lørdag den 31. januar 2015
Kaptajnens 155.note
De svensken har forskellige pronominerne for han og hun, og nu det tredje har de fisket op af tasken: en mellemproportional: høn eller hin eller håtsoever. Og der er kvoter for bestyrelseposter, de skal fordeles ligeligt mellem kvinder og mænd. Men hvis man nu bare får neutraliseret kønnene ved diverse drivmidler og kunstgreb. Hvad skal vi så med kvoter? Da kvoter forudsætter, at der skal distribueres i mindst to bunker. Men pronominet hen/høn gør det overflødigt med mere end en bunke.
Jeg siger ikke, at der ikke er overvejelser at gøre. Men at ophæve det nøjagtige kromosomtal er lidt voldsomt, uanset at mænd er overflødige (i reproduktionsøjemed om føje tid).
MEN er det ok at den sociale diskrimination medfører biologiske svar til problemet og ikke sociale svar, når vi taler kønnet som dels social konstruktion og dels som et politisk problem jvf kvindernes manglende plads i magtbaser, så skal svaret på et politisk problem ikke løses ad biologiske indgreb og sproglig kanalgravning.
Ikke blot det indgribende sproglige indgreb og neutralisering i forskelle mellem han og hun, der er andre komplexe forhold, der skal kikkes på. Men der skal selvfølgelig ses på hele gøgereden..
Mein Freund Leo har skrevet artiklen om sit hospitalsophold mm (Information fredag)
Leo Bech:
Min appetit er strålende for tiden trods kræften
Jeg føler med dem, der oplever svigt i sundhedsvæsenet. Men min oplevelse er en anden: Fantastiske, engagerede mennesker har gjort alt for at gøre min kræftbehandling tålelig.
Gennem min efterhånden lange tilværelse – jeg fyldte 67 år i forgårs – har jeg været velsignet med et stærkt og godt helbred. Derfor har jeg heller ikke i væsentlig grad belastet det danske sundhedsvæsen. Men jeg var så uheldig at få konstateret kræft i spiserør og lymfesystemet i juni 2014.
Det skorter ikke på beretninger om det danske hospitalsvæsens mange fejltagelser. Senest i kronikken »Min søns møde med sundhedsvæsnet var absurd teater« den 15. januar i Information, hvor en familiefar fortæller om det svigt, hans familie er blevet udsat for af sundhedssystemet.
Jeg føler med familien, for sådan skal det selvfølgelig ikke være. Men der er en tendens til, at vi blot hører om tilfælde, hvor systemet fejler. Derfor må jeg tage bladet fra munden og minde om, at der findes fantastiske mennesker i sundhedsvæsenet, der engagerer sig i behandling af patienter, som var det et kald. Mennesker, der gør alt for at skabe en normal tilværelse for de uheldige, der får en svær diagnose at tage stilling til.
Første glade budskab: Min egen læge kontaktede mig omgående, da hun havde konstateret et pludseligt fald i min blodprocent.
Siden har ventetiden været minimal ved alle undersøgelser og behandlinger. Endda er jeg nogle gange kommet til før tid.
Undervejs i forløbet blev visse doser kemobehandling nedsat på grund af uheldige bivirkninger. Ved høj feber skal man ringe til onkologisk afdeling. Besked: »Du kommer herud med det samme.« En time efter har jeg fået en seng på afdelingen, og min behandling er sat i værk. Vel at mærke af rare, empatiske, effektive, professionelle læger og sygeplejersker.
Jeg har fået min egen koordinator på Aalborg Syd, jeg kan kontakte, hvis jeg er i tvivl om noget. En koordinator, der har så meget overskud, at der sågar tikkede en mail ind i anledning af julen.
Som kræftpatient er man i perioder igennem svigt af appetit, og der har været forlydender om elendig føde på vore sygehuse. Men i mit tilfælde fik hospitalets køkken sat en kraftig streg under, at maden var som på et godt hotel: Hjemmebagt brød. Hjemmelavet øllebrød og jordbærgrød. Med meget mere. Der var altid rigelig variation i udbuddet.
Hvor ville jeg ønske, at den ni-årige dreng fra kronikken kunne få den samme positive oplevelse. Ja, at alle havde samme oplevelse som jeg havde i mødet med systemet.
Systemet består af mennesker som du og jeg. Den oplevelse har jeg heldigvis haft gennem mit forløb. Der har været tid til samtaler om vejr og vind og film og litteratur mellem patient og personale. Og heldigvis også med medpatienter, som man får et forhold til, da de er i nogenlunde samme situation som en selv. Derfor er det ikke nødvendigt at træde i sygdom og elendighed, for det bliver for trist og for forstemmende i længden. Vi ved godt, hvad det drejer sig om. Få ord er tilstrækkelige, så er det på plads.
Jeg er nu igennem første seks kemobehandlinger. Nu holdes de fine resultater ved lige med herceptin, som skal indsprøjtes hver tredje uge. Det tager kun 20 minutter, og der er ingen bivirkninger.
Min appetit er strålende for tiden, og jeg tilskriver min tilstand, ikke blot medicinen, men også den forstående indstilling hele personalet har indtaget over for mig som ny patient.
Dette indlæg skal tjene som plaster på såret for jer, som kommer i en uheldig situation, men sandelig også som en stor tak til de kompetente mennesker, jeg har mødt inden for sundhedsvæsenet.
Det skorter ikke på beretninger om det danske hospitalsvæsens mange fejltagelser. Senest i kronikken »Min søns møde med sundhedsvæsnet var absurd teater« den 15. januar i Information, hvor en familiefar fortæller om det svigt, hans familie er blevet udsat for af sundhedssystemet.
Jeg føler med familien, for sådan skal det selvfølgelig ikke være. Men der er en tendens til, at vi blot hører om tilfælde, hvor systemet fejler. Derfor må jeg tage bladet fra munden og minde om, at der findes fantastiske mennesker i sundhedsvæsenet, der engagerer sig i behandling af patienter, som var det et kald. Mennesker, der gør alt for at skabe en normal tilværelse for de uheldige, der får en svær diagnose at tage stilling til.
Første glade budskab: Min egen læge kontaktede mig omgående, da hun havde konstateret et pludseligt fald i min blodprocent.
Minimal ventetid
Lynhurtigt kom jeg til kikkertundersøgelse i Hobro, hvor man straks fandt frem til, hvad der var galt. Skanning og udredning på onkologisk afdeling på Sygehus Syd i Aalborg skete inden for kort tid. Beskeden var klar: uhelbredelig cancer. Pludselig blev verden en anden. Fra at være sund og frisk til kræftpatient. Men behandlingen begyndte i løbet af meget kort tid.Siden har ventetiden været minimal ved alle undersøgelser og behandlinger. Endda er jeg nogle gange kommet til før tid.
Undervejs i forløbet blev visse doser kemobehandling nedsat på grund af uheldige bivirkninger. Ved høj feber skal man ringe til onkologisk afdeling. Besked: »Du kommer herud med det samme.« En time efter har jeg fået en seng på afdelingen, og min behandling er sat i værk. Vel at mærke af rare, empatiske, effektive, professionelle læger og sygeplejersker.
Jeg har fået min egen koordinator på Aalborg Syd, jeg kan kontakte, hvis jeg er i tvivl om noget. En koordinator, der har så meget overskud, at der sågar tikkede en mail ind i anledning af julen.
Som kræftpatient er man i perioder igennem svigt af appetit, og der har været forlydender om elendig føde på vore sygehuse. Men i mit tilfælde fik hospitalets køkken sat en kraftig streg under, at maden var som på et godt hotel: Hjemmebagt brød. Hjemmelavet øllebrød og jordbærgrød. Med meget mere. Der var altid rigelig variation i udbuddet.
Tid til samtaler
Er der forskel på de regioner, man bor i? Det ved jeg ikke, men jeg er meget glad for vores region, når det gælder behandling i sundhedsvæsnet. Jeg havde for et år siden en tennisskade i skulderen, som hurtigt blev behandlet. I år havde jeg en del smerter i samme skulder. Efter kontakt med egen læge, blev jeg henvist til Thisted Sygehus. Der gik kun en måned, så var jeg til skanning. Man hører ellers, at den slags behandling kan have ventetider på op til år, hvis det ikke er livstruende.Hvor ville jeg ønske, at den ni-årige dreng fra kronikken kunne få den samme positive oplevelse. Ja, at alle havde samme oplevelse som jeg havde i mødet med systemet.
Systemet består af mennesker som du og jeg. Den oplevelse har jeg heldigvis haft gennem mit forløb. Der har været tid til samtaler om vejr og vind og film og litteratur mellem patient og personale. Og heldigvis også med medpatienter, som man får et forhold til, da de er i nogenlunde samme situation som en selv. Derfor er det ikke nødvendigt at træde i sygdom og elendighed, for det bliver for trist og for forstemmende i længden. Vi ved godt, hvad det drejer sig om. Få ord er tilstrækkelige, så er det på plads.
Jeg er nu igennem første seks kemobehandlinger. Nu holdes de fine resultater ved lige med herceptin, som skal indsprøjtes hver tredje uge. Det tager kun 20 minutter, og der er ingen bivirkninger.
Min appetit er strålende for tiden, og jeg tilskriver min tilstand, ikke blot medicinen, men også den forstående indstilling hele personalet har indtaget over for mig som ny patient.
Dette indlæg skal tjene som plaster på såret for jer, som kommer i en uheldig situation, men sandelig også som en stor tak til de kompetente mennesker, jeg har mødt inden for sundhedsvæsenet.
onsdag den 28. januar 2015
fra den lithauiske avis
Meno projektas „Maskespil“, surengtas garsios danų muzikės, kompozitorės, rašytojos ir poetės Benedicte Nordin iniciatyva, subūrė trijų Europos šalių trijų meno sričių – muzikos, poezijos ir vaizduojamojo meno kūrėjus.
Renginyje „Maskespil“, kuris istoriniame Kopenhagos Lotynų kvartale vyks iki vasario 22 dienos, dalyvauja Lietuvos menininkai Jūratė Rekevičiūtė, Vilmantas Marcinkevičius, Marius Jonutis, dizaineriai – Indra Marcinkevičienė, Daiva Urbonavičiūtė, Jūratė Rekevičiūtė, poetai Kęstutis Navakas ir Neringa Abrutytė, muzikai – Julija Karaliūnaitė (sopranas), Liudas Mockūnas (saksofonas), Petras Geniušas (fortepijonas), Liuba Sergijenko (fortepijonas) bei koncerto „Ofelija“ režisierius Ričardas Rickevičius.
Unikalioje vietoje – Trinitatis komplekse, prie pat bažnyčios prigludusiame Rundetarne, apvaliajame bokšte, – įsikūrusioje meno erdvėje eksponuojami Lietuvos menininkų ir dizainerių darbai. Parodą aplankiusius atidarymo svečius stebino ir džiugino iš kitų išsiskiriančiomis spalvomis, nuotaika, dekoratyvumu, meniniais sprendimais spinduliuojantys lietuvių kūriniai.
Danijoje puikiai pažįstami dailininkai Vilmantas Marcinkevičius ir Marius Jonutis jau turi gerbėjų būrį. Danų širdis užkariauja ir unikalius ryškiaspalvius interjerų aksesuarus kurianti Vilmanto žmona Indra Marcinkevičienė, grafikė ir originalių porceliano papuošalų kūrėja – ekstravagantiškoji Jūratė Rekevičiūtė, spalvingoji drabužių dizainerė Daiva Urbonavičiūtė, kurios sukurta suknele pasipuošusi dainininkė – sopranas Julija Karaliūnaitė, atidarymo metu atlikusi Margaritos ariją iš Charles'io Gounod operos „Faustas“, sudomino santūrią danų publiką, pratrūkusią ovacijomis ir skambiais „bravo“.
„Mums pavyko!“ – gali drąsiai teigti lietuvių meno desantas, okupavęs Kopenhagos kultūros elito dėmesį. O konkurencija Rundetarne tikrai nemaža: dėmesį traukia originalūs prancūzės – paslaptingų instaliacijų kūrėjos – dailininkės ir skulptorės Francoise Marbleu darbai. Į save, kaip į meno ir vidinių tyrinėjimų objektą, susitelkęs prancūzas Jeanas-Lucas Giraud. Rundetarno galerijoje eksponuojami garsaus, itin mėgstamo danų tapytojo ir poeto Knudo Steffeno Nielseno tapybos darbai, netoliese – gana drastiškos garsaus fotomenininko Jenso Juulio nuotraukos.
Parodoje taip pat dalyvauja danų dizainerės Lilian Noval, Laura Leth Meilvang, danų poetai ir rašytojai Martinas Glazas Serupas, Thomas Lagermandas Lundme, Dy Plambech, Jesperas Lützhøftas, Benedicte Nordin, prancūzų literatas, rašytojas ir poetas Christianas Prigent'as ir kiti menininkai.
mandag den 26. januar 2015
fredagens
To grafer
To grafer her kun
(første graf)
Man kastes hele tiden hid og did
på hver mands roulette.
Statistikken siger at 1 ud 7
vil svigte hinanden.
1 ud af 9 vil blive udsat for umulige følelser.
5 ud af 57 bliver ladt i stikken som børn. 80 ud af 8o forstår ikke
at fremtiden er urørlig, men de lader sig ikke mærke med noget.
Og de trækker t i d e n og investerer i forsikringer mod liv og død. Jeg er
en af dem.
(anden graf)
Havde det været i pausen, havde det virket, nu
kommer ulven, og om lidt smiler den. Intervallerne er
faste. Torturen er i lige så høj grad i pauserne.
Det er en del af stykket. Afventningen af strømføringen til
kødet. Man kan lige så godt få dem til at tale i intervallet
(første graf)
Man kastes hele tiden hid og did
på hver mands roulette.
Statistikken siger at 1 ud 7
vil svigte hinanden.
1 ud af 9 vil blive udsat for umulige følelser.
5 ud af 57 bliver ladt i stikken som børn. 80 ud af 8o forstår ikke
at fremtiden er urørlig, men de lader sig ikke mærke med noget.
Og de trækker t i d e n og investerer i forsikringer mod liv og død. Jeg er
en af dem.
(anden graf)
Havde det været i pausen, havde det virket, nu
kommer ulven, og om lidt smiler den. Intervallerne er
faste. Torturen er i lige så høj grad i pauserne.
Det er en del af stykket. Afventningen af strømføringen til
kødet. Man kan lige så godt få dem til at tale i intervallet
torsdag den 22. januar 2015
tirsdag den 20. januar 2015
tekst
Min vilje er en fakir
Det støder an
først på mig selv, så på
jer, og så er der
courage, den
gør altid
alting roligt
Og døden har
jeg slet ikke indtænkt på den måde.
Har den
indtænkt det hele?
Bortgangen
som de andre overværer live
Vi har haft så rivende travlt
a la vi skal have festmaden kørt igennem
alle rækkerne
Det går over det er ligesom en
henrettelse
søndag den 18. januar 2015
Adjudant-note
adjudanten fortæller:
Hvordan skille motoren i alle sine enkeltdele.
Min gode ven, O.S. havde lagt sig nede under bilen. (detalje: bilen var
min).
Den var opklodset på fire træstykker. Hele
lydpottesystemet sku pilles ud. Jeg var en anelse nervøs.
For han ku ikke
hives ud i ét stykke, hvis bilen faldt ned.
Den måtte ikke falde ned.
Ole
kravlede ud.
Sekundet efter faldt citroenen ned fra sit
lille fine stillads.
Kære venner, prøv lige situationen. Kan I lige
komme med en udgave der både tager det det fatale, det voldsomme ind. Og redningen
om lidt. Det at noget hidkaldte ham. Skæbnen kaldte ham. Skæbnen ville ikke at
han sku gå bort netop nu. Eller den muntre-morbide udgave, skriv om her
var en kvinde meget tæt på. Gør hende til hovedperson. Er det
fundamentalt at fordoble begivenheden. Et forsøg på at lave aftale med
denne verden og den næste. Nej.
lørdag den 17. januar 2015
Klippet fra Jens Raahauges indlæg om kanon-revision SE OGSÅ BLOGDAHL dd OM SAMME EMNE
lø. 21. jun. 2014 kl. 09:16
Ukrudt i kanonen
Debat
Fint at litteraturkanonen bliver revideret, men nogle af begrundelserne er sære og enkelte handlinger direkte forargelige.
Det er fint at den danske litteratur kanon er blevet taget op til revision. Som medlem af de to hidtidige kanonudvalg ved jeg at sådanne lister har sig tid, at der skal træffes begrundede valg, og at netop ændringer kan anfægte vanetænkning. Men begrundelserne skal være i orden. Og er de det?
Martin A. Hansen er gledet helt ud og erstattet på den obligatoriske fællesliste for grundskole og gymnasium med Tove Ditlevsen, fordi der manglede kvinder på listen. Hm! Det er et valg, og det havde efter min mening været mere interessant om man havde argumenteret med kvalitet frem for køn.
Rifbjerg er gledet ud af fælleslisten og henvist til gymnasielisten, fordi (og det er de begrundelser jeg har hørt på tre orienteringsmøder):
a) han er for svær at læse for folkeskoleelever. Og er det så derfor han er blevet erstattet af Henrik Ibsen? Denne verdensberømte dramatiker er i øvrigt kendt for sætningen: Hvad skal vi med fremmedordet idealer, når vi har det gode norske ord løgne?
b) han er nulevende. Vil det sige at revisorerne agter at ombringe Cecil Bødker og Benny Andersen inden listens ikrafttræden 1. august? Og hvorfor må man være nulevende i gymnasiet og ikke i grundskolen?
c) han passer ikke ind i de temaer, man læser i grundskolen. Hvem siger det? Hvad har man skelet til? Evalueringsrapporter, lærebogssystemer, it-portaler? Og skal man kun læse litteratur i temaer? Fri os for at spille fandango med litteraturundervisningen!
At Rifbjerg er revideret ud af fælleslisten, vil jeg ikke indvende noget imod, hvis der findes gode begrundelser. Men det jeg har hørt indtil nu, tyder på at være løgne, der bygger på idealet om litteraturens brugbarhed.
Men det værste er at man på den vejledende grundskoleliste har føjet Astrid Lindgren og Thorbjørn Egner til. Det er aldeles ikke en del af den danske litteraturs kanon. Det er enten kulturimperialisme, tankeløshed eller det der er værre. De læses meget og sælger godt.
Begrundelserne jeg har hørt, er at:
a) det er vigtigt med det nordiske. Ja, men vel ikke på dansk litteraturs kanon. Det kunne jo forlede elever til at tro at de var danske.
b) der er andre nordiske forfatterskaber på kanonlisterne: Sagaerne, Holberg og Ibsen. Den begrundelse tyder på en ahistoriskhed der er enestående. Sagaerne "koloniserede" vi sammen med Island, og Holberg og Ibsen skrev på dansk.
Det er en uhyrlighed - og i modstrid med det kommissorium der stadig er gældende - at tage en norsk og en svensk børnebogsforfatter ind i en dansk litteraturkanon.
Begrundelserne for de nævnte revisioner tyder på at man har villet erstatte litteratorkanonens dannelseskrudt med anvendeligheds-ukrudt.
Det mest oplivende ved revisionen er at Storm P er kommet med. Så kan vidunderlige Ole Bole anfægte Søren og Mettes kultstatus, og man kan kaste sig over hans vidunderlige bog Med løst krudt.
Martin A. Hansen er gledet helt ud og erstattet på den obligatoriske fællesliste for grundskole og gymnasium med Tove Ditlevsen, fordi der manglede kvinder på listen. Hm! Det er et valg, og det havde efter min mening været mere interessant om man havde argumenteret med kvalitet frem for køn.
Rifbjerg er gledet ud af fælleslisten og henvist til gymnasielisten, fordi (og det er de begrundelser jeg har hørt på tre orienteringsmøder):
a) han er for svær at læse for folkeskoleelever. Og er det så derfor han er blevet erstattet af Henrik Ibsen? Denne verdensberømte dramatiker er i øvrigt kendt for sætningen: Hvad skal vi med fremmedordet idealer, når vi har det gode norske ord løgne?
b) han er nulevende. Vil det sige at revisorerne agter at ombringe Cecil Bødker og Benny Andersen inden listens ikrafttræden 1. august? Og hvorfor må man være nulevende i gymnasiet og ikke i grundskolen?
c) han passer ikke ind i de temaer, man læser i grundskolen. Hvem siger det? Hvad har man skelet til? Evalueringsrapporter, lærebogssystemer, it-portaler? Og skal man kun læse litteratur i temaer? Fri os for at spille fandango med litteraturundervisningen!
At Rifbjerg er revideret ud af fælleslisten, vil jeg ikke indvende noget imod, hvis der findes gode begrundelser. Men det jeg har hørt indtil nu, tyder på at være løgne, der bygger på idealet om litteraturens brugbarhed.
Men det værste er at man på den vejledende grundskoleliste har føjet Astrid Lindgren og Thorbjørn Egner til. Det er aldeles ikke en del af den danske litteraturs kanon. Det er enten kulturimperialisme, tankeløshed eller det der er værre. De læses meget og sælger godt.
Begrundelserne jeg har hørt, er at:
a) det er vigtigt med det nordiske. Ja, men vel ikke på dansk litteraturs kanon. Det kunne jo forlede elever til at tro at de var danske.
b) der er andre nordiske forfatterskaber på kanonlisterne: Sagaerne, Holberg og Ibsen. Den begrundelse tyder på en ahistoriskhed der er enestående. Sagaerne "koloniserede" vi sammen med Island, og Holberg og Ibsen skrev på dansk.
Det er en uhyrlighed - og i modstrid med det kommissorium der stadig er gældende - at tage en norsk og en svensk børnebogsforfatter ind i en dansk litteraturkanon.
Begrundelserne for de nævnte revisioner tyder på at man har villet erstatte litteratorkanonens dannelseskrudt med anvendeligheds-ukrudt.
Det mest oplivende ved revisionen er at Storm P er kommet med. Så kan vidunderlige Ole Bole anfægte Søren og Mettes kultstatus, og man kan kaste sig over hans vidunderlige bog Med løst krudt.
onsdag den 14. januar 2015
Retrobild
Det er om Mandeklubben på Højvangen. Men af de 8-9 stykker er der kun 2 tilbage, så klubben er lukket. Og jeg er så ikke længere frivillig, som det hedder i det regi.
De gamle drenge på Højvangen snakkede lillebil. Jeg møder dem hver torsdag eftermiddag. Vi får kaffe. Hvem der havde kørt lillebil. Verbet var osse at bile. Vi bilede tit til Mogenstrup bare for at nyde udsigten og se på afgrøderne, sagde Hans, den gamle jægersmand på 87. Med kunstig hofte, men jeg får kortet hver år, siger han. Hør ham spille Parforcehornet. Og lerduer, der drysser fra himlen ned. Hans elskede afdøde Ida bliver berørt og gør os berørt, som var hun stadig levende.
Nå, men altså det var det at Per havde kørt lillebil. Og det havde Niels gjort i en periode. Og ellers saxofon og violin. Han cyklede ud, når der var bestilt til sølvbryllup tirsdag og onsdag morgen. Et sted havde de ikke bestilt musik alligevel. Naboerne. Og så var det bare at køre de 25 km hjem igen med uforrettet sag og instrumenterne på ryggen. Senere fik jeg en Cigarbutik i Viborg, sagde Niels. Men det var ikke lige mine evner. Men det gik endda. (Niels er 96.) Fik den solgt. Niels siger så til Hans, din bror har jeg spillet til dans med mange gange. Jow, siger Hans. I spillede noget godt musik.
--------------------------------------------
Herunder Søren mælkemand, der er på vej op ad Solitudevej, Hvalpsund, hvor jeg boede, fra jeg blev konfirmeret, til jeg var 19. Han brugte bagsmækken til regnestykker: en fløde og en kærne. Blyanten sad fint på de fingerafklippede handsker. Hvis ikke man passede på, kom spurvene og klippede kapslerne op på flaskerne (sproghistorie -> musvit hedder på forunderlig vis "tit" på det engelske, hvis jeg ellers husker ret)
tirsdag den 13. januar 2015
Så er der arrangement i Rundetårn fra 24.1.2015
Maskespil – 3 lande, 3 kunstarter
Rundetaarn
Købmagergade 52A
1150 KBH K
Danmark
Tlf: 33 73 03 73
post@rundetaarn.dk
Købmagergade 52A
1150 KBH K
Danmark
Tlf: 33 73 03 73
post@rundetaarn.dk
Entré:
Voksne 25 kr.
Børn (5 -15 år) 5 kr.
Årskort: Fra 125 kr.
Særpris (skoler) 15 kr.
Åbningstider:
Aktuelle åbningstider
Alle dage 10 - 18
Tirsdag og onsdag 10 - 21
Adgang:
Rundetaarn er ikke velegnet for kørestolsbrugere og barnevogne grundet
i: Udstilling
Forfatter, komponist og forlægger Benedicte Nordin er arrangør af den tværkunstneriske kunstudstilling MASKESPIL – TRE LANDE, TRE KUNSTARTER, hvor der tolkes og fabuleres over menneske og maske.
Billedkunstnere, fotografer, lyrikere, musikere og performere går sammen om konceptet; PÅ TVÆRS. Af genre. Af kunstart. Af nationalitet. Med den adgang, det giver kunstnerne og deres publikum til provokation og maskefald og leg med farver og muligheder i maskeradernes måned.
Hver uge i projektperioden rummer to muligheder for at træffe de medvirkende kunstnere på nærmeste hold ved koncerter, lyriksoiréer og artists talks.
Idemager / arrangør: Benedicte Nordin
Mette Ørnstrup & Christina Back. Udstillingsarkitekter og projektledere.
Jesper Frederik Emil Hansen, grafisk designer, KLAHR design
Johann Ingemann. Web-design. BERÙ.
Deltagere:
Billedkunst:
Jean-Luc Giraud, Francoise Marbleu (Fr.), Jurate Rekeviciute, Vilmantas Marcinkevicius, Marius Jonutis, (Lith), Martin Bigum, Knud Steffen Nielsen, Mads Ljungdahl, (Dk.)
Foto og film:
Jens Juul (DK), Richardas Rickevicius, (Lit.), Jerôme Adeline (Fr.)
Lyrik. Præsentation, oplæsning, samtale:
Dy Plambech, Knud Steffen Nielsen, Thomas Lagermand Lundme, Jesper Lützhøft, Ursula Andkjær Olsen, Martin Glaz Serup, Martin Bigum, Benedicte Nordin (DK). Kestutis Navakas, Neringa Abrutité (Lith.), Laurent Danchin, Christian Prigent, Anne Portugal (Fr.)
Åbent symposion/artist’s talk:
Laurent Dachin,(Fr.), Kestutis Navakas, (Lith.), Martin Bigum (DK).
Musik. Kammermusikværker af komponisterne
Jesper Nordin, Niels Rosing-Schow, Anders Koppel, Andy Pape, Benedicte Nordin (DK), Anatolij Senderovas, Mikajolus Ciurlionis (Lith.), Marc André Dalbavie (Fr.)
Musikere:
Muradam Ensemble: Sophie Thing-Simonsen, sopran, Mikkel Futtrup, violin, Josefine Opsahl, cello, Bjarke Mogensen, accordeon. Endvidere: Thomas Sandberg, percussion, Stefan Pasborg, trommer (DK) Julija Karaliunaté, sopran, Liudas Markunas, saxofon, Petros Geniusas, klaver, Liuba Sergejenko, klaver (Lit.) Jesper Nordin, dirigent (Dk.)
Kunsthåndværk & design:
Jurate Rekeviciute, Indra Marcinkeviciene, Daiva Urbonaviciute (Lit.), Laura Leth Meilvang, Lilian Noval (Dk)
Foredrag:
Fotograf og billedkunstner Suste Bonnén. Koreograf Kenneth Kreutzmann. Hospitalsklovn Mette Brich. Forfatter og journalist Søren Schauser (DK)
mandag den 12. januar 2015
kapt-note 333
I Det hele
er blevet lidt trådløst. Jeg passerer hende. Hun taler og kigger mig direkte i
øjnene. Hun siger: "Har du sørget for
Vaps." Jeg er helt med at ordene
er henvendt ikke til mig, men til cyperspace, himmelrummet. Hunden hedder Vaps.
Det må være
flyvende hund, var jeg lige ved at sige. I hvert fald er hunden ikke her. Og
kæresten heller ikke. Og jeg er ikke kæreste med hende.
Hun kommer
gående ned gennem kupeen snakkende ud i luften strejfer mine øjne og siger så
husk lige der mangler kaffe. Og jeg skal til at svare, da jeg ser at hun lader
øjnene flakke videre, og det vist ikke var til mig alligevel. Og vi snakker
ikke sammen … og skal heller ikke. Man forvirres. For blikket er ikke til den der
får det.
ps morges
tjekkede sønnen Facebook for 3.gang. Irma havde bagt boller- Jens Erik sku til
noget bold og så øl bagefter.
søndag den 11. januar 2015
k-note 143b
Under avisfotoet står der at læse: Dreng kunne være kørt ned af ældre
mand i blå renault på Vejlevej…. Det hypotetiske eller
konjunktiviske
ligger nydeligt i sin pakning. (Garamond str 12)
Billedet er i sort hvidt. Har svært ved det konjunktiviske.
Det må være nok nu. Det er ikke en skoletime.
Hvad ved jeg.
K-note 143a
K-note 143a
” Var det
min påfugledragt, du noterede dig? Den er krænget af. Jeg tror netop, det
bliver en bugskinne ved næste skifte. Denne figuration (hesten) er kun syet,
faktisk håndsyet, i modsætning til fugledragten, hvor der var tale om
transplantat-lidt hen ad en våddragt, men hvor vener og den slags var ført helt
igennem til fjerenes skaft…->
fredag den 9. januar 2015
tirsdag den 6. januar 2015
fredag den 2. januar 2015
Abonner på:
Opslag (Atom)