onsdag den 14. januar 2015

Retrobild


Det er om Mandeklubben på Højvangen.  Men af de 8-9 stykker er der kun 2 tilbage, så klubben er lukket. Og jeg er så ikke længere frivillig, som det hedder i det regi.



 

De gamle drenge på Højvangen snakkede lillebil. Jeg møder dem hver torsdag eftermiddag. Vi får kaffe.  Hvem der havde kørt lillebil. Verbet var osse at bile. Vi bilede tit til Mogenstrup bare for at nyde udsigten og se på afgrøderne, sagde Hans, den gamle jægersmand på 87. Med kunstig hofte, men jeg får kortet hver år, siger han. Hør ham spille Parforcehornet. Og lerduer, der drysser fra himlen ned. Hans elskede afdøde Ida bliver berørt og gør os berørt, som var hun stadig levende.

Nå, men altså det var det at Per havde kørt lillebil. Og det havde Niels gjort i en periode. Og ellers saxofon og violin. Han cyklede ud, når der var bestilt til sølvbryllup tirsdag og onsdag morgen. Et sted havde de ikke bestilt musik alligevel. Naboerne. Og så var det bare at køre de 25 km hjem igen med uforrettet sag og instrumenterne på ryggen. Senere fik jeg en Cigarbutik i Viborg, sagde Niels. Men det var ikke lige mine evner. Men det gik endda. (Niels er 96.) Fik den solgt. Niels siger så til Hans, din bror har jeg spillet til dans med mange gange. Jow, siger Hans. I spillede noget godt musik.


 --------------------------------------------
Herunder Søren mælkemand, der er på vej op ad Solitudevej, Hvalpsund, hvor jeg boede, fra jeg blev konfirmeret, til jeg var 19. Han brugte bagsmækken til regnestykker: en fløde og en kærne. Blyanten sad fint på de fingerafklippede handsker. Hvis ikke man passede på, kom spurvene og klippede kapslerne op på flaskerne (sproghistorie -> musvit hedder på forunderlig vis "tit" på det engelske, hvis jeg ellers husker ret)
 
 

 


           

Ingen kommentarer:

Send en kommentar