Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
lørdag den 29. august 2015
fredag den 28. august 2015
Fredagens gæstedigter
Fredagsdigtet ultimo august 2015
Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Mette Zerlang.
i nattens duknakkede regn
ringene på fingrene rammer den indviede fjord
drikker vand fra den gale hane
løfter kjolen kridhvidt op i luften i dis og tåge
svinger ord i skalaer på klaveret — heste i galop
stumtjeneren bærer hvad han kan i strakt arm
stryger halsen mod stål
støver gennem fodgængere
tomgang i Fr’berg Have
rundt om søerne
på Rådhuspladsen
lagt ned i trafikken
et skrig i barnevognen
en vals i flaskehalsen
en is foran Kvickly
panik lurer for enden af asfalten
efter den sidste kaffedråbe
ka ik være ude
ka ik være inde
så det grimmeste solstrejf
penetrerer gardinet i går
torsdag den 27. august 2015
skilt på vejen fra Viborg til Skive PLUS kommentar
Fotoet blev så delt på FB i dag 3 dage efter og Derfor flg:
Jeg satte billedet på bloggen- ikke for at problematisere eller stille mig skeptisk an over for de smukke intentioner/løfter, meddelt på skiltet, men egentlig kun fordi skiltet står så ydmygt midt på skovstrækningen og udgør den skarpeste cæsur.
onsdag den 26. august 2015
fra Albertineprisens historiebog 1 af 40
Kulturministeriets bygning oven vande og neden
søndag den 23. august 2015
fredag den 21. august 2015
Lars Bo Nørgaard fredagens digter
Fredagsdigtet 21082015
Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Lars Bo Nørgaard.
Skitse. Dobbeltportræt.
Hun siger at hun synes det er synd
for træerne, når de står derude i novembervinden
og fryser. Han på sin side kan finde på at sige, at USA er et monster,
og hun bliver rasende. Ikke så meget fordi han er dum at høre på,
han forenkler tingene til det pinagtige,
ikke så meget fordi hun ikke i og for sig er enig,
men fordi hun ikke kan lade være med at se nationer som personer,
og sådan taler man simpelthen ikke om andre mennesker,
intet levende. Han siger: Du ved godt hvad jeg mener,
det er ikke på den måde. Og hun svarer:
Ja, jeg ved det godt. De kan ikke holde hinanden ud,
og hver især føler de sig dumme. Hvis de var nogle andre,
ville de smadre alt omkring sig.
Ifølge Aleister Crowleys tarotsystem
er han Ligevægt/Retfærdighed
og hun er Ypperstepræstinden,
de passer godt sammen, men det bliver ikke let.
The following two tabs change content below.
Lars Bo Nørgaard
torsdag den 20. august 2015
Mads René har sendt mig et digt
Mads René har sendt -dedikeret til mig- et digt, som lyder som følger:
Hey. Har 2 kilo cyanid. Ses vi på dansegulvet?
|
 |
mandag den 17. august 2015
torsdag den 13. august 2015
Cecilie Lind, fredagens digter
Fredagsdigtet 14082015
Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Cecilie Lind.
Jeg kan godt se hvordan jeg ikke skal agere når løvet falder, jeg kan godt fatte at jeg ikke er ude med riven, jeg river sammen som en
idiot, jeg er ikke i humør til at udpensle mine fadæser, men jeg kan ikke lyve om at
jeg
fik nok og udåndede mens et spyttet bær sank ned på havets bund, spild af
gin og er med barn, som også du vedkendte dig bag
skranken, mens jeg ulmede, et sted: fandtes: lyskeglen, og i den er renselse mulig, jeg siger det bare, og proklamerer
i samme åndedrag: muggen er mulig at fjerne, æd den som
dessert ak og vedbend, men, planterne dør, jeg hviler, nej jeg var jo død, samme sag, lysfyldt morgen til
garvet fisk på krog, og lad mig så ægte en anstændig
sjæl, en sjæl med mønter, ed aflagt, og lykkelige slutninger, min bestialske omgang med
kvalmen, bevar mig vel, jeg brækker mig og
slukker tørst med fostervand, så der har du mig, med ligbleg pande og tudekiks, kom op og
hils på
skyggerne jeg dier hos, hæhæ, en sand scene: omsorgen, og jeg kan lide
at
lade
det være som
det nu engang er: jordet og omvendt,
ude til sol – og – og – og du kigger, nej jeg vil ikke mere se mig over skulder – vente det der venter bag muren, til en side, hun er lidt, og så sagde de også: castet ind i
lærred, med de få
ord hun kunne få over sine læber, antag dette: duggen faldt og ro sænker sig, der er ikke – om man ikke vil – mere kage at
servere – og så kan aldringen finde sted, jeg sorterer gerne sten fra frugtkød, om og om igen igen gennemsøgt, som om jeg
tog det de siger jeg tager, ikk tag sådan på vej, du milde, hvilken
fråde der
frådes, hvide skumring, kæm dem bort – lus og utøj, til jeg signerer et rosenblad – duk dig, nogen vil
ramme rent
med en slangebøsse, med et ribs, afværg og vind tid
til det du
lyster, bare at ane sine vipper i udkant af synsfelt – alt møje værd, kunne man
åbne op
for lidt: hjerte – plads til ekko, råb det der skal fordobles, flere munde
at mætte, et ekko kommer
rent ind
og nytter
onsdag den 12. august 2015
Festivalbillede fra Literaturhaus et par år tilbage. Fra familiealbummet, sorry.
Festival 2013/ Kbh/ Literaturhaus, Møllegade. Rundbordssamtale med en belgier, en mexikaner og to styk danskere, Nikolaj Zeuthen. Bl.a. inspiration er på det tidspunkt på programmet.
Den sorte jakke t.v. er købt forkert, giver iltmangel.
tirsdag den 11. august 2015
Så er vi lige helt i privaten. Huset ved Fjorden.
Vidste ikke, at som sneglen med sit hus, gik fælleskroppen helt op på Bakken i tidernes morgen.
her glimt fra Bakken og så ---udover Fjord
søndag den 9. august 2015
Anders Vægter fredagsdigtergæst
Attentatet (Kbh., 21. okt. 1885)
Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæsten Anders Vægter Nielsen.
Sekundet efter at den ældre herre havde løftet på hatten, mærkede loppen et pludseligt bid af kulde i sin skal, hvilket fik den til at slippe grebet i de fedtede, tynde hår, som den ellers havde godt fat i, hvorefter den dumpede hovedkulds ned i hårmiljø af anden type, et overskæg. Overskæggets ejermand havde heldigvis for loppen måttet bøje sig meget for at give hånd til den lavstammede gamling, som loppen hidtil havde søgt bolig hos, ellers havde den været smidt på gaden. Hvad loppen ikke kunne vide, og heller aldrig skulle få at vide, var, at overskægget ikke var et hvilket som helst overskæg, idet den imponerende moustache sprudlede som et tilfrossent springvand over læberne på ingen ringere end konseilspræsident J. B. S. Estrup, og det skulle blive loppens skæbne. Få minutter senere, da loppen formelig krummede sig af fryd over overskæggets vidunderligt isolerende virkning, foregik en begivenhed hvis nationale virkningshisorie skulle blive betydelig:
En ung typograf ved navn Julius Rasmussen stod og bed tænderne sammen et sted på Toldbodgade – mens loppen var optaget af at lede efter en mage, skønt chancerne for succes var tæt på nul – vi kender til typografens færden fra aviserne, rygterne og historiebøgerne. Netop dette sted i hovedstaden, den nuværende Esplanade, netop dette hjørne af Toldbodgade, hvor gaden slog et lille knæk, passerede konseilspræsidenten altid på sine daglige spadsereture, det havde typografen researchet sig til. Han havde taget opstilling ganske tæt på Estrups bolig. Da han ser tyrannen nærme sig, fremdrager han fra sin jakkelomme et skydevåben, som han i nogle sekunder holder skjult bag ryggen, det er et lille håndvåben, en pistol. Konseilspræsidenten kommer spadserende med stok og i stor frakke – han er allerede helt tæt på – og Julius Rasmussen træder nu frem fra sit hjørne og retter i en hurtig bevægelse pistolen mod ham.[1]Han fyrer af, to gange. Bang, bang!
Den første kugle prellede af mod en furet elmetræsstamme på den anden side af gaden, mens kugle nummer to måtte se sig standset efter cirka halvanden meters rejse, den korte afstand mellem pistolløbets munding og konseilspræsidentens anseelige krop. Men det var ikke godsejerens kød, der standsede kuglen. Det var ikke statsoverhovedets blod og overklasselige væv, der tog imod den, det var ikke hans organers svulmende lebendighed, der tog imod, blev flænset og ødelagt på dens ubønhørlige vej, det var ikke de indre organer, der til sidst omsluttede kuglen og truede med at sluge den, som typografen havde håbet på. Nej, hvad der standsede kuglen var den snustobaksdåse, som konseilspræsidenten altid førte tæt på hjertet.[2]
Efter drabsforsøget opbevarede Estrup kuglen og dåsen i en fjern skuffe i sit enorme skrivebord. Sentimental var han ikke. Snart erhvervede han sig en ny emballage til det nødvendige narkotikum og glemte ganske det gamle stykke jern med det dobbelte låg, der havde reddet hans liv denne iskolde oktoberdag. Tre dage efter at hans skæbne kunne være blevet beseglet og Danmarkshistorien måske have taget en anden og mere brutal retning, inviterede Estrup sin gode kollega, landstingsformand Matzen, hjem. De to skulle have sig en kaminpassiar om indenrigspolitikkens fortrædeligheder. Begge var iført hjemmetøfler. Konseilspræsidenten havde gerne et ekstra par stående til gæstebrug. En af gevinsterne ved tøflerne var, at de ligesom gjorde samtalerne mere fortrolige, det havde konseilspræsidenten ofte erfaret. Hvad loppen angår, så kan store temperatursvingninger, jævnfør kaminens buldren i den ikke særligt højloftede stue, meget vel have fremskyndet skadedyrets endeligt.
[1] Der har i eftertiden bredt sig den opfattelse, at Julius Rasmussen inden han affyrede sine skud adspurgte Estrup om denne virkelig var Konseilspræsidenten.
[2] Indtil flere historikere hævder, at kuglen blev bragt til standsning af en knap, ikke af en snustobaksdåse.
The following two tabs change content below.
tirsdag den 4. august 2015
Den gode Jakob Schweppenhaüser i interview med Jan Maintz i Information
27. juni 2015
Kommentarer (2)
»Kan vi ikke lave interviewet som podcast i stedet?,« svarer Jakob Schweppenhäuser for sjov, da jeg spørger ham om et godt eksempel på et stykke litteratur, som man forstår bedst, hvis man ikke bare læser ordene, men også hører og inddrager lyden. »Jeg burde have indleveret min afhandling som lydbog,« fortsætter han koketterende. Der er mere lyd i litteraturen, end der har været længe, men vi har svært ved at forholde os til det.
Hverken litteraturforskningen, kritikken eller undervisningen arbejder rigtigt med lyden i litteraturen, selvom den gennem de seneste årtier har fyldt mere og mere i folks hverdag. Spoken word, poetry slam og oplæsningsarrangementer præger kulturlivet, digt-cd’en, radiofortællinger, musik & poesigenren og lydbogen vinder frem, og rap og sang er, tilføjer Schweppenhäuser, »jo nogle af de mest udbredte litterære former, der overhovedet findes«. Og han understreger den skævhed, der gør sig gældende: De skriftlige
digte, der generelt har en meget begrænset læserskare, indtager en prominent plads i litteraturvidenskaben, i litteraturkritikken og i uddannelsessystemet, mens det modsatte gælder for al den lydlige litteratur, som ellers fylder så meget i samfundslivet. Det er netop denne skævhed, Schweppenhäusers ph.d.-afhandling, som han forsvarede for nylig, vil rette op på.
digte, der generelt har en meget begrænset læserskare, indtager en prominent plads i litteraturvidenskaben, i litteraturkritikken og i uddannelsessystemet, mens det modsatte gælder for al den lydlige litteratur, som ellers fylder så meget i samfundslivet. Det er netop denne skævhed, Schweppenhäusers ph.d.-afhandling, som han forsvarede for nylig, vil rette op på.
Afhandlingens større kulturelle baggrund er, at det trykte ord har mistet sin privilegerede status – der er sket et skifte til en ny form for oralkultur. »Den store omvæltning begyndte,« forklarer Schweppenhäuser, »med den elektroniske teknologis indtog i hjemmene i den vestlige verden op gennem det 20. århundrede. Mere specifikt er det en audiovisuel kultur, der bryder frem; det er jo ikke blot radioen, det er også fjernsynet, computeren, smartphonen osv., som er begyndt at erstatte, og til dels har erstattet, bøger, aviser, tidsskrifter osv.«
En ny type digter
Læsningen, som vi kender den, fylder mindre og mindre i de fleste folks hverdag. Han ser også omvæltningen i sammenhæng med fremkomsten af en ny type digter: »Forfatteren Morten Søndergaard sagde for små 20 år siden, at mange digtere ikke længere er digtere med stort D, og det betyder bl.a., at de laver alt muligt andet end at skrive digte. Det, der skete med digterrollen i 1990’erne, sætter sig i endnu højere grad igennem nu. En stor del af de nyeste generationer af digtere – med lille d – har netop det tilfælles, at det ’alt muligt andet’, de laver, har med lyd og musik at gøre.«
Afhandlingen er også idéhistorisk interessant, når det gælder en forklaring på, hvorfor den lydlige side af litteraturen ikke har vundet indpas i arbejdet med litteraturen. Her trækker Schweppenhäuser først en linje fra antikken og frem:
»Man kan pege på den særlige rolle, synssansen altid har spillet i vestlig tænkning. Synssansen troner øverst i det sansehierarki, der er blevet opbygget; den har fået tildelt en særstatus blandt sanserne på den måde, at den er blevet opfattet som næsten usanselig eller oversanselig – synet som en fornuftssans. Jeg tror, at dette synsparadigme på et grundlæggende niveau er medvirkende til, at lyden ofte overses og undervurderes i bl.a. litterære sammenhænge.«
Dernæst peger han på nogle mere konkrete årsager: dels at det ikke er kutyme at beskæftige sig med den konkrete, hørbare stemme, dels at det simpelthen er vanskeligere at arbejde videnskabeligt med lydens flygtige materiale og to betydningssystemers – ords og musiks – interaktion end med trykte tekster – ofte er man som litterat ikke fagligt rustet til at lave musikalske analyser. Schweppenhäusers afhandling derimod er fuld af musikteori og ord som ’tonehøjdenotation’, og sideløbende med sit videnskabelige virke arbejder han som komponist og musiker, bl.a. i musikgrupperne Schweppenhäuser/Thomsen og Marybell Katastrophy.
Endelig peger han på »institutionelle forhold« og betoner, at »megen lydlig lyrik placerer sig i andre kulturelle kredsløb end dem, litterater almindeligvis fokuserer på. Det kan bl.a. betyde, at mange litterater dermed slet ikke kommer i berøring med dem. Og hvordan skulle de så kunne beskæftige sig med dem?,« spørger han.
Men han insisterer på vigtigheden af at inddrage lyden i arbejdet med litteratur. For det første fordi den litteratur, vi prøver at forstå, per definition har hjemme i både skriften og talen.
»Hvorfor skære den ene dimension væk, når det kommer til litteraturforskning, -kritik og -undervisning? Lyrikken, hvis etymologi jo vidner om den nære forbindelse til musikken –lyrikos, adjektivdannelsen til lyra: ’som hører til lyrespil’ – har et særligt stærkt bånd til mundtligheden og lydligheden – det synes jeg ikke, man bare kan lukke ørene for.«
Han pointerer også, at forskningen og undervisningen må behandle væsentlige fænomener i vores kultur, og så ønsker han at fremdrage et pædagogisk aspekt: »Sang- og raptekster kan fungere som trojanske heste. Pga. det fortrolighedsforhold, børn og unge i forvejen har til disse udtryk, kan de åbne en dør ind til lyrikken og litteraturen som sådan. Jeg tror, at begejstringen for kunstnerisk formet sprog lettere kan vækkes med sang- og raptekster som afsæt. Og det er vigtigt, at man ikke nøjes med at læse dem.«
Ny sensibilitet
»Det er jo det store spørgsmål!,« udbryder Schweppenhäuser, da jeg vil vide, hvordan man så analytisk skal arbejde med den lydlige litteratur. Men han har tænkt meget over det, og det indgår også i afhandlingen. Primært handler det om at få opbygget en sensibilitet over for det lydlige, litterære udtryk:
»Det rækker ikke så at sige at lytte med øjnene – altså at lytte, som om man læste en skriftlig tekst. Mens Kant siger sapere aude – vov at vide – siger jeg audire aude: vov at lytte! Man må lytte med en høj grad af materialebevidsthed og med sans for den lydlige betydningsdannelses mindste dele.«
I den sammenhæng understreger han, at man må være opmærksom på en lang række af elementer: Alle de sproglige strukturer på både et formelt og et indholdsmæssigt niveau; den akustiske artikulation heraf, altså måden, men også stemmens art. Drejer det sig om lydlig litteratur koblet med musik, spiller alle de musikalske strukturer og egenskaber og instrumenteringen også ind; og også lydbilledet og produktionen betyder noget. Dertil kommer alle elementerne uden for det akustiske rum: teksternes eventuelle fremtræden i pladeomslag, billedmaterialet osv. osv. Endelig må man som analytiker forsøge at beskrive, hvordan alle disse elementer korresponderer med hinanden. Og arbejder man med tekster, der både eksisterer skriftlige og lydlige udgaver af, er det, påpeger han, sjældent givtigt at opfatte de skriftlige versioner som ’originalerne’ og de lydlige versioner som fremførelser heraf.
Rap og salmedigtning
Men det er lige så problematisk at betragte de lydlige versioner som de ’egentlige’ og de skriftlige som nedskrivninger heraf.
»I stedet mener jeg, man med fordel ofte kan opfatte værket som en sum af forskellige versioner eller manifesteringer, der løbende konstituerer sig, og hvoraf ingen kan kaldes den primære eller originale – men hvor alle versioner, hver med sine funktioner og egenskaber, er ligeværdige.«
I afhandlingen behandler han fire teksttyper, hvis ord alle indgår i forhold til musik, men på forskellig vis: sangtekster, rap, salmedigtning og musik & poesi. Afhandlingen undersøger således Simon Grotrians salmer og komponisterne Jesper Gottlieb og John Frandsens tonesætninger heraf, Morten Søndergaards samarbejde med trommeslageren Klaus ’Q’ Hedegård Nielsen, rapgrupperne MC Einar og Deichkind samt rapperen SuparDejen, multikunstneren Nikolaj Zeuthen og hans orkester Skammens Vogn og endelig post-rock-ensemblet Under Byen med den fremtrædende sanger og tekstforfatter Henriette Sennenvaldt.
Da jeg spørger Schweppenhäuser, om han kan pege på en mere eller mindre klassisk tekst, som hans tilgang kan bidrage med en ny forståelse af, nævner han Søren Ulrik Thomsens »Levende« fra debutsamlingen City Slang, der findes i en række forskellige udgaver: »Teksten er,« forklarer han, »manifesteret på i hvert fald fire forskellige måder: som digt på en papirside i en bog, som optaget oplæsning af Thomsen selv, som sunget og sat i musik af Lars H.U.G., og senest har jazzkvartetten Det Glemte Kvarter sat teksten i musik; her synges den af gruppens kvindelige vokalist.
Ingen af de fire versioner rummer helt samme ordlyd, og i det hele taget bevæger teksten sig fire vidt forskellige steder hen i hver udgave – alle rummer de betydningsnuancer, som de øvrige udgaver ikke rummer. Så man kan for alvor tale om det ’det Levende ord’!«
Schweppenhäuser fortsætter dernæst mod den fortolkningspointe, hans tilgang kan levere, ved først at udrede, hvordan Det Glemte Kvarters udgave skiller sig ud fra de andre i kraft af jegets identitet og dets forhold til en mandlig figur i teksten. I de øvrige udgaver hedder det: »kan huske lugten i hans lejlighed« – hos Det Glemte Kvarter lyder det i stedet: »husker duften af ham i min lejlighed«.
Og så når Schweppenhäuser sin pointe: »Jeget opfattes her pga. sangerens køn umiddelbart som kvindeligt, og denne kvinde husker ’duften af ham’: et udsagn, som peger i retning af et erotisk forhold, som de øvrige versioner ikke synes at rumme antydninger af. Den kærlighedsfortælling, der dermed etableres i teksten, understøttes både sangteknisk og musikalsk – hos Det Glemte Kvarter fremtræder ’Levende’ som en elegi over et kuldsejlet parforhold.«
Mere lyd!
Schweppenhäusers afhandling har begået en nytænkende undersøgelse af et prægnant træk ved litteraturen og kulturen i dag: den stadigt mere dominerende, tætte og interessante æstetiske relation mellem det mundtlige hørte ord og det skriftlige læste ord. Men han ser stadig nogle gode forskningsspørgsmål for sig:
»Det ville være relevant at undersøge, på hvilken måde den lydlige litteratur påvirker hele den sfære, litteraturen spiller en rolle i: forlag, anmelderstand, uddannelsesinstitutioner, biblioteksvæsen osv. Hvordan kan den lydlige litteratur håndteres her?«
– Hvilke vigtige spørgsmål står ellers tilbage på dette område?
»Det er f.eks. nærliggende at overveje, hvad et begreb som ’performativitet’ kunne bidrage med i forbindelse med lydlig litteratur? Her tænker jeg bl.a. på spørgsmål angående optræden, interaktion med publikum og den menneskelige stemmes forankring i en krop af kød og blod. Endelig er det oplagt at spørge, hvilken rolle selve medieringen og de tekniske omstændigheder spiller, også i et historisk lys. Apropos lys: Ifølge legenden skulle Goethes sidste ord have været ’mere lys!’ Jeg har i stedet kaldt min afhandling Mere lyd! Men jeg ligger jo heller ikke på mit dødsleje endnu.«
Afhandlingen ’Mere lyd! Ny dansk lydlig lyrik’ forsvarede Jakob Schweppenhäuser ved Aarhus Universitet tidligere på året.
Abonner på:
Opslag (Atom)