dobbeltbundede kræfter

Om Kemo....  minder mig om digitalis (død og hjerte), pølseforgiftning (stærkeste gift og botox til de øndigste kvindelæber) og den slags med dens dobbelte mulighed som dræber og helbreder. Listen kunne jo fortsættes med alverdens sager, selv et stykke rebs dobbelte væsen.

Borums papir ..hvorfra ved jeg ikke...men skrevet til anmeldelse af Farven Godot..... dengang

Første digt om Hr Pullert

Hr Pullert syllogismer lige. Det tjener jo sikkert  et godt formål.

Måske drejer det sig bare om hvem der skal tage opvasken.  Hr Pullert leger ex auditorio ude i køknet:

"Morlille er en opvaskebalje.

En opvaskebalje kan ikke vente med at få tallerkner og beskidte gafler ned til sig. Ergo må morlille skynde sig at tage opvasken". " Morlille er en tinsoldat. Morlille har kyssemund. Tinsoldaten er en bette røv med kolde kysselæber. Han gider ingenting. Ergo gider morlille godt alligevel, kan jeg se.”

Jeg mener: ergo er opvasken morlilles.

Og videre: Mine forskningsresultater indeholder 12 teser, der alle holder vand. Jeg har ganske vist måttet modificere nr 4 der siger:

Det ses let at resultatet er validt og korrellerer med det i forvejen kendte.

Det viste sig, at det ikke var bekendt at Caymankrokodillerne får tænder 3 gange. Det var ellers afprøvet på mus.

Kulturelt indslag i planen

Kulturen

Hestevæddeløbssporten

Regeringen vil sikre gode vilkår for hestevæddeløbssporten i Danmark og vil derfor liberalisere spil på hestevæddeløb. Hestevæddeløbssporten skal have mulighed for at omstille sig og vil derfor i en overgangsperiode modtage støtte svarende til den nuværende støtte.

digt om sjæl og pigment

t-shirt fra før

mine ord til Lars Bo N-bog

(lars bo nørgaard)

• Start
• *

mandag den 9. juni 2014

Knud Steffen Nielsen om tekstdelen af 'Bålene brænder':

Grammatik nr 16, katalogagtigt.

 en beskrivelse af Lars Bo Nørgaards fine skriftark set i troperne.

Forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj omfavnelser om vi vil det eller ej her kan jeg bo her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne tumler vi igen og igen ned mod ghatsene vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne på flodbredden et hoved og håret fangede ild huden svedet 

(et lille fragment og min snakken herunder giver vist først rigtig mening, når man har arkene hos sig som eksempelmateriale på det, jeg pludrer løs om nu).

Normalt er jeg ikke til rejsebøger eller pindemad, men dether er noget andet.

Lars Bo Nørgaards skriftark fra Indiensrejse (med gode stregtegninger af Troels Emig) er nemlig ikke det.

Det er fra rejsen, men ikke på den måde. Det er ikke afrapportering. 

Afrapportering er journalistisk tænkt over det, som hændte - og beskrevet som sådant.

Lad mig forklare langsomt og en anelse omstændeligt og trægt.

Jeg vil prøve kun at være teknisk og vælger at tale om noget, jeg vil  kalde TEKST-Præsens  og Samtidighed.

Hvordan kan man bringe en samtidighed ind i en tekst?

 Det vil sige samtidighed ind mellem læser og tekst.

… er bl.a. noget med at fjerne hierarki mellem hovedsætninger og bisætninger og en hel masse mere, som vi ser på om et lille øjeblik.

Der er for mig som  læser en mulig bringen sig i højde med tekstens præsens -  og blive en medrejsende, hvor man i tidsfølge følger den rejsende på rejsen.  Og fordi teksten mimer en sansningernes kommen og gåen.  Selvfølgelig ved man godt, at plottet i én forstand har fundet sted, og at det er sporet fra det man får.

 Men på samme tid får man på en anden måde konsekvensrækkerne i den rækkefølge, man læser sig frem.  Det gør man jo altid i roman, ikke?  Hvor adskiller det sig i en standard plotbåren registrant som adskillige romaner gebærder sig i og så dette?

 Kontrakten er en anden her. 

Men lad mig lige forlade det et øjeblik og kigge på strategierne, hvor man mimer en tekstens præsens.

1) Ved Eliminering af de hierarkier, som sætningsopbygning  normalt har.

a)

Fx i hoved-og bisætningers hierarki.

Det kan så angribes, ved at kommaer og punktummer more or less er smidt bort. (sådan stein-agtigt). Det giver bl.a. et flow. Og et ganske særligt fluktuerende flow. Men det gør det naturligvis ikke alene

b)

Ved glidende metaspring til siden i forhold til det plot, der ligger og lusker på tekstfladen.

b)

Ved reduktion af sammenkoblinger som konjunktioner, dvs bisætningsindledere som fordi, hvis, hvis, når, da, så, selvom.. Og det igen i flowens tjeneste og i det præsentes tjeneste.

c)

Ved underbetoning/eliminering af kausalitet bl.a  ved at eliminere nogle af de omtalte fordi'er, hvor de ellers var forventelige. Men først og fremmest ved sømløse glidninger i de skift, som uvarslet kommer.

  Og præmissen for at angribe kausaliteten skal lige med, for erkendelsesmæssig foregår fx sansning ikke nødvendigvis kausalt in the first place......Sansning og det at bevæge sig rundt derude i verden er ikke bundet op inormsætningsskema kørende i Vægtigt subjekt- Vægtigt verbal- adverbial-skabelonen (ved godt, at der variationsmuligheder og inversion og fremskudt forfelt mm):

   operatør//verbal +objekt//adverbialt,.  DET er hovedskemaet. Det er godt og organisk og naturligt og funktionsdueligt, MEN er konvention.

Poul fangede en fisk med de bare næver en herlig sommerdag.

I sansningen herover kan hvert led være det primære i situationen. Fisken kan, sommerdagen kan, næver kan, Poul kan. I hjernens pêle-mêle.

For
Når man sanser something sådan i løbet af en dag. Så befinder omverdenen sig i en mere eller mindre diffus tåge af farver, lugte, former etc… i det øjeblik er der ikke et hierarki af pegen på mig som vægtig plotbærer.Det vil sige Jegpersonen i en fortælling…det som ellers  alm sætningsskemaer tilsiger  i  sin normale taxanomi.  Norm-standarden: hovedperson (x) personens dynamik ud i verden (o) og  adverbiale biomstændigheder (fx intensitet, måde,etc)  ”Han plukker en klokkeblomst”  det er hovedstrukturen i alm sætningsskema plus varianter.   Men i mødet med omverdenen behøver det ikke at være sådan i sit skema.  (Selvom sprogets norm siden vores barndom slår tilbage og får os til at tale ret meget i det hierarki)  og deri ligger osse en normativ kausalitet.  Er det mig, operatøren, der plukker, og plukker en blomst. Ja, det er det osse, men sansningens rækkefølge og sansningens katalysator og sansningens scene-setup er ikke nødvendigvis  den .  Vi kan lige så godt vende den om, ja helt omvendt,  og sige: Verden møder os, en blomst rækker sig frem, jeg bøjer mig ned, og jeg snupper den velduftende genstand.  Ved intentionalitet er jegfortælleraspektet nok anderledes.

d)

Ved metakommentarer, hvorved læseren næsten får udleveret en pen i en samtidig  medskriven

e)

Ved andre direkte procesmarkeringer, hvor man bliver inviteret ind i skrivningen. Og hvor der er modifikationer som nok, sikkert, monstro, måske, kunne være,   er der også tale om en slags invitation ind i skriveprocessen, da den slags ubestemthedsmarkeringer giver anledning til læseren til at bekræfte eller afkræfte og meddiskutere uvishederne

f)

Ved brug af den normalt grimme og udanske gerundiv (i form af lang tillægsform, men ikke adjektivisk, men verbalt) i stedet for finitte verber. Hvor gerundiven verbalt kobler sætningshandlinger mere inkorporerende organisk sammen, da den peger tilbage på subjektet. Hvis det var et finit verbum, markeres den ny sætning netop som ny sætning, og dermed kommer der et tydeligt sporskifte.

Eksempel (*Forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj)

g)

Ved at standse op, inden en tanke, en refleksion er færdiggjort .

h)

Og andre selvafbrydelser.

i) Og ved direkte henvendelser ud af teksten til læseren

j) Ved at alle disse inkorporerede træk indgår samlet i en ligeværdig del af tekstens  fremadskriden.

k)

Ved det jeg vil kalde prosaens enjambementer, i poesien er et enjambement, hvor linjebruddet både stopper og samtidigt fører handlingen videre i en ny bevægelse, men som samtidig medbringe den netop læste linje som en slags bagage, kontrabande, så flere betydninger glider ind over hinanden.  Praktisk kræver det –igen- at et punktum eller komma er fjernet. (* et lille eksempel ses her nederst:…her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne> tumler< vi igen….) ”tumler” indgår både til højre og til venstre.

Jeg ser de små ord-vejrhaner snurre rundt og trække betydning fra den ene linje til den næste og tebavs igen.   Nævner lige Gertrud Stein igen, og hendes pludselige uannoncerede skift, i samme tonefald så at sige.

Og hendes projekt er jo bl.a. osse at mime en tekstens samtidighed med skriveprocestiden.  Jeg skriver mimen, da hun jo godt ved, at det ikke kan gøres 1:1, at stryge en tændstik tager lidt længere tid at skrive end at gøre. Banalt sagt.

Teknikaliteterne gør det jo ikke alene. Jo, det er flowet, det er nivellering af syntaxforhold, det er alt det nævnte og en del mere.

 Og samlet giver det en UMIDDELBARHED, som ikke bare forklares ved  nedbrud af sprogkonventioner.

En anden del af analysen kunne være glossariet, men det har jeg  valgt fra.

Jeg vil slutteligen henvise til hele samlingen fra Lars Bos rejse.   

……Forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj omfavnelser om vi vil det eller ej her kan jeg bo her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne >tumler< vi igen og igen ned mod ghatsene vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne på flodbredden et hoved og håret fangede ild huden svedet……

/KSN

korte ord

/ Åh død, din kære brod og åh kiv, din svi­ge­fulde skiderik//   cool som en røv// næsten// næsten næsten//nix mer’ /at holde luk­ket, kæft und Alles/Du schnuurendes Bart, was willst du mir doch/ schlappen dog Sie murmelnd schlasisch an. Es piept bei dir.

gyx//bild

plot

Luftpost fra Viggo M.

genom

Ejler Nyhavn tildelt Leo Estvad-prisen i går.

/fragment af længere sag/

Den forskellige måde de beskrev tulipanen på afslørede, at de ikke mente det samme.

Vi to mener med garanti ikke det samme, når vi siger ”landets stabilitet og de nødvendige midler for at sikre den.”

Jeg bringes i trance af de forskellige sætninger, der sådan overfladisk var identiske. 

De havde ikke skam i livet. (Vi snakkede i den grad ikke om det samme).

Må jeg bede om mere tid, så skal jeg fortælle om tiggeren, en af os slog til pindebrænde.

Lasse-clip

Clip fra Lars Bo Nørgaard:

'sup?
Klip fra 2 udgivelser på vej fra Limbo Library: *T...
ovre fra knuds:
2 klip fra http://bloka10.tumblr.com/
GENUDGIVELSE
in other news:
materia prima / prima materia
fragment / *tanger*
pingpong
Ja, Jørn, det er sgu trist. Svinkløv er barndoms l...
Fra de sociale medier: samtale med Knud Stef. Niel...
knæhaser, knæhaser, knæhaser, knæhaser, knæhaser,...
Ang. stedsspecificitet / 2 klip fra billedsøgning ...
Opdater coverbilledeLars Bo NørgaardOpdater oplysn...
Lars Bo Nørgaard har delt Limbo Librarys billede.I...
Apollo Astronaut Edgar Mitchell Says Aliens Preven...
Fra Knudsteffens: "metakommentar: der er noget nær...
Rystet og skuffetMonica
LIMBO LIBRARY deltager i BOGHANDEL, SKIFTER
Skits / proces (med tak til KSN)
/ fra FB
fra dengang jeg var kat
Administrer sporingen af dine egne sidevisninger
nå, kan ikke få adgang til det dokument, som vi ka...
Jannick (emoticon)
Books of India
Børsen i vinter, fødselsdag over land i den senest...
eller var det? (er lidt rekonvalesednt i det,...
Vermin Womb Permanence 12" EP [2014] Doom, Grindco...
& it's Double

Fin visit af Jakob ....og Emilia og Rúna

KSN-digte 0G svenske oversættelser af samme (v/Jonas Rasmussen)

Några dikter ur

Derfor står jeg frem nu (Werkstatt, 2015)

av Knud Steffen Nielsen

Översättning: Jonas Rasmussen

**

Det fore­lø­bige punk­tum. De mid­ler­ti­dige ønsker.

Et kvar­ter ad gan­gen. Et år ad gangen.

De enkelte dele hol­des sam­men

af

Ind­til-videre, 

 dvs lys sendt fra afdød stjerne

og den måde, jeg tæl­ler det spl­in­trede på.

**

Den temporära punkten. De övergående önskningarna.

En kvart i taget. Ett år i taget.

De enskilda delarna hålls samman

av

tills-vidare

dvs ljus utsänt från död stjärna

och det sätt som jag räknar det splittrade på.

**

Så

fordi. Det nær­væ­ren­des bags­mæk. Eftertan­ken når cyk­len er punk­te­ret.
... det er det jeg vil lige nu. Mang­ler godt nok det hele,  xylo­fo­nerne og
og det, der er lavet af fjer

jeg står jo totalt stille, par­ti­tu­ret siger gan­ske vist: xylo­fo­nerne og
det der er lavet af fjer

ikke noget der lige afslø­rer det hvide i kata­stro­ferne.

dér, hvor stau­derne stik­ker snot­ten op over græs­set.

jeg ser i par­ti­tu­ret: det hvide i kata­stro­ferne afslø­res sekun­det efter 

Knæ­ene stod så ube­skyt­tede i sluk­ke­skum

(kan genop­fø­res iflg partituret)

sno­rene hol­der jeg  stramt

for tiden er inde. det er jo nu, og hvis der er nogen til­bage,

at sige om det

om det gyldne punkt i virvaret

og jeg selv vid­ste endnu mindre,

fx noget der kul­mi­ne­rede i dette præ­sente øjeblik.

Til dig, der ikke var der (så er det jo ligegyldigt).

Ja, det lig­nede til­sy­ne­la­dende en stak pin­de­brænde, er nu sluk­ket

som en sko­v­brand. Er ikke præ­sent læn­gere.

(det kan jeg da godt ind­skrive i par­ti­tu­ret til næste gang)

(der står osse om kys, defi­ni­tio­nen, udfø­rel­sen, let­tere distant;

manu­a­len har en teg­ning, der meget min­der om at samle en IKEA-lampe) 

en evt rose mel­lem tænderne

lig­ger til opladning

(par­ti­tu­ret lig­ger dvask opslået og  ved ikke, hvem der opfø­rer det.)

(De røde linjer op af armen eksisterer først reelt, når du læser indstikssedlen)

**

Så

för att. Det närvarandes baklucka. Eftertanken när cykeln har fått punktering.

… det är det jag vill just nu. Saknar visserligen allt,   xylofonerna och

och det som är gjort av fjädrar

jag står ju helt stilla, partituret säger förvisso: xylofonerna och

det som är gjort av fjädrar

ingenting som direkt avslöjar det vita i katastroferna.

där, där perennerna sticker upp snoken ur gräset.

jag tittar i partituret: det vita i katastroferna avslöjas sekunden efter

Knäna stod så oskyddade i släckskum

(kan återuppföras enl partituret)

snörena håller jag   spända

för tiden är inne. Det är ju nu, och om det finns något kvar,

att säga om det

om den gyllene punkten i virrvarret

och jag själv visste ännu mindre,

tex något som kulminerade i detta nuvarande ögonblick.

Till dig som inte var där (då gör det ju det samma).

Ja, det liknade något som påminde om en hög pinnved, har nu slocknat

som en skogsbrand. Är inte nuvarande längre.

(det kan ju ju skriva in i partituret till nästa gång)

(där står det också om kyssar, definitionen, utförandet, lättare distans;

manualen har en teckning som påminner mycket om att sätta ihop en IKEA-lampa)

en ev ros mellan tänderna

ligger på uppladdning

(partituret ligger slarvigt uppslaget och   vet inte vem som uppför det.)

(De röda linjerna upp längs armen existerar reellt först när du läser bipacksedeln)

 **

Dét kunne det blive til og et lille hop til siden

                    Og

 Lungen var  scenisk

og   gennemførte det,  jeg sagde. ( Jeg sagde?)

Parenteserne om os,  rigeligt til at vi

formede en fisk.           

De sagde:  Du er som en fisk.

 Jeg havde ikke talens brug,

Jeg brugte mine gæller til pausen.

Han spiller død, sagde de. 

Jeg synes, det er svært at opføre det potentielle, det ladede.

Lige det step, hvor man står. Og kan ikke andet.

**

Det kunde det bli av det, och ett litet hopp åt sidan

                      Och

Lungan var   scenisk

och   genomförde det jag sade. (Jag sade?)

Parenteserna omkring oss,   tillräckligt för att vi skulle

forma en fisk.

De sade: Du är som en fisk.

Jag kunde inte använda talet

Jag använde mina gälar under pausen.

Han spelar död, sade de.

Jag tycker det är svårt att uppföra det potentiella, det laddade.

Juste det steg där man står. Och kan inget annat.

**

Jeg har glemt det hele, og

det hele er rigtigt, og det hele er

vanvittigt. 

Vanviddet er reglerne. Dér.

Og alle de pæne lister indeholder regler for begge hænder.

Af de nok hundrede træer kan jeg højst nå at tælle

de fjorten.  Skovene tager altid  munden for fuld. 

Om jeg har læst alle træerne….?

”Så referér noget af handlingen

for forsamlingen”, siger du.  

Jeg kan ikke styre

det. 

At tælle til én er knapt nok nok.

**

Jag har glömt allt, och

allt är rätt, och allt är

vansinnigt.

Vansinnet är reglerna. Där.

Och alla de prydliga listorna innehåller regler för båda händer.

Av de nog hundratals träden hinner jag högst räkna

de fjorton.   Skogarna tar alltid munnen för full.

Om jag har läst alla träden … ?

”Referera då något av handlingen

för församlingen”, säger du.

Jag kan inte styra

det.

Att räkna till ett är knappast nog.

**

Vi har  blot

kageflag 

 og

 som folk er flest.

Jeg må kunne bruge det ansigt

fra  1989 igen.

Forventninger og alt er på plads, ellers kommer det.

Regnestykket kræver, at 

jeg træder lige 2 skridt baglæns, når det er det.

Skæbnens tal er 7 i dag.  Vi bruger Det gyldne æsels snit.

(jeg vender tilbage og giver tallet for sjælen i morgen, og det er ikke

nødvendigvis deleligt med 7).

Det er tiden der arbejder. Den skærer

alt til.

** 

Vi har bara

tårtflaggor   och   som folk är mest.

Jag måste använda det där ansiktet

från   1989 igen.

Förväntningar och allt är på plats, annars är det snart.

Mattetalet  kräver att

jag kliver två steg bakåt, när det nu är så det är.

Ödets tal är 7 idag.   Vi använder Den gyllene åsnans snitt.

(jag återkommer med själens tal imorgon, och det är inte

nödvändigtvis delbart med 7).

Det är tiden som arbetar. Den skär till   allt.

**

Det, der i går kun var et frem­ti­digt citat, står nu i sin fulde ret.

Usårlige er papirs-dahliaerne. Det er den dér langmodighed som en hattenåls.

Har indregnet tidsforskellen.

Men jeg kan ikke sætte prisen på mig selv ned.

Og hvad skulle de betale mig med? Mindre arvæv, mindre luft, færre grøntsager?

Min ære?  Scenen mere skrå? Min solidaritet?

Det skal jo trække bentøjet skævt.

Og nu går det vist snart over. Og jeg må haste,   

når nu smilet er lige ved hånden. 

**

Det som igår bara var ett framtida citat står nu i sin fulla rätt.

Osårbara är pappers-dahliorna. Det är den där långmodigheten som en hattnåls.

Har räknat in tidsskillnaden.

Men jag kan inte sätta ned priset på mig själv.

Och vad skulle de betala mig med? Minde ärrvävnad, mindre luft, färre grönsaker?

Min ära? Scenen mera sluttande? Min solodaritet?

Det ska ju vrida benen sneda.

Och nu går det visst snart över. Och jag måste skynda,

när nu leendet ligger för handen.

**

Munden, stedet hvor

sulten. Sulten, der får

hatten til at ryge af.

Paraplyen har jeg glemt i toget.

Paraplyens enhed, stedets enhed, denne projektion, selv det. Gåturen

har en smule enhed

i sin takt, pulsens enhed.

Sansningens enhed. Kunne næsten mærke linjerne som en sav-

klinge i hånden . Den lagde sig 

i munden. 

**

Munnen, platsen där

hungern. Hungern som får

hatten att flyga av.

Paraplyet har jag glömt på tåget.

Paraplyets syntes, platsens syntes, denna projektion, även den. Promenaden

har en smula syntes

i sin takt, pulsens syntes.

Sinnesintryckens syntes. Kunde nästan känna linjerna som en såg-

klinga i handen. Den lade sig

i munnen.