Et enkelt af ret mange
Cph-festivalpunkter og det på en god times tid (og hvad når man på en time på
det engelske, fremmedsprog for alle 4?)—sagen her skrevet ud fra egen navle.
Emne ukendt. Fire mand i en båd, præcisere 4 mand omkring et bord
(Literaturhaus, lørdag kl 19, fire
poeter sad på et tidspunkt ved forpligtende samtale rundt om et bord med en
meksikansk nationalskjald og belgiske Droogenbroodt plus Nikolaj Zeuthen og så undertegnede...vores
opgave var at disputere ”noget”.
Det extemporale emne var så egentlig hjemsted, sku det vise sig, men det
udviklede sig hurtigt videre fra de respektive skrivestuer og placering af pcskærm
og bord til noget andet.....
….og det blev lidt et sammenstød mellem høj-positioner fra det latinske og så mere rationel/ureligiøs tilgang til poesien...den der med license from heaven syntes jeg nok ville være at tiltage sig beføjelser, der ikke nødvendigvis lå i (mine) kortene..det var med danske øjne næsten et dyk mod en tid der var engang sådan 1805 og romantik.
Især da talen nærmede sig inspiration. Mexicanske Blanco plæderede længe
for, at poeten pænt måtte sidde og vente nærmest i årevis på inspiration og så
i øvrigt samtidigt lære at bestyre kassen med tools (her en mindre modsætning, ku
man sige), og inspirationen som begreb nærmede sig det zenagtig mere og mere, …
”Og havde Trakl måske ikke siddet og ventet og ventet på inspiration..Droogenboodt
velsignede Alberto Blancos tale.
”I don’t care” undslap mit mundstykke af et fuglenæb.
Jeg ville gerne have, at der blev redegjort en smule for det psykologiske
aspekt for inspiration for nu at fastholde ordet. Og hvis der så ellers overhovedet
lå en anderledes tilgang ved digterisk arbejde fremfor anden formmæssig
påbegyndelse og bearbejdelse af stof, uanset hvilket fag man nu beskæftigede
sig med.
For inspiration kunne være en vilkårlig sansemæssig eller tankemæssig
oplevelse og vel være katalysator for allehånde opgaver, menneskene stod med.
Hvis vi nu fastholder inspiration, hvad man måske nok ikke skal gøre, så er
der måske på en anden led en hoveddistinktion- måske- mellem at producere og
reproducere. Psykologien ku nok være en anden, når man producerer, frem for man
reproducerer. Men ikke mere helligt. Det er at bevæge sig ud i ukendt
land. Så langt så godt.
Så enedes vi om at droppe begrebet inspiration. Jeg droppede det især som værende
sakrosant.
Hvis vi skal tale om magi og mysterium, så er det for mig langt mere
mysteriefyldt at sku erobre sprog, som barnet gør.
Og dernæst det at sproget har (overskridende) virkning på den man taler til
og med er næsten helligt eller mystisk for mig.
Vi kastede os lidt over poesien som proces og som noget der faktisk
Ikke var et substantiv, men "a verb".
Fordi poesien (ikke kan og skal hypostasere),
altså ikke tidsmæssigt fikseres i beton, hvor så sproget bliver færdige
statements, der så reproduceres.
Så vi nåede en vis form for forståelse, men der var en lille smule
religionserstatning over det udenvælts syn på hvad poesi er - med den
guddommelige afventen og inspiration. (Hvordan skal man være-defensiv eller
offensiv, når man støder ind i noget der "taler" til en...jeg
tog en ølflaske på bordet og sagde at der sagtens kunne være et eller andet,
som jeg ku tale om, tale ind til etc..som katalysator for noget helt
fjerde....men det stillede man (Blanco) sig så voldsomt tvivlende overfor.....men
snart efter var der så enighed om, at der godt ku skrives ud fra noget helt inferiørt
som om fx en tandbørste....Og det er jo osse mere afgørende, om man selv mener,
at et fænomen indeholder potentiale til at skrive om, hvadenten det er
Eiffeltårnet eller en teske. Og hvad der
så sker med lad os sige tandbørsten eller en teske vil så digtets skriftrum så
afsløre. Altså det færdige produkt. Og vi taler endda ikke nødvendigvis om et
makro-niveau i forhold til mikro.
Alberto tog "min" ølflaske og talte om tomhed og intet...jeg tror,
der igen var gået lidt zen i det..og Spillet i Literaturhaus-lokalet var som
nævnt, at publikken, der var placeret bag os, skulle betragtes som
ikke-tilstedeværende... Mon ikke snakken tog sit udgangspunkt i det faktum
plus at inspirationssnakken førte frem
til snak om intethed. (Alberto Blanco).
Jeg siger så at hvis den tomme
flaske skulle sammenlignes med et tomt rum, som det rum vi sad i, og som så om
lidt ville være tomt, så var rummet ikke tomt i betydningen ikke-defineret,
ubeskrevet, etc, da rummet var blevet mytologiseret af en begivenhed...og altså
ikke blot et tilfældigt forladt sted...rummet var omdefineret...og ville blive
det løbende…
og postulerede videre så på egne vegne, at det er muligt, at det tomme ikke
kan defineres heller...selvfølgelig kan det (i en vis forstand) defineres som
fravær af det, der var i rummet (af mennesker lige før). Og så især af det
lige omtalte: kan kun forklares som noget mere end sig selv, nemlig
som det, der er sovset til af det, der er sket (altså i aspektet som
forforståelse og efterforståelse). Vi får det ikke in se. OG
endvidere: at vores sprogliggørelse af det tomme måske får karakter af konstruktion
….og som vi eksempelvist sprogliggør som 1)potentiale, som 2)fravær, som 3)komplementært
til hvad det kunne være. Men ikke in se.
Og derfor bruger vi vel det tomme som metafor for meningsløsheden. Et slags
hypotetisk rum, vi ikke kan definere på anden vis end ved at sige, at min
meningsløshed LIGNER noget tomt. Og sammenlagt kan det ikke kan figureres på
anden vis end ved en indirekte forholden sig.
*
Det er så skrevet ud fra mit eget aspekt og så var der lige pludselig gået
en time, og hver læste osse digte undervejs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar