I foråret var jeg sammen med en flok forfattere og forskere på Hald, og vi arrangerede som så ofte før en fredagsaftenoplæsningshyggeting i Dagligstuen. Og herunder hørte jeg en herre læse noget prosa op. Det var en historisk roman –in progress. Og så var mine fordomme straks aktiverede. Jeg har det skidt med genreromaner og lign. Ofte lidt for meget genbrug og reproduktion.
Vi udvekslede snak omkring genrer og hvad de kunne og hvad de ikke kunne, og jeg luftede fro og frisk mine fordomme og allergier. Jeg har en del.
Romanens forfatter var Anders Vægter Nielsen.
Og jeg fik siden lejlighed til at besøge Anders Vægter i Odense og fortsætte snakken. Og jeg ville bare se noget mere skrift, faldt ind over nogle publicerede og ikke publicerede Anders-tekststykker.
Og uanset jeg ikke sådan fra a til z har været redaktør for andre på den måde, forespurgte jeg Anders, om jeg måtte være redaktør på den bog, der helt og aldeles bare skulle ud i verden. Og sådan gik det. Ca 1. dec er den ude i livet.
(Prisen for en mandelgave er vel det som en kalender med Sidney Lee i pyjamas eller brandmandsudstyr med sod koster, og hvis der er råd til to mandler, så er her nævnt to gavemuligheder). Gid man fik del i rovet.
Jeg sætter lige Thomas' kommentar op i selve hovedfeltet her:
1 kommentarer:
- Thomas Krogsbøl sagde ...
- Man finder også to korte og en halvlang fortælling af Anders Vægter Nielsen i Øverste Kirurgiske nr. 52
- 24. nov. 2011 11.32
Man finder også to korte og en halvlang fortælling af Anders Vægter Nielsen i Øverste Kirurgiske nr. 52
SvarSlet