Desværre afdøde Henrik Bjelke havde et særligt talent for at parodiere, eftergøre andre menneskers stemmer. Det var i de gode, gamle Arenadage på Hald Hovedgård. En slags løsgående magister, Erik Kock, der også havde sin gang på stedet, havde samme talent, hans register var endda større end Henriks. Henrik havde som studerende haft et job som referent i Folketinget, dvs. en bestilling, der gik ud på at skrive nøjagtigt referat af alt, hvad Tingets medlemmer havde sagt fra talerstolen. Jeg tror aldrig, jeg har talt politik med Henrik Bjelke, men venstreorienteret var han afgjort ikke, han var vel nærmest en slags borgerlig meritokrat, med slet skjult smag for det aristokratiske. I alt fald har tanken om et åndsfyrstendømme nok ikke direkte mishuet ham.
Ikke desto mindre var hans yndlingspolitiker den tidligere formand for DKP, stifteren af SF, Aksel Larsen. At det lige var ham, der blev favoritten, skyldtes som det forstås, ikke politisk enighed, det var udelukkende et spørgsmål om kunstnerisk smag. Aksel var fin, når han f.eks. stod i Folketingets kiosk og bad om Ti Bat et cerutmærke - med kraftig, masku-lin labialsmælden og kindblævren. De to små ord havde Henrik perfektioneret, så ingen kunne være i tvivl om, at Aksel Larsen havde meldt sin ankomst til Hald. Stedets anden stemmeefterligner, Erik Kock, beherskede til fuldkommenhed adskillige af offentlighedens kendte figurer, men når Henrik gav den som Aksel Larsen, kvitterede Erik med Gert Petersen. Det gav anledning til lange, indviklede og dybt indforståede disputeringer om socialismens mål og midler. Vi andre var ved at dø af grin, men jeg kan ikke huske en eneste gang, hvor Henrik og Erik ikke holdt masken. Og før eller siden fyrede Henrik sit absolutte favoritcitat af og spurgte brysk, med Aksel Larsens karakteristiske stemmeføring: Har Sovjetunionen, eller har Sovjetunionen ikke, nogensinde krænket dansk territorialfarvand?
Så inderligt bøvet
Jeg kom til at tænke på citatet, da jeg, lørdag aften vistnok, sad og så på noget i fjernsynet, på DR2, lige før Deadline. Der blev talt om en periode i historien, hvor Christmas Møller var statsminister, og som det velorienterede menneske, man jo skal være, når man skriver i denne avis, tænkte jeg naturligvis: Hvad er nu det for noget, de har fundet på? Det viste sig da også hurtigt at være en glimtvis lavkomisk, men ellers dum og uelegant fiktion om, at Danmark efter krigen blev delt i to. Den vestlige del, som forblev, hvad den var, og en østlig, der til gengæld blev kommunistisk. Så fik den ellers hele armen efter tydeligt forlæg i det delte Tyskland før Murens fald. Man interviewede et par fingerede eksperter, som i en rigtig fjernsynsdokumentar, og modstandsmanden Gunnar Dyrberg, der under et andet navn skulle forestille at have været anbragt i en kommunistisk fangelejr indtil Murens fald dvs. indtil storebæltsfærgerne, i den lille, fiktive historie, begyndte at sejle frit mellem de indtil da adskilte landsdele. Måske, men kun måske, kunne der være kommet noget sjovt ud af sådan en gang kontrafaktion, som genren vist hedder, men bortset fra et par vantro grin, mest over at DR overhovedet kunne få sig til at servere sådan noget lort for seerne, var resultatet forkrampet, studentikost og inderligt bøvet. Af de afsluttende rulletekster fremgik det, at historien var baseret på noget, historieprofessoren Bent Jensen skal have skrevet.
10 millioner ud ad vinduet?
Hold da kæft, måtte man tænke. Det lover godt for den 10 millioners koldkrigsrapport, der udkommer senere på året. Der vil sikkert være stof til flere dokumentarudsendelser i Danmarks Radios bedste sendetid. Anker Jørgensen ligner jo Lenin, og i rollen som Trotskij vil Mogens Lykketoft være ualmindelig velvalgt forudsat, naturligvis, at han lader sit fipskæg vokse ud igen. Hvem der så skal være Stalin, kan man sikkert roligt overlade til historieprofessor Jensens digteriske fantasi. Hvis han skulle savne lidt modspil i manuskriptudviklingen, kunne han jo hyre DFs Søren Espersen som medforfatter han har ved flere lejligheder ytret interesse for at skrive tv-teater, og med Jensen som eksempel lader det ikke til, at adgangskravene for at blive fiktionsmager på DR2 er uoverkommelige.
Hvordan kan det egentlig være, at antikommunister altid kommer til at fremstå som latterlige? Der er jo ubestrideligt blevet begået de mest rædselsvækkende forbrydelser i kommunismens navn, der er rigeligt at tage afstand fra og være kritisk over for. Men det er som om, det slet ikke er det, der er antikommunismens ærinde. Det er snarere en slags hygge på betjentstuen, hvor hærdebrede mandfolk sidder og underholder sig med skrækhistorier om de venstreorienterede, og hvad de kunne finde på, hvis de fik magt, som de har agt. For en ølbøvsende, gemytlig antikommunist af dansk tilvirkning er der egentlig ingen forskel på en af Stalintidens sovjetiske bødler og så en børnehavepædagog fra Albertslund. Og det på trods af, at nutidens børnehavepædagoger hverken er mere eller mindre venstreorienterede end resten af befolkningen.
Det går kort sagt mere og mere op for én, at de eneste, der i virkeligheden begræder Murens fald, er den benhårde kerne af antikommunister. De savner fjenden. Han var selve livsindholdet. Som altså nu om dage skal næres af kontrafaktisk tv-fiktion for at kunne opleves som virkeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar