ville osse ha skrevet om nærværet, om sansningen som det cogito, det øjeblik hvor "maden passerer halshullet" for at citere et gl familiedictum. Men jeg mener regulært, at sansnigen helt regulært definerer ikke blot nuet, øjeblikket, men definerer osse den enhed, hvorfra der tales. Nå, stop nu. old chum, du, jeg er ikke taler, tænker eller noget som helst, en skabet køter, der gør, når der trædes på poterne. Ja, og så er det jo ret at man i dette fortløbende processuelle nu kan skimte fortid og fremtid og lege med -ikke med tiden, men med tempusformer som datid, førdatid, fremtid og førfremtid og konjunktiviske størrelser, og fint nok med det, men vær forsigtigt med sandhedsværdien.
ps. fænrikken er netop kommet med sin hånd i bind. Vidste at det ville ende galt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar