Kaptajnens morgensang

lille samtale mellem et par danske forfattere, og en belgisk og en mexicansk Kbh´s internationale Litteraturfestival for et par år siden

Et enkelt af ret mange Cph-festivalpunkter og det på en god times tid (og hvad når man på en time på det engelske, fremmedsprog for alle 4?)—sagen her  skrevet ud fra egen navle.

                               

                                    

Emne ukendt. Fire mand i en båd, præcisere 4 mand omkring et bord (Literaturhaus,  lørdag kl 19, fire poeter sad på et tidspunkt ved forpligtende samtale rundt om et bord med en meksikansk nationalskjald og belgiske Droogenbroodt plus Nikolaj Zeuthen og så undertegnede...vores opgave var at disputere ”noget”.

Det extemporale emne var så egentlig hjemsted, sku det vise sig, men det udviklede sig hurtigt videre fra de respektive skrivestuer og placering af pcskærm og bord til noget andet.....

….og det blev lidt et sammenstød mellem høj-positioner fra det latinske og så mere rationel/ureligiøs tilgang til poesien...den der med license from heaven syntes jeg nok ville være at tiltage sig beføjelser, der ikke nødvendigvis lå i (mine) kortene..det var med danske øjne næsten et dyk mod en tid der var engang sådan 1805 og romantik.

Især da talen nærmede sig inspiration. Mexicanske Blanco plæderede længe for, at poeten pænt måtte sidde og vente nærmest i årevis på inspiration og så i øvrigt samtidigt lære at bestyre kassen med tools (her en mindre modsætning, ku man sige), og inspirationen som begreb nærmede sig det zenagtig mere og mere, … ”Og havde Trakl måske ikke siddet og ventet og ventet på inspiration..Droogenboodt velsignede Alberto Blancos tale.

”I don’t care” undslap mit mundstykke af et fuglenæb.  

Jeg ville gerne have, at der blev redegjort en smule for det psykologiske aspekt for inspiration for nu at fastholde ordet. Og hvis der så ellers overhovedet lå en anderledes tilgang ved digterisk arbejde fremfor anden formmæssig påbegyndelse og bearbejdelse af stof, uanset hvilket fag man nu beskæftigede sig med.

For inspiration kunne være en vilkårlig sansemæssig eller tankemæssig oplevelse og vel være katalysator for allehånde opgaver, menneskene stod med.

  

Hvis vi nu fastholder inspiration, hvad man måske nok ikke skal gøre, så er der måske på en anden led en hoveddistinktion- måske- mellem at producere og reproducere. Psykologien ku nok være en anden, når man producerer, frem for man reproducerer. Men ikke mere helligt. Det er at bevæge sig ud i ukendt land. Så langt så godt. 

Så enedes vi om at droppe begrebet inspiration. Jeg droppede det især som værende sakrosant.

Hvis vi skal tale om magi og mysterium, så er det for mig langt mere mysteriefyldt at sku erobre sprog, som barnet gør.

Og dernæst det at sproget har (overskridende) virkning på den man taler til og med er næsten helligt eller mystisk for mig.

Vi kastede os lidt over poesien som proces og som noget der faktisk Ikke var et substantiv, men "a verb". 

 Fordi poesien (ikke kan og skal hypostasere), altså ikke tidsmæssigt fikseres i beton, hvor så sproget bliver færdige statements, der så reproduceres. 

Så vi nåede en vis form for forståelse, men der var en lille smule religionserstatning over det udenvælts syn på hvad poesi er - med den guddommelige afventen og inspiration. (Hvordan skal man være-defensiv eller offensiv, når man støder ind i noget der "taler" til en...jeg tog en ølflaske på bordet og sagde at der sagtens kunne være et eller andet, som jeg ku tale om, tale ind til etc..som katalysator for noget helt fjerde....men det stillede man (Blanco) sig så voldsomt tvivlende overfor.....men snart efter var der så enighed om, at der godt ku skrives ud fra noget helt inferiørt som om fx en tandbørste....Og det er jo osse mere afgørende, om man selv mener, at et fænomen indeholder potentiale til at skrive om, hvadenten det er Eiffeltårnet eller en teske.  Og hvad der så sker med lad os sige tandbørsten eller en teske vil så digtets skriftrum så afsløre. Altså det færdige produkt. Og vi taler endda ikke nødvendigvis om et makro-niveau i forhold til mikro.

Alberto tog "min" ølflaske og talte om tomhed og intet...jeg tror, der igen var gået lidt zen i det..og Spillet i Literaturhaus-lokalet var som nævnt, at publikken, der var placeret bag os, skulle betragtes som ikke-tilstedeværende... Mon ikke snakken tog sit udgangspunkt i det faktum plus at inspirationssnakken  førte frem til snak om intethed. (Alberto Blanco).

 Jeg siger så at hvis den tomme flaske skulle sammenlignes med et tomt rum, som det rum vi sad i, og som så om lidt ville være tomt, så var rummet ikke tomt i betydningen ikke-defineret, ubeskrevet, etc, da rummet var blevet mytologiseret af en begivenhed...og altså ikke blot et tilfældigt forladt sted...rummet var omdefineret...og ville blive det løbende…

og postulerede videre så på egne vegne, at det er muligt, at det tomme ikke kan defineres heller...selvfølgelig kan det (i en vis forstand) defineres som fravær af det, der var i rummet (af mennesker lige før). Og så især af det lige omtalte: kan kun forklares som noget mere end sig selv, nemlig som det, der er sovset til af det, der er sket (altså  i aspektet som  forforståelse og efterforståelse). Vi får det ikke in se.   OG endvidere: at vores sprogliggørelse af det tomme måske får karakter af konstruktion ….og som vi eksempelvist sprogliggør som 1)potentiale, som 2)fravær,  som 3)komplementært til hvad det kunne være. Men ikke in se.

Og derfor bruger vi vel det tomme som metafor for meningsløsheden. Et slags hypotetisk rum, vi ikke kan definere på anden vis end ved at sige, at min meningsløshed LIGNER noget tomt. Og sammenlagt kan det ikke kan figureres på anden vis end ved en indirekte forholden sig. 

                                                                             *

Det er så skrevet ud fra mit eget aspekt og så var der lige pludselig gået en time, og hver læste osse digte undervejs.

     

sybillede

Kugeln Morgennote (fragment)

Kugeln...Morgennote:

kropsdisciplinering og ballistik er to sider af samme sag, ballistikken er et af diagrammerne i disciplinens historie.

Kropsholdning:  Som ung mand når jeg kom hjem fra øvelserne blev jeg modtaget af faderen, der indtog samme hilseholdning som Sadam.

Opret kropsholdning, rank, fastlåst, højre arm bøjet i en vinkel på 90 grader, øverste del af arm helt presset ind mod kroppen, nederste del af armen strakt lige lukt ud vandret, sådan at den ankomne person som undersåt  måtte helt ind til superintendenten for at gribe luffen, uden at superintendenten behøvede at bevæge sig. Det var overladt til undersåtten at bevæge sig frem. 

  Superintendenten optrådte som de personskultsstatuer, der var opsat overalt i parker, bymidter.

  Partituret til et stykke ballistik i felten aftegner netop det mønster som har kroppen, den modtagende krop, som mål. 

Non habeas corpus. 

 Jeg ejer din krop, siger gestussen.  

Enhver hilsehandling er en fortælling. Der findes 118 versioner.  

Din nabo Jens A hilser, hvis han hilser, hilser anderledes,  hvis han ikke er alene.

 Er der ikke kommet lidt afmålt over hans gestik, hvis der altså er nogen.  Han hilser ikke først. Initiativet er dit. Det er den lille magtdemonstration.  Står han ikke dér og positionerer.  Står han ikke og opranker sin plads i en hakkeorden, han er medlem.

Som soldat kan vi ikke lege de demokratiske regler, der i øvrigt og tydeligvis ikke har en skid med demokrati at gøre.

 Som kaptajn kan jeg være lykkelig fri for alle de narrestreger. Det er bogført, hvordan vi kører klatten.

adjudanten

f-teksten

Fredagsdigtet

Knud Steffen Nielsen

17. juni 2016

Er forplantning i folkets interesse ønskelig?

Racepleje a43. fragment

“Et navn ud for hvert personblad, for hver patient./ Ingen følelsesudtryk/ Forspildtheden, er stadig blomsten der visnede, står der/.

Scizofrenien er ikke en bæredygtig plante. / /Journal: ikke bæredygtig. / Johanne/ Sygdom nr. 14. …uproduktiv, selvdestruktiv, kan kun finde ud af at trække

øjenbrynshår ud og spise dem. /Et andet navn for forbandelse, den totale./ (I går fandt hun 7 firkløvere.// De er som dronten usynlige for det øje, der ikke er forbandelse.) skal ikke noteres/.

Karakteristika for lægen, Hochschrab, …overvejende nordisk, fast opret muskulatur kraftig brystkasse målbevidst fremadstræbende// fejlfri // “Men man må ty til sine ideer om renhed,” så går det, og det bærer igennem,// uantastelig personlighed, ægteskabsduelighed//12 SIP3/VB9997756/ “arvesundhed”.   Ganske vist mangler undersøgelsesskema af hans kone”//

Er forplantning i folkets interesse ønskelig// forplantningsevne god// høj nytteværdi/ den mindre skævhed i ryggen er forbigående//skal undersøges/prognose god//.

The following two tabs change content below.

fredagens

Knud Steffen Nielsen

10. juni 2016

8

SHARES

Del på FacebookTweet

Lidt fra redaktionens ægte dansker-test:

Spørgsmål 4.
Hvornår og hvad blev nedskrevet i det 9. århundrede i glagolitisk skrift?
PS til 4. Husk at skrive dit efternavn og adresse i glagolitisk skrift!

Tiden som demokratisk projekt.

Tiden som demokratisk projekt.

BETclips

De parallelparkerede

Der er heldigvis altid for mange gode smalle bøger, og foruden de i WA Bøger i dag nævnte prisnominerede og -belønnede bøger kunne, hvis de ikke af tilfældige eller regelrette eller inhabile grunde var blevet valgt fra, bøger /artefakter af forfattere som

Jesper Brygger, Kenneth Jensen, Kasper Hesselbjerg, Glenn Christian, Cecilie Lind, Simon Grotrian, Lene Asp, Pernille Abd-El Dayem, Rolf Sparre Johansson, Preben Major Sørensen, Rasmus Halling Nielsen, Jesper Elving, Nikolaj Zeuthen, Line Toftsø. Claus Carstensen, Jens Blendstrup, Eske K. Mathiesen, Marianne Larsen, Kasper Nørgaard Thomsen, Peter Laugesen, Peter-Clement Woetmann, claus ejner, Gorm Rasmussen, Per Aage Brandt, Lars Dan, Mads Mygind, Jonas Eika Rasmussen, Knud Steffen Nielsen, Ida Holmegaard M.FL.

være blevet nomineret, og nu er de nævnt, for de skal heller ikke glemmes.

DE 13 NOMINEREDE TIL BUKDAHLS BET - DEN SMALLE LITTERATURPRIS 2016

(luxuspræsentation - GENREBETEGNELSER! FORFATTERPOTRÆTTER! CITATER!- i WA Bøger i dag (+ regler og kompetitiv gennemgang af konkurrerende priser (politikens Litteraturpis som Årets Copycat)); uddelingen finder sted på mandag klokken 15 udenfor Cafè Svejk på Smallegade, alle smalheds-afficionados er velkomne)

1.  Baltazar Castor: Og. 106 sider, 150 kr. Basilisk.

2.     Mads Eslund: imnothererepresentinghardbodies. 48 sider,  160 kr. Antipyrine. 

3.     Signe Gjessing: Blaffende rum nænnende alt. 32 sider, 150 kr. Gyldendal. 

4.     Sigrún Gudbrandsdóttir: Sisimka. 189 sider, 180 kr. toves.dk.

5.     Henrik Kabell: Af by, af rød. 69 sider, 125 kr. henrik.kabell@gmail.com. 

6.     Josefine Graakjær Nielsen: Rosebud. 42 sider, 150 kr. Gladiator.

7.     Ursula og Julie Andkjær Olsen: Julekalender 2015. 25 løsark, hæftet med bjældebehængt sikkerhedsnål, 100 kr. (udsolgt). ursulaankjaerolsen.dk. 

8.     Bue P. Peitersen: OMNOMNOM. Kuvert med tryksager, 150 kr. peitersen.blogspot.dk. 

9.     Bo Reinholdt: Almester. 415 sider, 298 kr. Spring.
 

10.  Jokum Rohde: Vinter-UFO. E-bog,  25 kr. Politikens Forlag. 

11.  Christian Schmidt-Rasmussen: Ængstelsen. Upagineret, uden pris. Eget forlag. 

12.  Monia Sander: Dominique. 16 tryksager i æske, 290 kr. Korridor. 

13.  Mikkel Thykier:  Skyggerne er kun flygtige og solen et spind i skyerne / Lyspunkter. Tête-bêche, upagineret, 320/400 kr. Antipyrine.

 

S.v. Kugeln: morgennote

jeg siger:

Dyret findes i den udgave du ønsker. Lav en skiltetekst med kræet kald det: fare for udskridning//kald det du punkterer//og du er da vist fyld med nougat// eller: nu tror jeg lige. Værsgå:  Fyldt til randen af din betydning såvel som faraonerne smækkede betydning på. Indlagt i den lille krop som intarsiafelter.  

Du fotograferer den fra to sider, og du får to virkeligheder, siger nogen. Mind every step, you take, siger jeg. Man ku nedfælde træstykker overalt i sig selv..med tandstikker som en ægte kinesisk akupunktør. Hvis jeg ville, og så hver gang jeg hev en pind ud, så var jeg en anden. Du ved, den slags snak. Og så siger vi den anden til sit eget spejlbillede og undlad venligst at bade i floden igen, hvis du vil genkendes. 

Lad os forlade dette måske banale, flukturerende småsvimlende, men igen banale. For er hver ny version -fx af billemand- en anden. Den anden. Uden for din egen lædersæk er Det Andet.  Ruller man lort som Billemand og Sisyfos op af bjerget og får lorten i hovedet igen er det så ikke genoprettet. Det er da lidt henad at blive skyllet tilbage til moders liv og alt er genoprettet. Å du simple, Jeremias.

Det Andet ligger okay udenfor, men defineres af os indefra alligevel. Halløjsa, har vi et problem nu.

Sisyfos er min helt. Når han får lorten i hovedet igen, så blinker han først med det ene øje og så med det andet og så: Jeg er dælme lige glad. Vi tar en tur mere i karrussen. Og så tar han sin banjo. Ok, det er en mandolin, og så spiller han til sangen. Bebrejder måske bjerget for dets voldsomme hældning. Det er en kategori 34. Måske eller nej.

 Og ryger der ikke lidt skorstensrøg op af vulkanens pibe. Yes. Det gør der. Vi spiller da bare lidt vildere på strengeinstrumentet. Og hiver lort af håret og siger tak til.

 Bytter han ikke indimellem en hest for en pose nedfaldsæbler. Lad mig selv svare. Jo, det gør han.  Glemmer han skarabæen.. for nu at stille et falsk, men stilistisk spørgsmål. Er han et med billefar. Lever de af at klippe og barbere hinanden, rose hinanden og klappe hinanden på skuldrene. Og gå i teatret for at tænke lidt på noget andet. (fortsættes måske, hvad ved vi..) 



Erik Kock Man kunne komme med kommentarer til teksten, kunne man, men hvorhen vil de føre - til enden af den lukkede tunnel hvor væggen var malet hvid (der var intet lys). Ikke engang skriften på væggen ville skinne igennem. Men det er fandme en god tekst. Det kan jeg sige uden at tabe gebisserne i sømskuffen. Og billedet lå på skinnerne med bisserne ned, de skulle ikke nyde noget, ikke engang et skålpund sprog.

denne død/og dette venskab LEO

Fredag siger jeg farvel til 50 års ubrydeligt venskab. Og det første, der melder sig, er taknemmelighed. Og tristhed naturligvis. 

Leo var syg de sidste to år. Fik direkte at vide dengang, at det var en dødsdom. Men der blev kæmpet imod indtil for vel 3 uger siden, hvor dommen blev afsagt én gang til.  Der var ikke mere at gøre fra lægelig side. Så nu handlede det om det palliative, lindringen. Men der var heller ikke på det stade meget at gøre. 

Jeg fik sagt farvel, dvs ved bare at være i rummet og snakke om alt muligt andet end lige farvel, men vi , mine kone og jeg (og Leo selv og hustru Sus) vidste godt, at det var farvel.

I hele den to-årige periode handlede vores daglige mailudvekslinger og tlf-udvekslinger om liv, pjat, ting, vi skulle lave sammen, skrive den store humorbog om alle dyrene i hele verden og alting etc. 

Han følte jo bestemt ikke, at der skulle snakkes død og dødens uafvendelighed og uretfærdighed i den forbindelse. I hele dette, der kunne være sortere end sort, handlede det om lys og liv og ja, nærmest sprælsk langthen.

 Men selvfølgelig vidste han godt, at det var en linedans, hvor man til sidst falder ned. Snoren knækker.

Godt nok lavede vi for mere end 40 siden et lettere stykke absurd skoleteater på Gym, men alligevel: næstsidste gang vi mødtes her for nylig, spurgte jeg, om han overhovedet kunne læse lidt i sengen. "Ja, jeg ligger og læser Harold Pinter", sagde han. Og det var rigtigt. Og samtidigt karakteristisk, at det indrammede en absurd udgang og ja, livsbekræftende absurd. 

Men sig ikke meningsløshed, hans liv var det modsatte af forspildt. (jvf fx den gensidige kærlighed Sus og ham imellem). Det var facit. Godt nok sagde han lidt senere samme aften: "Jeg kan holde natten ud, men dagen er svær, når man ingen mål har tilbage."  Det var kun et momentant facit, fylden havde været der og var der.

Kærlig hilsen

Knud

læserbrev (9)

hubert k: læserbrevene er bare noget I selv finder på.

til hubert: ja så har vi velsagtens osse selv fundet på dit.

red

Læserbrevkassen igen (7 vist)

Læserbrev fra en A. V. Nielsen, der spørger om de nye 3D-printere, teknikken, funktionalitet, pris og jeg ved da ikke hvad.

redaktøren selv: 

Kære Jensen eller var det Nielsen. Printeren laver nøjagtig det samme igen og igen. Easy, easy. Et eksempel:
Du vil kopiere en hund: 
hvis hunden fx er levende, så får man en levende. Og hvis den er død, så får man en død. Hvis den gør og gir hals, så kommer der en, der gør og gir hals.
Jeg har lige fået lavet migselv, hvor jeg cykler. Jeg kom selvfølgelig ud i levende, og cyklen kom død ud og med lys på. Fordi cyklen var jo død inden i sig selv. Men man kan købe nogen, der laver lige omvendt. Det er 3Y-printeren.

redaktøren selv

Simon og Pontoppidan

Simon Fruelund, nemlig->  Pontoppidan-prisen.

Knud P, min gamle ven.

Min gamle ven, Knud P.

Ukendt Kunstners Grav

27. maj kl. 14:20 · 

 http://www.ekkofilm.dk/…/knud-pedersens-sidste-kunstprojek…/

 Knud Pedersens sidste kunstprojekt er skrottet

Københavns Kommune afviser opsætningen af en kunstig grav foran Statens Museum for Kunst. ”De er gået galt i byen,” siger Carina Randløv, der lancerede kunstprojektet i Ekko-filmen Det Uopnåelige.

EKKOFILM.DK

Synes godt om

Synes godt om

Vild med

Haha

Wow

Ked

Vred

KommenterDel

fra fredagens tekstrække

gsdigtet

Knud Steffen Nielsen

3. juni 2016

1

SHARES

Del på FacebookTweet

Kugeln: Om naturen i stoffet

Med hensyn til det elektriske system, når det kommer til det, vedrørende det, om det elektriske, hvad angår det elektriske, vi ku blive ved, ku vi, jeg sagde til lederen af forsyningen, at han ku forklare alt om sinuskurver, han ku da bare roligt gentage anode, katode, polære spændinger, elektricitetens selv, dens væren-til, for vi var ikke kommet en cm nærmere. Han ku da bare gå i gang.

Gennem berøring af et par alm felttelefoner ku jeg få stød, og det har jeg prøvet, bliver jeg oplyst, sansen for at føle smerte, den har jeg, og ikke bare alewitterne og de andre, de mange i Damaskus, Homs, Hama, Aleppo, bruger det i den store skala. I Satans navn.

Måske en anelse profant at bringe det sammen. Læs selv Djamila Boupachas grusomme erfaringer fra Algierkrigen. For nu at tage et eksempel fra dengang.
Men netop det, det ultimative aspekt, det affektive..det ønsker jeg ikke at gå længere ind i nu. Selvom min pointe er, at en teoretisk indgang til forståelse af det ikke er mulig.

Man pisser på et elefanthegn, man tænker ikke. Det er (kun) kroppen, der tager over. Min ven fra før tegnede, så det svimlende. Tavlen, rødternet, styret af vilje, af glød. 37 navne for strømmens dynamik og kunnen.

Og sluttede han ikke af med, at nu forstår vi, hvad elektricitet er, og spar på strømmen osv.   Og sagde jeg ikke til ham, at jeg forstår endnu mindre hvad el er.
Han gav mig og hele skaren en polsøger hver. Nu var vi rustede til at fortælle om en af naturens undere.

Jeg har badet i Middelhavet. Og vandet drev ned af drengens ryg.. Og bagefter forstod jeg intet om vand. Forstå. Vandets natur. Kroppen forstod. Følelsen og så en genuin teori om stoffer mødes aldrig.

Man badede. Man står op på land som en frø. Men alle ved sgu da, hører jeg, at  brintatomer går i spil med iltatomer, og så kan der sættes store skibe ud i stoffet. Opdrift og fortrængte legemers tab af vægt, eller hvordan nu eventyret lyder. DetER et eventyr. Og tyngdelov og funktionsdygtighed. Og vi kunne alle sagtens give brintatomets nøjagtige valens. Ogsåvidre. Ogsåvidre.

The following two tabs change content below.