27. juni 2015
»Kan vi ikke lave interviewet som podcast i stedet?,« svarer Jakob Schweppenhäuser for sjov, da jeg spørger ham om et godt eksempel på et stykke litteratur, som man forstår bedst, hvis man ikke bare læser ordene, men også hører og inddrager lyden. »Jeg burde have indleveret min afhandling som lydbog,« fortsætter han koketterende. Der er mere lyd i litteraturen, end der har været længe, men vi har svært ved at forholde os til det.
Hverken litteraturforskningen, kritikken eller undervisningen arbejder rigtigt med lyden i litteraturen, selvom den gennem de seneste årtier har fyldt mere og mere i folks hverdag. Spoken word, poetry slam og oplæsningsarrangementer præger kulturlivet, digt-cd’en, radiofortællinger, musik & poesigenren og lydbogen vinder frem, og rap og sang er, tilføjer Schweppenhäuser, »jo nogle af de mest udbredte litterære former, der overhovedet findes«. Og han understreger den skævhed, der gør sig gældende: De skriftlige
digte, der generelt har en meget begrænset læserskare, indtager en prominent plads i litteraturvidenskaben, i litteraturkritikken og i uddannelsessystemet, mens det modsatte gælder for al den lydlige litteratur, som ellers fylder så meget i samfundslivet. Det er netop denne skævhed, Schweppenhäusers ph.d.-afhandling, som han forsvarede for nylig, vil rette op på.
digte, der generelt har en meget begrænset læserskare, indtager en prominent plads i litteraturvidenskaben, i litteraturkritikken og i uddannelsessystemet, mens det modsatte gælder for al den lydlige litteratur, som ellers fylder så meget i samfundslivet. Det er netop denne skævhed, Schweppenhäusers ph.d.-afhandling, som han forsvarede for nylig, vil rette op på.
Afhandlingens større kulturelle baggrund er, at det trykte ord har mistet sin privilegerede status – der er sket et skifte til en ny form for oralkultur. »Den store omvæltning begyndte,« forklarer Schweppenhäuser, »med den elektroniske teknologis indtog i hjemmene i den vestlige verden op gennem det 20. århundrede. Mere specifikt er det en audiovisuel kultur, der bryder frem; det er jo ikke blot radioen, det er også fjernsynet, computeren, smartphonen osv., som er begyndt at erstatte, og til dels har erstattet, bøger, aviser, tidsskrifter osv.«
En ny type digter
Læsningen, som vi kender den, fylder mindre og mindre i de fleste folks hverdag. Han ser også omvæltningen i sammenhæng med fremkomsten af en ny type digter: »Forfatteren Morten Søndergaard sagde for små 20 år siden, at mange digtere ikke længere er digtere med stort D, og det betyder bl.a., at de laver alt muligt andet end at skrive digte. Det, der skete med digterrollen i 1990’erne, sætter sig i endnu højere grad igennem nu. En stor del af de nyeste generationer af digtere – med lille d – har netop det tilfælles, at det ’alt muligt andet’, de laver, har med lyd og musik at gøre.«
Afhandlingen er også idéhistorisk interessant, når det gælder en forklaring på, hvorfor den lydlige side af litteraturen ikke har vundet indpas i arbejdet med litteraturen. Her trækker Schweppenhäuser først en linje fra antikken og frem:
»Man kan pege på den særlige rolle, synssansen altid har spillet i vestlig tænkning. Synssansen troner øverst i det sansehierarki, der er blevet opbygget; den har fået tildelt en særstatus blandt sanserne på den måde, at den er blevet opfattet som næsten usanselig eller oversanselig – synet som en fornuftssans. Jeg tror, at dette synsparadigme på et grundlæggende niveau er medvirkende til, at lyden ofte overses og undervurderes i bl.a. litterære sammenhænge.«
Dernæst peger han på nogle mere konkrete årsager: dels at det ikke er kutyme at beskæftige sig med den konkrete, hørbare stemme, dels at det simpelthen er vanskeligere at arbejde videnskabeligt med lydens flygtige materiale og to betydningssystemers – ords og musiks – interaktion end med trykte tekster – ofte er man som litterat ikke fagligt rustet til at lave musikalske analyser. Schweppenhäusers afhandling derimod er fuld af musikteori og ord som ’tonehøjdenotation’, og sideløbende med sit videnskabelige virke arbejder han som komponist og musiker, bl.a. i musikgrupperne Schweppenhäuser/Thomsen og Marybell Katastrophy.
Endelig peger han på »institutionelle forhold« og betoner, at »megen lydlig lyrik placerer sig i andre kulturelle kredsløb end dem, litterater almindeligvis fokuserer på. Det kan bl.a. betyde, at mange litterater dermed slet ikke kommer i berøring med dem. Og hvordan skulle de så kunne beskæftige sig med dem?,« spørger han.
Men han insisterer på vigtigheden af at inddrage lyden i arbejdet med litteratur. For det første fordi den litteratur, vi prøver at forstå, per definition har hjemme i både skriften og talen.
»Hvorfor skære den ene dimension væk, når det kommer til litteraturforskning, -kritik og -undervisning? Lyrikken, hvis etymologi jo vidner om den nære forbindelse til musikken –lyrikos, adjektivdannelsen til lyra: ’som hører til lyrespil’ – har et særligt stærkt bånd til mundtligheden og lydligheden – det synes jeg ikke, man bare kan lukke ørene for.«
Han pointerer også, at forskningen og undervisningen må behandle væsentlige fænomener i vores kultur, og så ønsker han at fremdrage et pædagogisk aspekt: »Sang- og raptekster kan fungere som trojanske heste. Pga. det fortrolighedsforhold, børn og unge i forvejen har til disse udtryk, kan de åbne en dør ind til lyrikken og litteraturen som sådan. Jeg tror, at begejstringen for kunstnerisk formet sprog lettere kan vækkes med sang- og raptekster som afsæt. Og det er vigtigt, at man ikke nøjes med at læse dem.«
Ny sensibilitet
»Det er jo det store spørgsmål!,« udbryder Schweppenhäuser, da jeg vil vide, hvordan man så analytisk skal arbejde med den lydlige litteratur. Men han har tænkt meget over det, og det indgår også i afhandlingen. Primært handler det om at få opbygget en sensibilitet over for det lydlige, litterære udtryk:
»Det rækker ikke så at sige at lytte med øjnene – altså at lytte, som om man læste en skriftlig tekst. Mens Kant siger sapere aude – vov at vide – siger jeg audire aude: vov at lytte! Man må lytte med en høj grad af materialebevidsthed og med sans for den lydlige betydningsdannelses mindste dele.«
I den sammenhæng understreger han, at man må være opmærksom på en lang række af elementer: Alle de sproglige strukturer på både et formelt og et indholdsmæssigt niveau; den akustiske artikulation heraf, altså måden, men også stemmens art. Drejer det sig om lydlig litteratur koblet med musik, spiller alle de musikalske strukturer og egenskaber og instrumenteringen også ind; og også lydbilledet og produktionen betyder noget. Dertil kommer alle elementerne uden for det akustiske rum: teksternes eventuelle fremtræden i pladeomslag, billedmaterialet osv. osv. Endelig må man som analytiker forsøge at beskrive, hvordan alle disse elementer korresponderer med hinanden. Og arbejder man med tekster, der både eksisterer skriftlige og lydlige udgaver af, er det, påpeger han, sjældent givtigt at opfatte de skriftlige versioner som ’originalerne’ og de lydlige versioner som fremførelser heraf.
Rap og salmedigtning
Men det er lige så problematisk at betragte de lydlige versioner som de ’egentlige’ og de skriftlige som nedskrivninger heraf.
»I stedet mener jeg, man med fordel ofte kan opfatte værket som en sum af forskellige versioner eller manifesteringer, der løbende konstituerer sig, og hvoraf ingen kan kaldes den primære eller originale – men hvor alle versioner, hver med sine funktioner og egenskaber, er ligeværdige.«
I afhandlingen behandler han fire teksttyper, hvis ord alle indgår i forhold til musik, men på forskellig vis: sangtekster, rap, salmedigtning og musik & poesi. Afhandlingen undersøger således Simon Grotrians salmer og komponisterne Jesper Gottlieb og John Frandsens tonesætninger heraf, Morten Søndergaards samarbejde med trommeslageren Klaus ’Q’ Hedegård Nielsen, rapgrupperne MC Einar og Deichkind samt rapperen SuparDejen, multikunstneren Nikolaj Zeuthen og hans orkester Skammens Vogn og endelig post-rock-ensemblet Under Byen med den fremtrædende sanger og tekstforfatter Henriette Sennenvaldt.
Da jeg spørger Schweppenhäuser, om han kan pege på en mere eller mindre klassisk tekst, som hans tilgang kan bidrage med en ny forståelse af, nævner han Søren Ulrik Thomsens »Levende« fra debutsamlingen City Slang, der findes i en række forskellige udgaver: »Teksten er,« forklarer han, »manifesteret på i hvert fald fire forskellige måder: som digt på en papirside i en bog, som optaget oplæsning af Thomsen selv, som sunget og sat i musik af Lars H.U.G., og senest har jazzkvartetten Det Glemte Kvarter sat teksten i musik; her synges den af gruppens kvindelige vokalist.
Ingen af de fire versioner rummer helt samme ordlyd, og i det hele taget bevæger teksten sig fire vidt forskellige steder hen i hver udgave – alle rummer de betydningsnuancer, som de øvrige udgaver ikke rummer. Så man kan for alvor tale om det ’det Levende ord’!«
Schweppenhäuser fortsætter dernæst mod den fortolkningspointe, hans tilgang kan levere, ved først at udrede, hvordan Det Glemte Kvarters udgave skiller sig ud fra de andre i kraft af jegets identitet og dets forhold til en mandlig figur i teksten. I de øvrige udgaver hedder det: »kan huske lugten i hans lejlighed« – hos Det Glemte Kvarter lyder det i stedet: »husker duften af ham i min lejlighed«.
Og så når Schweppenhäuser sin pointe: »Jeget opfattes her pga. sangerens køn umiddelbart som kvindeligt, og denne kvinde husker ’duften af ham’: et udsagn, som peger i retning af et erotisk forhold, som de øvrige versioner ikke synes at rumme antydninger af. Den kærlighedsfortælling, der dermed etableres i teksten, understøttes både sangteknisk og musikalsk – hos Det Glemte Kvarter fremtræder ’Levende’ som en elegi over et kuldsejlet parforhold.«
Mere lyd!
Schweppenhäusers afhandling har begået en nytænkende undersøgelse af et prægnant træk ved litteraturen og kulturen i dag: den stadigt mere dominerende, tætte og interessante æstetiske relation mellem det mundtlige hørte ord og det skriftlige læste ord. Men han ser stadig nogle gode forskningsspørgsmål for sig:
»Det ville være relevant at undersøge, på hvilken måde den lydlige litteratur påvirker hele den sfære, litteraturen spiller en rolle i: forlag, anmelderstand, uddannelsesinstitutioner, biblioteksvæsen osv. Hvordan kan den lydlige litteratur håndteres her?«
– Hvilke vigtige spørgsmål står ellers tilbage på dette område?
»Det er f.eks. nærliggende at overveje, hvad et begreb som ’performativitet’ kunne bidrage med i forbindelse med lydlig litteratur? Her tænker jeg bl.a. på spørgsmål angående optræden, interaktion med publikum og den menneskelige stemmes forankring i en krop af kød og blod. Endelig er det oplagt at spørge, hvilken rolle selve medieringen og de tekniske omstændigheder spiller, også i et historisk lys. Apropos lys: Ifølge legenden skulle Goethes sidste ord have været ’mere lys!’ Jeg har i stedet kaldt min afhandling Mere lyd! Men jeg ligger jo heller ikke på mit dødsleje endnu.«
Afhandlingen ’Mere lyd! Ny dansk lydlig lyrik’ forsvarede Jakob Schweppenhäuser ved Aarhus Universitet tidligere på året.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar