Fredagsdigtet 19092014
I begyndelsen, en eftermiddag i maj, stillede katten på terrassen
og insisterede på
at flytte ind, (insisterede ikke på mit ejerskab til den, overhovedet.
Snarere omvendt. Jeg blev endikke spurgt).
Jeg var nødt til at give den et navn.
Ok, jeg sagde et navn.
Mit var den i øvrigt lige glad med.
Mit var den i øvrigt lige glad med.
Det var så det. Stille og langsommeligt gik det.
Jeg havde underkastet mig, naturligvis.
Jeg faldt over en avis, jeg ville smide i brændeovnen.
Øjnene faldt på en overskrift: ”Hvis Deres kat strinter,
så lad den kastrere.”
Blev trist.
Det var ordet ”Deres” og det med ” ejerskab” (en slags ekspropiering, der
generede mest…og så ”kastraktion” oven i hatten).
Katten, ”min”, repræsenterede et stykke sjælden grammatik,
hvor ejestedord ikke indgik.
Lad så borgmesteren og uddeleren kalde deres koner for ”deres”.
Og skyerne og himlen og vandet og alle fiskene.
The following two tabs change content below.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar