Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Cecilie Lind.
Jeg kan godt se hvordan jeg ikke skal agere når løvet falder, jeg kan godt fatte at jeg ikke er ude med riven, jeg river sammen som en
idiot, jeg er ikke i humør til at udpensle mine fadæser, men jeg kan ikke lyve om at
jeg
fik nok og udåndede mens et spyttet bær sank ned på havets bund, spild af
gin og er med barn, som også du vedkendte dig bag
skranken, mens jeg ulmede, et sted: fandtes: lyskeglen, og i den er renselse mulig, jeg siger det bare, og proklamerer
i samme åndedrag: muggen er mulig at fjerne, æd den som
dessert ak og vedbend, men, planterne dør, jeg hviler, nej jeg var jo død, samme sag, lysfyldt morgen til
garvet fisk på krog, og lad mig så ægte en anstændig
sjæl, en sjæl med mønter, ed aflagt, og lykkelige slutninger, min bestialske omgang med
kvalmen, bevar mig vel, jeg brækker mig og
slukker tørst med fostervand, så der har du mig, med ligbleg pande og tudekiks, kom op og
hils på
skyggerne jeg dier hos, hæhæ, en sand scene: omsorgen, og jeg kan lide
at
lade
det være som
det nu engang er: jordet og omvendt,


ude til sol – og – og – og du kigger, nej jeg vil ikke mere se mig over skulder – vente det der venter bag muren, til en side, hun er lidt, og så sagde de også: castet ind i
lærred, med de få
ord hun kunne få over sine læber, antag dette: duggen faldt og ro sænker sig, der er ikke – om man ikke vil – mere kage at
servere – og så kan aldringen finde sted, jeg sorterer gerne sten fra frugtkød, om og om igen igen gennemsøgt, som om jeg
tog det de siger jeg tager, ikk tag sådan på vej, du milde, hvilken
fråde der
frådes, hvide skumring, kæm dem bort – lus og utøj, til jeg signerer et rosenblad – duk dig, nogen vil
ramme rent
med en slangebøsse, med et ribs, afværg og vind tid
til det du
lyster, bare at ane sine vipper i udkant af synsfelt – alt møje værd, kunne man
åbne op
for lidt: hjerte – plads til ekko, råb det der skal fordobles, flere munde
at mætte, et ekko kommer
rent ind
og nytter