KNUD STEFFEN NIELSEN
Født: 1947.
Debut: Indskrift: digte.
Det at skrive er for mig at være underlagt en anfægtelsens motor. Derfor får ens undersøgende forholden-sig altid snerten af proces, fordi den fremadskridende tid destabiliserer. Det hele er under forandringens beskydning, så nødvendigvis må også det processuelle være en del af ens (min) modus.
Selvfølgelig står man på skuldrene af fortiden og hinanden. Men man kan ikke leve af "de tanker andre gjorde…". Bestræbelsen må være at vide, hvornår man opererer på første og egen hånd, og hvornår man opererer på anden hånd.
Spørgsmålet må afføde skepsis med hensyn til det, der erkendes.
Lyrikken er et stykke jord, hvor du stiller dig til rådighed med egne sanser og går ind i et mod-og medspil til det fælles sprog og naturligvis også indgår et tekstlig samvirke med alt, der er skrevet, men hvor du selv står alene med dit projekt og ikke (forlods) taler på alles vegne, men kan håbe, at der kan læses på alles vegne med den viden at vi deler skæbnefællesskab.
Jeg forsøger ubekymret ved første blik at inviterere læseren til at være med i et sprogligt set up.
Det er så indgangen, men i næste omgang krakelerer måske dette gøgleri, for bagved spilleriet snubler vi begge og ser, at den yndige overflade ikke kan opretholdes. Ubekymretheden, der dasker en på skulderen, dækker også over det modsatte: en bekymrethed, der ikke bare kan udleveres direkte, men skimtes i nogle af de tematiske linjer, der er dødalvorlige. Vi triller sten sammen op og ned, fordi vi ved så lidt om, hvad det hele fører til, disse fødder på jordeklimpen.
Vi begynder alene ved indgangsdøren, og vi ender alene ved udgangen, og begge døre er hemmelige. Det meste er uudgrundeligt, skal være min påstand. Sproget, den skide maskine, glider man ind og ud af. Den kan alle tricksene. Man tvinges til at modificere og holde det anfægtede åbent. Det tvivlrådige må nødvendigvis tvinge sig med ind.
I min ordbog suges der modificeringer til, ikke for at svække udsagnet, men for at tydeliggøre med hvilket (ringe) mandat, man i og for sig taler med. For med hvilken ret siger man "jeg" i alle situationer? I disse år er selvbiografien som genre kommet under beskydning - netop omkring dette påståede autoritative jeg, der måske snarere i de fleste situationer er et redaktionelt scenisk postuleret ønske-jeg, der hugger en hæl og klipper en tå.
Jeg'et er destabilt, underlagt identitetsforstyrrende fremløbstid og ikke mindst en destabil omverden.
På min dagsorden hører også som en særlig forlængelse af denne interesse for processens vejen-dertil: det potentielle og det provisoriske, fordi det jo er illusorisk at tænke tiden og vejen til udsagnene bort.
I forandringen er man udelukket fra at kunne se tilbage over skuldrene, og det gør jo også, at du netop kun har det provisoriske og ikke-færdige facit.
Bagud lukkes der af i tid, og foran en famles der ind i et mulighedsfelt, som jo netop er potentiale, mere eller mindre udfoldet, der lister sig ind på en i ufuldkommenhed.
Heldigvis står solen op og går ned og sådan går det jo, og det ser da også så (s)yndigt kausalt ud.
Hvad er så tilbage, altså hvorfra kan der så i det hele taget tales; det er så spørgsmålet. Det kunne så være, at det netop var det anfægtede jeg, der med sin krop netop oplever det kaotiske,(der så på overfladen godt kan se så velordnet ud).
Og at se det kaotiske kræver, kunne man sige, at der må være en (stabil)vinkel at se det fra.
Det er så mit postulat, at det forholder sig sådan. Rigtigt eller forkert, men i hvert fald her står jeg og kan ikke andet. Det er så mit subjektive valg.
Det er for mig rummet, der skrives i.
Debut: Indskrift: digte.
Det at skrive er for mig at være underlagt en anfægtelsens motor. Derfor får ens undersøgende forholden-sig altid snerten af proces, fordi den fremadskridende tid destabiliserer. Det hele er under forandringens beskydning, så nødvendigvis må også det processuelle være en del af ens (min) modus.
Selvfølgelig står man på skuldrene af fortiden og hinanden. Men man kan ikke leve af "de tanker andre gjorde…". Bestræbelsen må være at vide, hvornår man opererer på første og egen hånd, og hvornår man opererer på anden hånd.
Spørgsmålet må afføde skepsis med hensyn til det, der erkendes.
Lyrikken er et stykke jord, hvor du stiller dig til rådighed med egne sanser og går ind i et mod-og medspil til det fælles sprog og naturligvis også indgår et tekstlig samvirke med alt, der er skrevet, men hvor du selv står alene med dit projekt og ikke (forlods) taler på alles vegne, men kan håbe, at der kan læses på alles vegne med den viden at vi deler skæbnefællesskab.
Jeg forsøger ubekymret ved første blik at inviterere læseren til at være med i et sprogligt set up.
Det er så indgangen, men i næste omgang krakelerer måske dette gøgleri, for bagved spilleriet snubler vi begge og ser, at den yndige overflade ikke kan opretholdes. Ubekymretheden, der dasker en på skulderen, dækker også over det modsatte: en bekymrethed, der ikke bare kan udleveres direkte, men skimtes i nogle af de tematiske linjer, der er dødalvorlige. Vi triller sten sammen op og ned, fordi vi ved så lidt om, hvad det hele fører til, disse fødder på jordeklimpen.
Vi begynder alene ved indgangsdøren, og vi ender alene ved udgangen, og begge døre er hemmelige. Det meste er uudgrundeligt, skal være min påstand. Sproget, den skide maskine, glider man ind og ud af. Den kan alle tricksene. Man tvinges til at modificere og holde det anfægtede åbent. Det tvivlrådige må nødvendigvis tvinge sig med ind.
I min ordbog suges der modificeringer til, ikke for at svække udsagnet, men for at tydeliggøre med hvilket (ringe) mandat, man i og for sig taler med. For med hvilken ret siger man "jeg" i alle situationer? I disse år er selvbiografien som genre kommet under beskydning - netop omkring dette påståede autoritative jeg, der måske snarere i de fleste situationer er et redaktionelt scenisk postuleret ønske-jeg, der hugger en hæl og klipper en tå.
Jeg'et er destabilt, underlagt identitetsforstyrrende fremløbstid og ikke mindst en destabil omverden.
På min dagsorden hører også som en særlig forlængelse af denne interesse for processens vejen-dertil: det potentielle og det provisoriske, fordi det jo er illusorisk at tænke tiden og vejen til udsagnene bort.
I forandringen er man udelukket fra at kunne se tilbage over skuldrene, og det gør jo også, at du netop kun har det provisoriske og ikke-færdige facit.
Bagud lukkes der af i tid, og foran en famles der ind i et mulighedsfelt, som jo netop er potentiale, mere eller mindre udfoldet, der lister sig ind på en i ufuldkommenhed.
Heldigvis står solen op og går ned og sådan går det jo, og det ser da også så (s)yndigt kausalt ud.
Hvad er så tilbage, altså hvorfra kan der så i det hele taget tales; det er så spørgsmålet. Det kunne så være, at det netop var det anfægtede jeg, der med sin krop netop oplever det kaotiske,(der så på overfladen godt kan se så velordnet ud).
Og at se det kaotiske kræver, kunne man sige, at der må være en (stabil)vinkel at se det fra.
Det er så mit postulat, at det forholder sig sådan. Rigtigt eller forkert, men i hvert fald her står jeg og kan ikke andet. Det er så mit subjektive valg.
Det er for mig rummet, der skrives i.
Netop det underligt dikterende "jeg" som findes i en del selvbiografiske værker er noget, der virkelig skurrer, når jeg støder på det, fordi det paradoksalt nok virker så langt mere usikkert, hurtigt vaklende, smuldrende, end det såkaldt usynlige fortællerjeg, som ikke behøver denne konstante selvrefererende dimension i sin fortælleteknik, fordi det såkaldt usynlige fortællerjeg allerede ER der, i hvert fald langt mere, i mine øjne, min erfaring. Jeg er i den forbindelse også ret sikker på, at såkaldt "sociale" medier har haft en negativ indvirkning på nogle forfatteres idé om, hvad der er interessant for andre end dem selv, fordi "opdateringen", "selvdokumentationen" måske er gået hen og blevet for selvfølgelig, og ideen om noget privat som en slags modig handling at dele er blevet en del af et mantra om selvbefrielse, som ikke holder stik.
SvarSletKan det, du omtaler som "ufuldkomment" ikke i høj grad være direkte forbundet med det befriende jf. et citat af Jan Svankmajer, hvor vi begyndte at skrive lidt om, hvad kunsten kan og skal (eller ikke kan eller skal)?
Det du skriver får mig i hvert fald endnu engang til at tænke på et citat af Jan Svankmajer, som også i et interview har sagt, at fantasi er naturens største gave til menneskene. Her er citatet:
“I do not work with intentions… That has nothing to do with freedom of the imagination… My preference is certainly for subsequent interpretation rather than intention. In Little Otik, the child devours its ‘parents.’ Otik is the product of their desire, their rebellion against nature. This is not a child in the real sense of the world, but the materialization of desire, of a rebellion. That is the tragic dimension of the human destiny. It is impossible to live without rebelling against the human lot. That is the proper subject of freedom.”–Jan Svankamjer, 2006 interview with Peter Hames