S.v. Kugeln: morgennote

jeg siger:

Dyret findes i den udgave du ønsker. Lav en skiltetekst med kræet kald det: fare for udskridning//kald det du punkterer//og du er da vist fyld med nougat// eller: nu tror jeg lige. Værsgå:  Fyldt til randen af din betydning såvel som faraonerne smækkede betydning på. Indlagt i den lille krop som intarsiafelter.  

Du fotograferer den fra to sider, og du får to virkeligheder, siger nogen. Mind every step, you take, siger jeg. Man ku nedfælde træstykker overalt i sig selv..med tandstikker som en ægte kinesisk akupunktør. Hvis jeg ville, og så hver gang jeg hev en pind ud, så var jeg en anden. Du ved, den slags snak. Og så siger vi den anden til sit eget spejlbillede og undlad venligst at bade i floden igen, hvis du vil genkendes. 

Lad os forlade dette måske banale, flukturerende småsvimlende, men igen banale. For er hver ny version -fx af billemand- en anden. Den anden. Uden for din egen lædersæk er Det Andet.  Ruller man lort som Billemand og Sisyfos op af bjerget og får lorten i hovedet igen er det så ikke genoprettet. Det er da lidt henad at blive skyllet tilbage til moders liv og alt er genoprettet. Å du simple, Jeremias.

Det Andet ligger okay udenfor, men defineres af os indefra alligevel. Halløjsa, har vi et problem nu.

Sisyfos er min helt. Når han får lorten i hovedet igen, så blinker han først med det ene øje og så med det andet og så: Jeg er dælme lige glad. Vi tar en tur mere i karrussen. Og så tar han sin banjo. Ok, det er en mandolin, og så spiller han til sangen. Bebrejder måske bjerget for dets voldsomme hældning. Det er en kategori 34. Måske eller nej.

 Og ryger der ikke lidt skorstensrøg op af vulkanens pibe. Yes. Det gør der. Vi spiller da bare lidt vildere på strengeinstrumentet. Og hiver lort af håret og siger tak til.

 Bytter han ikke indimellem en hest for en pose nedfaldsæbler. Lad mig selv svare. Jo, det gør han.  Glemmer han skarabæen.. for nu at stille et falsk, men stilistisk spørgsmål. Er han et med billefar. Lever de af at klippe og barbere hinanden, rose hinanden og klappe hinanden på skuldrene. Og gå i teatret for at tænke lidt på noget andet. (fortsættes måske, hvad ved vi..) 



Erik Kock Man kunne komme med kommentarer til teksten, kunne man, men hvorhen vil de føre - til enden af den lukkede tunnel hvor væggen var malet hvid (der var intet lys). Ikke engang skriften på væggen ville skinne igennem. Men det er fandme en god tekst. Det kan jeg sige uden at tabe gebisserne i sømskuffen. Og billedet lå på skinnerne med bisserne ned, de skulle ikke nyde noget, ikke engang et skålpund sprog.