fredag den 27. april 2018

digt/stemme


digt/stemme.


Sad jeg ikke og nærmest gloede på den ældre herre bag glasögone eller hvad det nu hedder. Nogle ansigter er som lukkede ladeporte, hvor alt stopper få cm foran ansigtet. Jeg havde skruet ned for ham, lyden, jeg så kun (stadig) billedet. Det er ikke med dybde.
Så skruede jeg op og stemmen løftede de to “sjælens spejle op”, øjnene åbnede sig uden at åbne sig mere end før, men alligevel. stemmen gav — i totaliteten– lyd til øjnene, og øjnene tilførte/tilhørte øjnene nu. Hvis han havde været blind med to hvide hinder, så…
ville stemmen stadig ha kunnet overbevise mig alene, er jeg sikker på. Men dimensioneringen af blikket kom i den grad fra stemmen.
Fuld af følelse. Lyden var sådan lidt som fra den type, der kysser konen og omfavner, hvis hun blot forlader stuen for at gå på toilettet. Og velkomst af samme kaliber, når hun kom tilbage.
Tiden er min læge, siger jeg til hende. Tiden kombinerer øjne og stemme før eller siden. Måske kun i glimt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar