Hvad jeg mimer? Den største poetik. Muldvarpen ved intet om
den jordvold, den forårsager og kast med græsset. Det irriterer mig vildt.
Jeg står med sekunder til alle
sider. Jeg tænker på at gøre huden smuk. At motionere. Glemmer at pengene ikke
er der. Den slags cash, som jeg jo netop har kastet i alle de retninger, hvor
der er sekunder. At skønhed unddrager
sig. Og jeg definerer endikke begrebet. Jeg ventede etellerandet og kæftede op,
mens jeg ventede.
Jeg sagde: og hvis jeg glemte at
slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder jeg venter og afventer. Noget
med skæbne. Det er monster, af ord, som forlader
min kæft, skabt af vrede. Min skæbne er vrede. Af vrede kan så formes monstre
og gespenstre, som sådan labyrintisk
sættes i verden. Jeg føder min undvigelse.
Så smukt i undvigelsen. Hold dog
op. Det kan ikke gå galt, tilføjede han nervøst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar