udkomme i hans – ikke mit! – navn. Jeg ser allerede nu for mig at Hegel, den charlatan, ophavsmanden til tænkningens største bedrag, anusfilosofien, vil lancere mine skelsættende teorier om farverne hvid, sort og lilla som sine. En om muligt endnu frækkere plagiator end Hegel og Dr. Seebeck finder vi i Magister Weißfelt. Den værste af dem alle, kopisten over alle kopister, er dog Deres nære ven, Dr. P. Inselhof (da. P. Øgaard). Bare tanken om at min redelige, sande og for alvor banebrydende afhandling skulle være kommet i sidstnævntes hænder, får min milt til at rotere! Uha, jeg sidder sandelig på nåle! De har med Deres tavshed perforeret min pung og mine testes og skaffet mig en djævlepagt på halsen, men De har sikkert Deres grunde dertil.
Det jeg, skriver, Hr. Geheimråd, har værdi. Min person er mig inderligt ligegyldig; mine tanker derimod, mine ord, mine skrifter, sandheden, er mig alt. Jeg ved, at De altid har betragtet Deres litterære sysler som biting og det virkelige liv som Deres hovedanliggende. Hos mig forholder det sig omvendt.
Efter læsningen af min afhandling har De sikkert prompte erkendt at De har ret i mangt og meget, men at De på afgørende punkter tager fejl. De har, så at sige, lagt grundstenen til den pyramide, jeg med min teori om synet og farverne omsider har færdigbygget. De hævder, at lyset ser øjet, jeg derimod, at der intet lys, intet univers, ingen mælkevej ville være uden det øje, der ser. Lyset uden det seende øje – jeg må le! De hævder, at farverne dannes uafhængigt af de i subjektet iboende transcendentale bevidsthedsformer, at farverne skyldes lysets brydninger. Jeg derimod, at alt dette er godt nok, men at intet ville være uden retinas ydelser, at alt ville være intet uden den bevidsthed, hvori dette lys træder frem.
Det var mit oprigtige håb, at De ville stå fadder til mit værk, at De ved Deres navn ville give skriftet om synet og farverne autoritet, men jeg mærker tydeligt, at dette håb svinder, dag for dag, time for time. Det er ikke nemt for mig. Ved De: De fleste mennesker er blot til tant og fjas, ja, de betragter denne forbigående eksistens som en anledning til at lade sig bedøve af underholdningsindustrien. Man har fortalt mig at Dr. Seebeck, Hr. Weißfelt og Dr. Inselhof mødes hver fredag for sammen at se ”Kvit eller dobbelt” på Dr. Seebecks TV, og at De, man tror det ikke, ynder at skeje ud til kompositioner af et pigebarn ved navn Medina og en vis Hr. Rasmus Seebach. Kan De bekræfte dette rygte? Ja, vil De stå ved det, man siger Dem på i Dresden, nemlig at også De i ny og næ ser denne serie på TV3 ved navn ”Paradise Hotel” og finder glæde derved? I så fald forstår jeg bedre, hvorfor De trakterer mig så nærigt, så knibsk og med Deres egocentriske tavshed tøjler mig til Ixions roterende flammehjul.
Denne verden, som De, Hr. højvelbårne excellence, hævder skulle være en epifani, er intet andet end en galeanstalt, et slagtehus, et horehus, kort og godt: et komediespil, en vaudeville befolket af aber og kannibaler. Og hvad er menneskene andet end marionetter i hænderne på en grusom og blodtørstig teaterdirektør, der morer sig ved synet af sine statisters navnløse lidelser? En epifani? Må jeg være fri! Men alt dette, sandheden, vil ingen høre. I stedet digter man sig en verden på bestående af luftkasteller, der for det meste blot tjener som figenblad for de allestedsnærværende myrderier. Sandheden er, at menneskelivet er spændt ud mellem lidelse og kedsomhed, og at vi alle, før eller siden, vender hjem med knækket mast og flænset sejl, skibbrudne fra fødslen, dømt til at gå til grunde. Det beskadigede liv.
Nej, nu stiger jeg af i Naumburg an der Saale og besøger min gode ven, Hr. Strauß. Glem alt om at overtale mig til at stå af i Bitterfeld. Ganske vist stjæler Hr. Strauß også med arme og ben, men der gives en dybereliggende sandhed bag hans kopier, og han kunne, det ved jeg med sikkerhed, ikke drømme om at stjæle min ”Theoria Colorum Physiologica”. De skulle se hans hortus conclusus. Helt og aldeles støjfri zone. Ingen infotainment, ingen elektroniske enheder, intet internet, kun bøger, kun ånd, kun sandheden. Hr. Strauß er i sandhed en mand efter mit hjerte. Verdens larm er stængt ude fra hans lukkede have. Hos ham trives jeg.
De gør klogt i at betragte mig som Ødipus, der uafladeligt søger indsigt i sin egen skæbne, selv da han aner, at denne søgen vil føre ham i afgrunden. De fleste bærer Jokaste i sig, derfor står det så skammeligt til med tænkningen og digtningen Er de mon Jokaste?
De har vel ikke, Deres højvelbårne og til min død beundrede, givet mit værk videre til en tredje part? I mine værste mareridt ser jeg for mig, at De har formastet Dem til at overdrage det hele, eller blot dele deraf, til den unge Dr. Seebeck eller endnu værre til Hr. Weißfelt, der, De husker det nok, hver onsdag kl. 17 plejede at komme til te hos min mor i Weimar.
Dr. Seebeck mener altså at have indsigt i farvernes beskaffenhed, ja, man fortæller mig at han, denne indbildske vindbøjtel, praler med, at det er ham, der har fremlagt bevis for at Newton tog fejl. Må jeg være fri! Det var Dem, der lagde grundstenen til et opgør med Newtons dumheder. At Dr. Seebeck skulle kunne krediteres for opdagelsen af de entoptiske farver og af termoelektriciteten er en absurd påstand, og hvis De skulle være kommet for skade at give min traktat til ham, kan vi være sikre på, at den snart vil udkomme i hans – ikke mit! – navn. Jeg ser allerede nu for mig at Hegel, den charlatan, ophavsmanden til tænkningens største bedrag, anusfilosofien, vil lancere mine skelsættende teorier om farverne hvid, sort og lilla som sine. En om muligt endnu frækkere plagiator end Hegel og Dr. Seebeck finder vi i Magister Weißfelt. Den værste af dem alle, kopisten over alle kopister, er dog Deres nære ven, Dr. P. Inselhof (da. P. Øgaard). Bare tanken om at min redelige, sande og for alvor banebrydende afhandling skulle være kommet i sidstnævntes hænder, får min milt til at rotere! Uha, jeg sidder sandelig på nåle! De har med Deres tavshed perforeret min pung og mine testes og skaffet mig en djævlepagt på halsen, men De har sikkert Deres grunde dertil.
Det jeg, skriver, Hr. Geheimråd, har værdi. Min person er mig inderligt ligegyldig; mine tanker derimod, mine ord, mine skrifter, sandheden, er mig alt. Jeg ved, at De altid har betragtet Deres litterære sysler som biting og det virkelige liv som Deres hovedanliggende. Hos mig forholder det sig omvendt.
Efter læsningen af min afhandling har De sikkert prompte erkendt at De har ret i mangt og meget, men at De på afgørende punkter tager fejl. De har, så at sige, lagt grundstenen til den pyramide, jeg med min teori om synet og farverne omsider har færdigbygget. De hævder, at lyset ser øjet, jeg derimod, at der intet lys, intet univers, ingen mælkevej ville være uden det øje, der ser. Lyset uden det seende øje – jeg må le! De hævder, at farverne dannes uafhængigt af de i subjektet iboende transcendentale bevidsthedsformer, at farverne skyldes lysets brydninger. Jeg derimod, at alt dette er godt nok, men at intet ville være uden retinas ydelser, at alt ville være intet uden den bevidsthed, hvori dette lys træder frem.
Det var mit oprigtige håb, at De ville stå fadder til mit værk, at De ved Deres navn ville give skriftet om synet og farverne autoritet, men jeg mærker tydeligt, at dette håb svinder, dag for dag, time for time. Det er ikke nemt for mig. Ved De: De fleste mennesker er blot til tant og fjas, ja, de betragter denne forbigående eksistens som en anledning til at lade sig bedøve af underholdningsindustrien. Man har fortalt mig at Dr. Seebeck, Hr. Weißfelt og Dr. Inselhof mødes hver fredag for sammen at se ”Kvit eller dobbelt” på Dr. Seebecks TV, og at De, man tror det ikke, ynder at skeje ud til kompositioner af et pigebarn ved navn Medina og en vis Hr. Rasmus Seebach. Kan De bekræfte dette rygte? Ja, vil De stå ved det, man siger Dem på i Dresden, nemlig at også De i ny og næ ser denne serie på TV3 ved navn ”Paradise Hotel” og finder glæde derved? I så fald forstår jeg bedre, hvorfor De trakterer mig så nærigt, så knibsk og med Deres egocentriske tavshed tøjler mig til Ixions roterende flammehjul.
Denne verden, som De, Hr. højvelbårne excellence, hævder skulle være en epifani, er intet andet end en galeanstalt, et slagtehus, et horehus, kort og godt: et komediespil, en vaudeville befolket af aber og kannibaler. Og hvad er menneskene andet end marionetter i hænderne på en grusom og blodtørstig teaterdirektør, der morer sig ved synet af sine statisters navnløse lidelser? En epifani? Må jeg være fri! Men alt dette, sandheden, vil ingen høre. I stedet digter man sig en verden på bestående af luftkasteller, der for det meste blot tjener som figenblad for de allestedsnærværende myrderier. Sandheden er, at menneskelivet er spændt ud mellem lidelse og kedsomhed, og at vi alle, før eller siden, vender hjem med knækket mast og flænset sejl, skibbrudne fra fødslen, dømt til at gå til grunde. Det beskadigede liv.
Nej, nu stiger jeg af i Naumburg an der Saale og besøger min gode ven, Hr. Strauß. Glem alt om at overtale mig til at stå af i Bitterfeld. Ganske vist stjæler Hr. Strauß også med arme og ben, men der gives en dybereliggende sandhed bag hans kopier, og han kunne, det ved jeg med sikkerhed, ikke drømme om at stjæle min ”Theoria Colorum Physiologica”. De skulle se hans hortus conclusus. Helt og aldeles støjfri zone. Ingen infotainment, ingen elektroniske enheder, intet internet, kun bøger, kun ånd, kun sandheden. Hr. Strauß er i sandhed en mand efter mit hjerte. Verdens larm er stængt ude fra hans lukkede have. Hos ham trives jeg.
De gør klogt i at betragte mig som Ødipus, der uafladeligt søger indsigt i sin egen skæbne, selv da han aner, at denne søgen vil føre ham i afgrunden. De fleste bærer Jokaste i sig, derfor står det så skammeligt til med tænkningen og digtningen Er de mon Jokaste?
Deres for stedse hengivne, trofaste tjener,
Dr. A. Schopenhauer"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar