1.     Det får mig altsammen til at tænke på den ene af mine frøkendamer fra min barndom, regnefrøknen og søndagsskolefrøknen.
Tankerne går tilbage.
Ja lad os sådan som missionsfrøknen, frk Folmer, hælde hovedet på skrå og køre det lidt frem og tilbage, hovedet, sukkende, alt imens hun fortalte om de grimme svulster, Barberens svigermor, hende, nogen kaldte Fejemaskinen, havde fået og derfor just var afhentet af sygebilen.
Da hun fortalte det, gik det hele på hende, ja selv et bette hop blev det til, da hun samtidig lukkede sine øjne for at tage tilløb til at genfortælle det hele nu ved voldsom interesseret indzoomning til de dårlige steder hun havde set på den stakkels gamle kone.
Denne morbide lyst til at kikke ned faktisk i den åbne grav, ser jeg osse i en sætning som når hun sagde om sin syge, men ikke så syge søn Ulrik, ” når Ulrik ikke er mere.” Oh hypocrite, Oh Mensch, du bist so einfach schwach, sondern du dich ganz anderswie erzeigst. Jeg mindes naturligvis turen til Tübingen.

På et tidspunkt havde jeg mødt en anden gadens frugtfade, Ja Missionærfrøknen gik med hat, hvor der var plads til desserter og frugt og måske en lille abekat, og flere andre i byens nordlige ende, på den rige side af åen, var gået over til at pryde permanenten med om ikke ananasskiver, så i hvert fald fjer fra tamfugle og andet vildt. (Tam-tamfugle er noget andet.)

Dette frugtfad, fru kæmner M Mortensen, havde fået sig en bornholmer eller et kukur, og derfor dristede jeg mig til at sige at en mig bekendt, her kaldet ”overforstående, mente –og jeg satte den lidt på spidsen- at kukuret var opfundet før tiden overhovedet var opfundet” og andet af den slags vrøvl.

Hun nikkede så ivrigt at frugtvognen var ved at komme i skred, og det opmuntrede mig til at fremture. (Overvejede et sekund at sige, at ham, dig, at du, hvemsomhelst, havde sagt, at hesterejen var en krydsning mellem en hest og en reje, og det blot for lave sjov og sarkasme, men jeg var ikke sikker på at vi, hun, ja hvemsomhelst og jeg, ville more os på samme måde eller samtidigt).

Så i stedet fortalte jeg løst og fast om min egen gøren og laden. Intet påfaldende. Nævnte at jeg engang, hvor jeg stod og manglede en femmer til et glas saftevand og en lille serviet- det var som barn- da havde jeg midt på vejen sekundet efter fundet en femmer og en lille lap papir. Hun var ved at tabe mund og næse, havde jeg nær sagt.

Skulle lige til at fortsætte og fortælle, at jeg gik til politiet med pengene, for hellere ville jeg tørste end gøre en morlille ked af det, når hendes mand kom hjem fra arbejdet, og han så så, at middagen ikke var lavet, fordi hun manglede lidt penge til indkøb. Nå jeg ville ikke stille mig så hellig og godmodig an.

 Så jeg løj og fortalte, at jeg havde købt shagtobak.