IV

IV

Allerede i tanken havde han slået ihjel adskillige gange. Og så var det jo godt/banalt/skidt, hvis det kun var et illusionsnummer. Damen anbragt i kassen. Saven frem, og så som var hun som en  trækævle man gennemskærer. Psykologisk og billedligt handlede det faktisk om det. De levede i skøn symbiose som hund og kat. Kunne ikke undvære disse idelige kampe. Hvor man skiftedes til at stå med den andens hoved i hænderne. Igen ikke kun billedligt talt. Mindst. Det lille barn vil altid spørge om, hvordan det ku lade sig gøre. Hvordan ku hun leve videre. Et svar ville være at de var døde i forvejen. Og døden var i hvert fald kraftigt indforskrevet. Det forklarer ikke det hele. Hans måde at betragte verden på var solipsistisk. Alt var ting. Alle genstande (naturligvis) og personer var ting. Ikke på en reificeret grum måde. Men de havde vendt ham ryggen fra start af. Menneskene talte godt nok og strakte hænderne frem til hilsen, og man udvekslede synspunkter. Men alligevel stod de med ryggen til ham. De så ham i hvert fald ikke. Han vidste godt, at de havde de samme smerter som ham. At de var sultne og satte sig til bords, og de spiste dyreryggen og salaten med den største fornøjelse. Deres tale var reflekser, ikke rettet mod noget bestemt. Og kunne være rettet mod hvem som helst, blot der var et øre, der ville høre. Men det dokumenterede ikke at de var allierede voldsomme. Han ville ses. Han måtte røres. Han måtte naturligvis agere som om alt var levende. Han kunne så rigeligt sætte sig ind i sin egen sult og ”forestille sig sin bordames” som han sagde  Men ved hendes tanker skiltes vandene. ” Skal vi deles om det inderste?”

Hun lod som ingenting.