ældre fragment/beklippet klip

digt/stemme

digt/stemme.

Sad jeg ikke og nærmest gloede på den ældre herre bag glasögone eller hvad det nu hedder. Nogle ansigter er som lukkede ladeporte, hvor alt stopper få cm foran ansigtet. Jeg havde skruet ned for ham, lyden, jeg så kun (stadig) billedet. Det er ikke med dybde.

Så skruede jeg op og stemmen løftede de to “sjælens spejle op”, øjnene åbnede sig uden at åbne sig mere end før, men alligevel. stemmen gav — i totaliteten– lyd til øjnene, og øjnene tilførte/tilhørte øjnene nu. Hvis han havde været blind med to hvide hinder, så…

ville stemmen stadig ha kunnet overbevise mig alene, er jeg sikker på. Men dimensioneringen af blikket kom i den grad fra stemmen.

Fuld af følelse. Lyden var sådan lidt som fra den type, der kysser konen og omfavner, hvis hun blot forlader stuen for at gå på toilettet. Og velkomst af samme kaliber, når hun kom tilbage.

Tiden er min læge, siger jeg til hende. Tiden kombinerer øjne og stemme før eller siden. Måske kun i glimt.

kemo 2

                              ***

Men det mest trælsomme (sikke et ord) er nu sover

manden kun i 2-timers-intervaller resten af sine dage ..

der er på det nærmeste

installeret et ..nej ikke et pillefyr på den måde, men et

oliefyr, der skruer sig selv op på 80 grader hver tredje time.

Men det er sgu egentligt fair, man må lide lidt for skønheden

og for lige oven på jorden at blive. Alt har en pris.

kemo1

Det radioaktive stof var så elskeligt i

røret, hvor jeg var indmaden. Bogstavelig 

en nature

morte. Ikke en vind måtte bevæge sig. 

Det gjorde jeg heller ikke.

                             ***

Hvad med vægttab? står der i spørgeskemaet.

Det ved jeg intet om. Satte x ved "nej".
Jeg har taget 6 jamrende kilo på siden

diagnosen.

                              ***

Så siger han, afdelingslægen: Du skal da osse vide,

at det er uhelbredeligt.

Jeg skal lige til at takke ham, sådan pr refleks.

Jeg tror, han mente: Hold dig munter.

stolen

klip

Og som skabet sølv. Hvordan var hans liv i øvrigt, altså  Giotto? Vidste han,

at legetøjsenglen sublimerede  sig. Det var bart og blot

ultramarin.

Vi skal lære at være et menneske.

Faren ved den mindste vandpyt. Man kan drukne på 2 cm vand.

Vi skal lære det. 

Perlegruset var så fint.

(Luftfotoet taget to år forinden havde ikke

taget hensyn til fx denne bandage her). 

Stikflammerne lignede lupiner, der bare

kom og gik

Man indtaster sig selv, og derfor er jeg

to skridt foran. Mener jeg.

III del af treleddet størrelse

III del af treleddet størrelse

Jean Alonso, som vi berørte forleden, halverede sin hustru og sin elskerinde hver dag. Først to halvdele, så fire fjerdedele, så otte ottendedele og så fremdeles. Sådan hed det sig. I det mindste billedligt talt og måske mere end det. Han  og hun levede som et artistnummer. Først blev hun savet over på langs og sat sammen igen efter forestillingen, men alligevel ville hun på et tidspunkt blive fundet sådan delvis restitueret, og man vil kunne udpege sårdannelser sådan at det lange længdesnit ville være længst fremme i sin ardannelse og så dernæst det tværgående og noget yngre snit ville også rent lægearkæologisk kunne fastlægges til at være af nyere dato. De var tilsyneladende lykkelige med hinanden. Og var det basalt set  et illusionsnummer eller var det en forbrydelse? Som med pigen Bernadette af Lourdes også dér kunne man være i tvivl: var det en autentisk historie. Havde hun set Madonna. Eller troede hun det kun.  Det er måske ikke der det ligger.

Det var efter fælles overenskomst.

Godt nok lå der en dobbelthed i Alonsos syn på det kvindelige. Men indimellen, faktisk det emste af tiden, følte han ikke, at han havde forbindelse til verden. Han følte at han forsvandt.  

DIGTET W

indlæg i medicinsk debat

digt

En form for teologi, Alle disse træsplinter

kan have tilhørt hvemsomhelst. Alle disse skove,

Der er nok til alle. Det sidder i huden.

Mens vi småreparerer os selv. Og lyset modulerer. Og vi reparerer i tanken
os selv som illustrationer. Det er ikke realiteter i sig selv, Puddy

(Du siger systemets. Kødets. Slægtens, ja den, en slags ejendom en slags ejendom by proxy.)

....ikke mere voyeuragtigt end øjnene i almindelighed.

Man bliver straffet for sin åbenhed og ærlighed, for

skamløsheden. Ethvert øje er jo skamløst, P..

gulddøren ind til værksted/atelier

Morten Søndergaard, Mads Mygind og Deres ydmyge.

Limfjordsegnens Litteratursamvirke

Limfjordsegnens litteraturpris

Uddeles af Limfjordsegnens litteratur Samvirke, der er stiftet i 1991 af de forskellige litterære selskaber, foreninger og institutioner på Limfjordsegnen. Selskabets pris uddeles årligt og navngives efter den forfatter, hvis navn er knyttet til den medlemsorganisation, der det år forestår finansieringen og uddelingen. Dette navn er angivet i parentes efter årstallet nedenfor.

2014 (Wadskiærs-prisen) Niels Simonsen
2012 (Hans Lyngby Jepsen-prisen) Ulrik Gräs
2011 (Johan Skjoldborg-prisen) Jens Smærup Sørensen
2010 (Jens August Schade-prisen) Benny Andersen
2009 (Johannes V. Jensen-prisen) Niels Birger Wamberg
2008 (Aksel Sandemose-prisen) Inge Pedersen
2007 (J.P. Jacobsen-prisen) Søren Ulrik Thomsen, Eva og Bo Holten
2006 (Jakob Knudsen-prisen) Gynther Hansen
2005 (Jacob Paludan-prisen) Bjarne Nielsen Brovst
2004 (Marie Bregendahl-prisen) Hans Otto Jørgensen
2003 (Knuth Becker-prisen) Knud Erik Pedersen
2002 (Johannes Buchholtz Prisen) Svend Åge Madsen, tale af Jens Smærup Sørensen på Struer Museums hjemmeside
2001 (Johan Skjoldborg) Bent Vinn Nielsen (10.000)
2000 (Thøger Larsen) Pia Juul og Birthe Arnbak (10.000 hver)
1998 (Johannes V. Jensen) Klaus Rifbjerg
1997 (Thøger Larsen) Lotte Thyrring Andersen
1995 (Thit Jensen) Jens Andersen: Thit - den sidste valkyrie og Maria Stenz: Valkyrien fra Himmerland (hovedrolle i teaterstykket)
1994 (J.P. Jacobsen) Fjord Press (forlag, USA) v/Tiina Nunnally og Steve Murray
1993 (Jeppe Aakjær) Knud Sørensen
1992 (Aksel Sandemose) Johannes Væth
1991 (Johannes Buchholtz) Peter Seeberg

Louisiana-Prisen

Hvidt som stilhed er det ny sort, den bukdahlske blog

Lars Bukdahl

RSDAG DEN 6. DECEMBER 2012

Stilfærdige, nulevende digtere, jeg beundrer - et udvalg

(som svar på Tue Andersen Nexøs fornemmelse i kommentaren til tematik-blogposten nedenfor, som han nemlig tager helt fejl i: "Mit egen fornemmelse er, at du (til forskel fra jeg og andre, både akademiske og ikke-akademiske læsere) egentlig ikke bryder dig om det stilfærdige eller måske endda tyste tonefald i denne bog og i digtning generelt. Du kan bedre lide, når den går ud i excesser, allerhelst tonefaldsmæssigt rabalder. Der skal være trompet og storetromme på, ellers er du ikke rigtigt glad. Sådan som der er hos Jens Blendstrup. Tager jeg fejl?")

(jeg opdaterer løbende, som jeg kommer i tanke om dem, for stilfærdige digtere er i sagens natur sværere at aflæse på lystavlen om end støjende digtere (og de har åbenbart tit -sen-navne og hedder især Nielsen))

Dorrit Willumsen, Janina Katz, Klaus Høeck, Jørgen Leth, Per Kirkeby, Knud Sørensen, Eske K. Mathiesen, Peter Nielsen, Kirsten Thorup, Vibeke Grønfeldt, Laus Strandby Nielsen, Knud Steffen Nielsen, Marianne Larsen, Merete Torp, Thøger Jensen, Christian Yde Frostholm, Helle Helle, Lone Munksgaard Nielsen, Simon Fruelund, Sidsel Falsig Pedersen, Amalie Smith, Mia Degner, Olivia Nordenhof (i hendes roman og i hendes stjernegode blog-digt fra i går, der ikke tematiserer, men explicit fokuserer på, samtidig med at det praktiserer: stilfærdighed, her afslutningen:

thank you milk boy for making my life so quiet and pleasent yesterday/  hvor mine bryster, jeg lå og undersøgte dem for knuder/ indtil jeg blev helt hvid af kedsomhed og lavede popcorn og nudler/ stod og kiggede på vandet i gryden som om det var noget alvorligt/ det var som om jeg ikke fandtes, eller som om det eneste der er tilbage af mig er sådan en alvorsfuld førthed)

- og de har rigtignok allesammen rigtig meget personlig stemme og tone(fald), og det fleste også underfundig, finurlig, ironisk, hvis ikke direkte humoristisk stemme og tone(fald), det er nok dér min sans og smag konvergerer, tysthed er til hver en tid fedt nok. 

kontrapunkt 25

kontrapunkt 25

ligger og lurer og må vendes på vrangen. Så naturligt

opføres han uden om stavelserne

Replikkerne er hentet fra sidste opførelse.

Den der kunne hele pantomimen udenad.

Disse øndige pebermyntebolsjer, hænger fast i skoen, gør

de. Og dartpilen oparbejdedes igen med placebo.

Sku det give sammenhængskraft

mellem fx hvasomhelst og hvasomhelst,

ikke bare ham/hende.

Fjer for sig, fowl for sig,

er blot hæftet løst til
i forestillingen,

KONTRABOG NR 33

Kontrapunkt 33

Det betyder jeg venter og afventer. Noget med skæbne, dette vrøvl. Det er et monster, af ord, som forlader en mund, skabt af vrede. Min skæbne er vrede. Af vrede kan så formes monstre og gespenstre, så jeg ikke selv er min egen skæbne, som jeg sådan labyrintisk sætter i verden. Så smukt i undvigelsen. Hold dog op. Det kan ikke gå galt, tilføjede han nervøst.

Til Natalie: Jeg har vendt orkideerne med rødderne opad. Jeg trækker vejret stille for ikke at belaste omgivelserne. Min kontrabog siger, at jeg forbruger 40 % for meget ilt i forhold til min betydning i samfundet..

kjærlighed